1. I 2007 var du med til at starte SaaS-platformen Mono Solutions, der laver whitelabel websiteløsninger til mindre virksomheder. Mono blev opkøbt af den tyske mediekoncern Bauer Media Group for et trecifret millionbeløb. Hvad har du især lært af at bygge en virksomhed op fra grunden til exit?

 

”Da vi etablerede Mono i 2007, var der ikke mange Software-as-a-Service-virksomheder og endnu færre digitale servicer til små virksomheder, så både ift. markedet og vores produkt var vi firstmovers. Jeg mødte flere, som satte spørgsmålstegn ved måden at levere software på (SaaS) og behovet i markedet, så jeg har lært, at man skal tro på sig selv og sin vision. Og så har jeg lært, at man skal være omstillingsparat. Da vi lancerede vores produkt, gik vi direkte til markedet med en selvbetjeningsløsning, og det var de små virksomheder endnu ikke klar til. Så vi ændrede vores go-to-market-strategi og valgte i stedet at distribuere vores servicer via partnere, og på ti år blev vi markedsledere i Europa. Og måske vigtigst af alt har jeg lært, at en virksomhed er intet uden de mennesker, som man har ansat. Vi havde en unik medarbejderkultur med medarbejdere fra mere end 20 forskellige lande, og for mange var Mono deres andet hjem. Folk hjalp hinanden og havde respekt for hinanden – som en familie. Der blev skabt en ånd indefra, hvor #monofamily var en af grundpillerne i at bygge en global virksomhed. På det personlige plan har det været en vild udviklingsrejse, og det er en enorm tilfredsstillelse at have skabt en virksomhed fra bunden.”

 

2. Med tanke på, at Mono Solutions allerede år før salget samarbejdede med nogle af verdens største medie- og teleselskaber, der tæller Orange, FCR Media og amerikanske Yext, var det så ikke inde i overvejelserne at strække jeres exit endnu længere, eller siger man bare ikke nej til Europas største privatejede forlagsgruppe (Bauer Media Group)?

 

”Da Bauer Media Group henvendte sig til os, var vi langt i processen med en kapitalrejsning. Vi har altid været bootstrapped, men efter en årrække med høje vækstrater havde vi besluttet os for, at vi ville tage en kapitalpartner ind i virksomheden for at skalere yderligere. Derfor havde vi mentalt allerede taget en beslutning om at sælge en del af virksomheden, da Bauer tog kontakt til os. Bauer Media Group havde identificeret digitale marketingservicer til små virksomheder som et strategisk nyt forretningsområde. Derfor føltes det også rigtigt at sælge til Bauer, der troede på den samme vision og havde den samme drøm om at hjælpe små virksomheder. Ved at blive en del af en meget større virksomhed med meget større muskler kunne vi lade vores vision leve videre.”

 

3. Du er nu partner og co-founder i impact- og tech-venturefonden VÅR Ventures, der investerer i ”bæredygtige løsninger inden for landbrug og fødevarer, uddannelsesteknologi, energioptimering og -innovation”. Det er områder, der særligt kalder på udvikling af nye bæredygtige løsninger, ligesom de også rummer et omfattende vækstpotentiale. Kan du uddybe: hvorfor de valg?

 

”De store globale omstillinger, vi ser ind i, vil have en massiv betydning for, hvordan de fremtidige finansmarkeder og succesfulde forretningsmodeller ser ud. Samtidig ser vi, at den moderne forbruger og den næste generation efterspørger de her nye forretningsmodeller og løsninger. Omstillingen er allerede gang, og det er dette skift i vores økonomi, som vi ønsker at investere ind i og fremme via VÅR Ventures. Samtidig er udbredelsen og udviklingen af nye teknologier et grundvilkår, hvis vi skal nå i mål med både Paris-aftalen, og FN’s verdensmål. Den fjerde industrielle revolution har tilført en lang række teknologier, som bl.a. hjælper os med at optimere såvel industriens som landbrugets og privates forbrug af ressourcer.

VÅRs expert advisors og vores investeringsteam har mange års erfaring med impactinvesteringer, og vi har vurderet, at der mangler dansk finansiering af nordiske impactløsninger netop inden for de tre områder, hvor vi som land og region har et teknologisk forspring. Vi har i Norden en række spillere, der understøtter økosystemet og pipeline, samtidig med rådgiveres og politisk opbakning i form af klynger. Vi skal holde på løsningerne og forspringet ved at give startups mulighed for lokal ekspertise og finansiering, så de ikke skal til udlandet for at få hjælp til skalering af deres forretning. Derudover har vi blandt GP-teamet en række investeringer og dermed erfaring inden for netop de tre investeringsområder.”

