Hvor er Danmarks AI-strategi?

Der kommer sjældent noget godt ud af at kopiere andre. Ikke desto mindre glimrer Danmark ved sit fravær af en strategi for kunstig intelligens. Frankrig har nærmest taget europæisk lederskab med sin, tæt fulgt af England, mens også Kina er langt fremme. Men hvad kan lille Danmark udrette i det kapløb? Temmelig meget mener en af de helt store AI-eksperter, Danny Lange, investor og Vice President AI og Machine Learning i Unity Technologies. Vi har nemlig både talentet og investorerne til at bakke nye danske AI-virksomheder op. Økosystemet mangler bare politisk opbakning, og at kunstig intelligens er noget, også det offentlige tør integrere.

Tech-Danmark til BBQ

Vi mødte Danny Lange under årets TechBBQ, der er i fuld gang netop nu. Et mekka og et must for alle med interesse i teknologi og startups. Her talte vi også med manden bag Trello og Stack Overflow, Joel Spolsky. Han mener, det er på tide, at myndighederne begynder at skæve til processer og metoder hos startups, når nye love skal udformes.

TechBBQ er også et overflødighedshorn af spændende danske startups og et utal af pitchevents og matchmaking mellem iværksættere og investorer. Accelerace har her udvalgt seks startups med succesfaktor. Under tech-eventen lanceres en stribe nye analyser og rapporter om Danmark som iværksætternation. Her et udpluk fra Dealrooms analyse Nordic Venture Capital Report.

 

Fransk visit, IVS og deep tech

Startupvirksomheden Founders har investeret i en virksomhed, der vil disrupte coachingmarkedet. Fra Paris melder startupbevægelsen The Family sin ankomst til Danmark, som de gerne vil forbinde til Europas stærkeste tech-hubs.

Iværksætterhistorier har talt med Contractbook, som er i fuld gang med at digitalisere danske virksomheders håndtering af kontrakter. Mads Váczy Kragh fra Væksthus Sjælland tager de udskældte IVS’er i forsvar, mens Kristoffer Buch fra DTU Skylab efterlyser samme hype om deep-tech, som apps og SaaS nyder godt af. I podcasten fra Techtopia bliver du klogere på netop hightech høreapparater.

Der er nok at gå ombord i. God læselyst.