Får founders Messi-status? – Har du narrøvs-klausul i terms? – Krizo uden krise – Birgitte og social impact – Hampus og grøn ditto – Tweet farvel Trump

Er vores økosystem founder-venligt? Er vi ordentlige ved hinanden? Optræder vi fair og transparent? Er vi i den forstand venlige?  Det burde være en selvfølge. Det er det bestemt ikke altid. Ingen steder. Trump i forhold til dagens indsættelse af Biden, som jeg vender tilbage til. Putin søndag aften i uvenlig modtagelse af modige Navalnyj. Støjberg mod Venstre eller omvendt, hvor vist ingen rigtig er venlige længere, trods alle smilene.

Og altså heller ikke i vores lille verden. Det gælder når Løvens – glade og på overfladen supervenlige – Hule-investorer tager ejerandele. Her grænser det til ublu udnyttelse af iværksættere, når de skruer ejerandele op fra 10 % til 30 % for en mikroinvestering på et par hundrede tusinder. Jan og Mia burde sige fra! Men gælder det også den seriøse del af branchen, at vi udnytter asymmetri og mangel på transparens? I dagens tema-artikel Founder-venlig: Ja, lad os få terms på bordet og præferenceaktier væk kommer Peter Sandberg, N2F med et par eksempler på opdeling i aktieklasser, hvor founders er snydt – eller har snydt sig selv.

I den mere professionelle del af VC og BA-miljøet er der således stor appetit på at få transparens og balance ind i aftalerne og dermed følge det eksemplariske initiativ, som Eric Lagier og byFounders fremlagde her i sidste uge. Advokathusene Manzanti-Andersen fulgte op i denne uge med deres terms, og Poul Schmidt og andre har gjort det i investornetværk. Konkurrencen og kapitalrigeligheden tvinger transparens og founder-vilkår frem, som Michael Moesgaard og Gregers Kronborg forklarer det i dagens tema.  Michael tilføjer, at vi efterhånden dyrker startups som ikoner a la fodboldens Messi.

Du kan læse flere VC og BA-reaktioner om alt fra huller i osten til narrøvs-klausuler bl.a. fra Line Aasen, Frederik Ploug, Arve Johan Andresen og Thomas Black-Petersen samt investorer og rådgivere, der foretrækker at være anonyme. I al fald: Er du startup, snyder du dig selv, hvis du ikke har styr på, hvilke terms du nu kan forvente.

I gamle dage opførte de bedste bønder sig så ordentligt, at de fandt arbejder på gården tilpasset landsbytossen, de gamle og de handicappede. Senere hed det socialt ansvar, og mange – især SMV’er lokalt, men også corporates som Pressalit – tog det. Den sociale Kapitalfond har i et tiår investeret i SMV’er for at bevise, at afkast og social impact i form af arbejdspladser kan forenes. Nu har det så fået en højere form, hvor social impact startups finder på smartere løsninger på alt fra ligestilling til integration, fra at gøre livet lettere for demente og depressive til kørestolsbrugere. Birgitte Frost Mathiesen, Den sociale Kapitalfond der nu igangsætter anden accelerator i Norden for sociale startup-investeringer svarer her på ugens fem skarpe til ugens investor. 42 startups har været gennem acceleratoren og en håndfuld investorer har fulgt med, og tilfredsheden har været stor på begge sider.

Alle vil vi gerne det bedste. Alligevel opstår der kriser. Så må vi tackle dem og forebygge det værste. Krizo er en SaaS-platform, hvor virksomheder kan både håndtere og forebygge kriser. Det sidste ved at træne medarbejdere på tværs af grænser online. Faciliteten er finansieret af et DanBAN-syndikat med tidligere kommunikationsfolk, herunder bestyrelsesformand Morten Pedersen i spidsen, og benyttes nu af store internationale spillere som fx Vodafone. Det er godt gået af CEO Emil Feiffer og team. Men vi udfordrer ugens case på, om B2B niche-SaaS-abonnementer kan blive ved at være en vindermodel.

Jeg kender ikke terms hos VC’en Pale Blue Dot. Men jeg kan lide at høre CEO Hampus Jakobsen tale.  Den svenske CEO gæster tit Danmark og kommenterer klimainvesteringer i dagens no. 2 af Richard Engstrøms impact-serie.  Og her skriver han fx, at investorer skal være incredibly humble and admit that you do not know everything. And climate change undeniably is a complex thing”. Lad nu være med at spille bullshit og lege cool, siger Hampus, der fortæller om, hvordan han sætter sig ind i de svære klima-cases. Et andet nordisk indslag kan du lytte til, nemlig Josefine Volqvartz i Kvindekompagniets podcast-serie.  Hun følger tre unge iværksættere Saxo Merrild fra Pinploy, Josephine Aspman fra LetzLeather og Luca Maxen og det kommer der heftig diversitetsdiskussion ud af.

Intet tiltrækker sig her i dag dog så meget opmærksomhed som præsidentskiftet i USA. Og som altid taler vi nærmest mere om Trump, end om Biden. 88 millioner fulgte Trump på Twitter. Og bedre eksempel får vi forhåbentlig aldrig på, hvordan de sociale mediers segmentering polariserer og dermed svækker demokratiet. Nu har Jack Dorsey slukket for Trumps tweets, og de højradikales tilholdssted Parler er ude af Amazon webservices. Ugens Techtopia tager spørgsmålet op, om det så er pænt venligt i forhold til alle os andre, eller det er uordentligt og en knægtelse af Trumps ytringsfrihed?  Et brandaktuelt emne, hvor du bl.a. kan høre Jillian Tork, Electric Frontier Foundation og forfatter til bogen ”Silicon Values.”

Her siger vi farvel til Trump – og til dig. Men vi ser dig – venligst og høfligst – meget gerne igen på fredag til opsamling af endnu en herlig uge i vores nu måske endnu mere afbalancerede økosystem.