 

 4. Hvad ser du på, når du investerer i en startup? Hvad ser du på hos founders?

 

”I seed-investeringer er teamet afgørende for succesen. Selvfølgelig skal der være en god og skalérbar idé, men ultimativt er det personerne bag, der sikrer, at idéen bliver til en forretning. Når jeg kigger på teamet, kigger jeg selvfølgelig på, om de rigtige kompetencer er tilstede for at lykkes med en forretningsidé. Historisk set har vi i Norden været rigtigt gode til design og produktudvikling og måske ikke helt så stærke på markedsføring. Nogle gange ser vi også teams, som primært har fokus på produkt, så er det vigtigt i dialogen at mærke, om teamet er åbne over for at få nye kompetencer inde i teamet. Og selvom CV, kompetencer og referencer ser rigtige ud, så stoler jeg også altid meget på min intuition og min mavefornemmelse. Mennesker laver forretning med mennesker, og når man vælger at tage en investeringsfond med på rejsen, er det vigtigt, at man kan sammen og ser den samme vision for virksomheden.

I VÅR investerer vi efter 4 S’er: ”Sustainability”, ”Strategic fit”, ”Stage” og ”Scalability”. Vi investerer således kun i bæredygtige løsninger, der ligger inden for vore tre strategiske investeringsområder. I forhold til Stage, så skal der være proof of business. Vores ticket-size er €2-5 mio., så ofte vil virksomheden have omsætning og have brug for kapital til at komme ud på nye markeder eller til ny produktudvikling. Endelig er det vigtigt, at de løsninger, vi investerer i, kan skaleres og dermed har impact. I VÅR Ventures er vi fem partnere med meget forskellige profiler. Vi har bæredygtighedseksperter og erfarne impact-angelinvestorer, vi har tech- og finansielle kompetencer og startup/exit-erfaring. Alle sammen kompetencer, som jeg mener, er vigtige at kunne bringe i spil for at hjælpe virksomhederne med at skalere.

Jeg har lært meget af at være på den anden side som founder, og jeg har igennem tiderne mødtes med flere venturefonde. Mange siger, de kommer med såkaldte ”kloge penge”, men jeg må sige, at der er langt mellem snapsene, hvor der sidder personer på den anden side, som rent faktisk ved, hvad det vil sige at bygge en virksomhed fra bunden, og hvad der kræves ift. at kunne skalere en virksomhed.”

 

5. Du er oprindelig uddannet jurist og var med helt fra starten, da de første digitale bureauer så dagens lys i Danmark, men oplever nu bredere økosystemet omkring startups. Hvad synes du er fedt – og måske mindre fedt?

 

”Da vi startede Mono tilbage i 2007, var der ikke som sådan et økosystem for startups i Danmark. Der var ikke særligt mange business angels, og endnu færre venturefonde. Så man skulle virkelig tro på sig selv og sin forretningsidé, for der var ikke meget hjælp og opbakning. Heldigvis kan jeg se, at der er sket rigtigt meget på startupscenen. Jeg har siddet i evalueringskomitéen i Fonden for Entreprenørskab i snart 7,5 år, og både ift. kvaliteten af de ansøgninger, vi kigger på, og bredden af de forskellige løsninger, vi bliver præsenteret for, er der sket en stor udvikling.

I forrige uge var jeg dommer ved finalen i Danish Entrepreneurship Festival, og det var en fornøjelse at se, hvor dygtige og innovative løsninger vi blev præsenteret for – og det gør mig specielt glad, at vores unge mennesker får verdensmålene ind med modermælken og naturligt tænker dem ind i deres løsninger. Jeg er dog stadig utroligt trist over statistikkerne, ift. hvor forholdsmæssigt få kvindelige founders der er. Jeg ser det som en kæmpe mulighed, der går tabt for os som land, hvis ikke vi lykkes med at få flere kvindelige iværksættere.

Vi kan ikke være tilfredse med, at kun ca. en fjerdedel af startups har kvindelige founders. På trods af, at der de sidste mange år er kommet væsentligt mere risikovillig kapital i spil, er det desværre kun en meget lille andel, der går til kvindelige founderteams (ca. 2 %), på trods af, at statistikkerne siger, at virksomheder med kvindelige founders performer bedre. Jeg håber derfor, at jeg som kvindelig tech-iværksætter kan være med til at inspirere og være rollemodel for de kvinder, der måtte gå med en drøm om at blive iværksætter.