Godt og vel 4.000 dataejere sidder i dag på al det offentlige data, der er til rådighed herhjemme. Det meste af det data er i dag ukendt land for både danske startups og mere etablerede virksomheder. Det koster virksomhederne og Danmark innovation og vækst.
Derfor har Den Digitale Hub lagt information om al det offentlige data, vi har adgang til, ind som en søgefunktion på deres hjemmeside.
”Vi leder efter danske virksomheder, der med hjælp fra os kan bruge offentlige data til at skabe nye forretningsmodeller og skabe konkurrencefordele,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted, der er adm. direktør for Digital Hub Denmark.
Corti, Dinero og VELUX
Det er præcis det, startuppen Corti har gjort ved at bruge kunstig intelligens til at analysere ord og lyde i opkald til alarmcentralen, når danskere ringer 112 ved mistanke om hjertestop. Ved at kombinere offentlige data med kunstig intelligens kan Corti øge chancerne for at redde flere liv og samtidig skabe en god og skalerbar forretning.
Martin Thorborgs selskab Dinero er et andet eksempel på en privat udviklet tjeneste, der kan give adgang til offentlige data og koble dem, så regnskabsføring bliver lettere for brugerne.
Også etablerede virksomheder kan skabe ny forretning ved at bruge offentlige data. Vinduesproducenten VELUX samarbejder nu eksempelvis med Apple om automatiserede løsninger til at låse døre og åbne og lukke vinduer som en del af teknologierne i det digitaliserede hjem.
Guldet ligger i at kombinere data med algoritmer. Med data kan vi skabe nye unicorns.
Det er den slags forretning, som Danmark med afsæt i de mange offentlige data skal være hub for at skabe og skalere til global forretning, lyder det.
”Guldet ligger i at kombinere data med algoritmer. Med data kan vi skabe nye unicorns,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted.
Offentlig-privat samarbejde om frontløbervision
Databasen over offentlige data er blot et af mange initiativer, der skal gøre det lettere for iværksættere og andre selskaber at bruge data som rampe for at skabe en konkurrencedygtig vækstforretning.
Det er præcis et år siden, at hubben blev realiseret i et partnerskab mellem det offentlige og private som Industriens Fond, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark. De offentlige penge tæller foreløbig 110 millioner kroner, og hubben har indtil videre fire år til at realisere ambitionerne om at gøre Danmark til et af verdens førende miljøer inden for kunstig intelligens, IoT og big data.
”Med det her initiativ skal vi knække koden for, hvordan vi bliver blandt de bedste til at skabe forretning på offentlige data. Vi har alle forudsætninger for at gøre det, og nu skal vi give Danmarks digitale frontløbere et kvanteløft, så vi i bedste fald bliver overflødige om fire år,” siger hun.
Et bindeled til forretning
Camilla Rygaard-Hjalsted ser gerne, at de tre eksempler Corti, Dinero og VELUX er vokset til langt flere om fire år.
”Vi skal skabe mange flere gode eksempler på matchmaking mellem offentlige data og virksomhedernes anvendelse af dem,” siger hun.
Helt konkret kan Digital Hub Denmark hjælpe dig, hvis du har brug for input til, hvordan offentlige data kan bruges i din forretning, hjælp til at få indblik i konkrete data eller brug for at vide, om data er frigivet fra dataejerens side – og hvis det ikke er, kan hubben måske bidrage til at frikøbe det.
Hubben kan også være bindeled mellem virksomheder og det offentlige, hvis du kommer med en forretningsmodel, som ikke lader sig gøre under den nuværende lovgivning. Her kan hubben være katalysator for, at politikerne ser, hvor der er behov for mere agil lovgivning.
”Selv om vi er blandt de nationer med mest data i verden, så er andre lande ved at overhale os. Derfor skal vi lære af de techgiganterne som Google og Facebook, som jo er bygget på data,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted.
Sandkasseprojekter baner vej
Der er vel en grund til, at vi ikke har udnyttet offentlige data til forretning i højere grad, end det er sket endnu?
”Ja, det er ikke nemt at skabe værdi. Der er masser af dilemmaer og lavpraktiske udfordringer,” svarer direktøren for Digital Hub Denmark og nævner hurdler fra rensning af data til de etiske udfordringer og beskyttelse af personfølsomme oplysninger.
Især inden for sundhedsdata er der mange etiske udfordringer. Derfor bliver en række af de nye forretningsmodeller også testet i såkaldte sandboxes, som er beskyttede forsøgsmiljøer, som man også kender det fra fintech-området, hvor Finanstilsynet bl.a. arbejder med sandkasse-projekter.
”Men vi skal løfte Danmark nu. Andre lande rykker og er allerede langt, og den teknologiske udvikling går også stærkt her. I dag ligger machine learning som open source. Du kan trække en algoritme ned fra nettet og træne den. De store som Facebook og kinesiske Alibaba har været i stand til at bruge data til at skabe tjenester, som folk vil betale for. I Europa har vi ingen techgiganter. Vi bliver presset, og derfor skal vi i gang nu,” siger Camilla Rygaard-Hjalsted.
Blå bog: Camilla Rygaard-Hjalsted har været CEO i Digital Hub Denmark siden den 1. november 2018, hvor sekretariatet blev etableret. Camilla har igennem mange år haft fokus på digital innovation og danske virksomheders evner og muligheder på den internationale arena, bl.a. som CEO i Innovation Center Denmark i Palo Alto, Deloitte Danmark og COWI.