Drøm med! Davids Unity i børsparadis – First North: funklende eller falden stjerne? – Enrico: Odenses himmelstormer

Denne onsdag skal vi drømme. Mange drømme. Og mange realiserede drømme.

Vi starter med indbegrebet af økosystemets drømmehelt: David Helgason. Han har taget drømmen hele vejen, gjort det, vi andre kun snakker om. Han startede i en kælder på Nørrebro, og rejsen er nu 18 år efter snart fuldbragt på New York Stock Exchange.

Ugens nyhed er Unitys børsnotering. Det er bare den enhjørning, vi alle har elsket. Også, fordi David bare er David, når man er sammen med ham. Den – kun relativt – blonde islænding gør sig ikke til, sidder pænt med ved møder på skæve stole og små iværksætteres genbrugsborde og snakker om, hvordan vi kan få et bedre økosystem i lille Pærekøbing. Han og vennerne ramte lige i røven med deres 3D-platform, som bl.a. over halvdelen af alle spiludviklere bruger, og omsætter for 3 mia. kr. om året. Selvfølgelig uden overskud fremgår det af den uendeligt lange S-1 ansøgning; det, vi kalder et prospekt til det amerikanske børstilsyn, SEC. Vil du hellere læse det som en historie, så se TechCrunch her, og få Mark Zuckerbergs fejlslagne forsøg på at bruge et par milliarder til at opkøbe Unity med. Unity er det nærmeste, vi kan komme et bevis for, at Clayton Christensens disruption-tese i sjældne tilfælde kan forekomme.

David ejer 4,4 pct., mens fx Sequoia-partnere ejer 24,4 pct. og har været med siden serie A i 2009! Det er den våde venturedrøm, hvor 10x for en sjælden gangs skyld lyder som en beskeden nordjydes mumlen. Her siger vi bare fortjent tillykke til David og venner, når de bimler med børsklokken.

Flere danske drømme, omend nede i millionklassen og i danske kroner, repræsenterer Nasdaq First North-børsen. Men er det bare daytraders’ korte udløsning, indtil det ramler som for en anden Christian den 2. i Kongens Fald? Læs ugens klumme af den venture- og London-erfarne Gregers Kronborg og hans spådom for small cap-børsen: Uden politisk opbakning til skatteincitamenter, der får de institutionelle investorer med som rygstød, ender First North i ”et trist crash”!

Vi havde en livlig diskussion før sommer af First North som vækstbørs, hvor Michael Moesgaard Andersen gik til stålet, fordi aktørerne på Bootstrapping ikke fik talt den gode mulighed for likviditet i startuppositioner op. Denne vigtige debat vil åbenbart ikke stoppe. Og vi tror da, Bank Invest, Vækstfonden og andre professionelle investorer på Nasdaq First North synes, Gregers overser dem og ser for trist på tilværelsen på vækstbørsen. Så følg med igen næste onsdag, hvor vi også kigger på de faktiske resultater på hhv. den danske og svenske small cap-børs.

Først Universal Robots,OnRobot. Enrico Krog Iversen har skabt fyrtårne, hvor andre kun dagdrømmer. Robotklyngen er klart den mest iøjnefaldende danske succesklynge – på langt færre år end Unity. Vi ser også på, hvad robotklyngen nu selv udbyder af data for at professionalisere og internationalisere, og hvad Søren Peters fra Gain & Co formår at modne branchen med. Hvad er det, der er så stærkt ved klyngen, som vel er det mest markante, Fyn har præsenteret globalt siden H.C. Andersens nok så berømte eventyr?

Til sidst skal vi ned mod Jorden igen. For når drømme fejler, lurer depressionen. Ugens case med Stefan Avivson, CEO i BMoreRaw, er åben om sin noget vanskelige personlige rejse, omend den også er på ret kundekurs. Og fra drømme til myter eller rettere punktering af samme. Danske Bank +impact-serie fortsætter med at kigge på, hvorvidt det nordiske startup-økosystem inden for impact rent faktisk løser nogle af de mest akutte globale udfordringer med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Hvis du har kommentarer til vores drømmetydning, så skriv endelig til info@bootstrapping.dk, eller hvis du vil drømme videre, så send et valgfrit beløb til  MobilePay 125016. Efter drømmene kan du glæde dig til på fredag, hvor vi runder ugen af med seneste seriøse og mindre seriøse stof. Og det endda lige fra diversitet til sextech. Det sidste lyder lidt som Unitys Hockey Stick, og er det måske også.