Sommerferien er over os, og for mange betyder det, at de får et frirum til at slappe af, men også til at blive inspireret. Hvis man skal tro de seneste prognoser inden for medievaner, er der flere end før, der kommer til at koble af ved poolen med en god podcast i ørene. Vi har derfor lavet et hurtigt overblik over fire forskellige og gode podcasts at lytte til for alle, der elsker iværksætteri.

 

StartUp var Gimlet Medias første podcastserier og har haft over 10 millioner lyttere. Foto: Gimlet Media.
StartUp var Gimlet Medias første podcastserier og har haft over 10 millioner lyttere. Foto: Gimlet Media.

StartUp, Gimlet Media. 8 sæsoner.

Værter: Alex Blumberg og Lisa Chow.

Alex Blumberg besluttede sig i 2014 for at forlade verdens mest populære radio- og podcastprogram ”This American Life” for at starte sit eget podcastimperium. Og hvad er mere oplagt for en nystartet podcastvirksomhed end at lave en podcast om eget startupeventyr?

I den første sæson af StartUp følger vi Alex Blumbergs rutsjebanetur i startupverdenen i jagten efter alt fra investorer til forretningspartnere. Vi får et råt og ærligt indblik i en førstegangsentreprenørs liv, hvor vi kommer hele følelsesregistret igennem. Mange vil kunne relatere til Alex’ voldsomme nervøsitet før hans første store pitch, hans nysgerrighed, efter han langtfra imponerer den erfarne investor Christopher Sacca, og hans overraskende emotionelle ”forretningsfrieri” til en potentiel forretningspartner og co-founder.

Anden sæson fokuserer på virksomheden Dating Rings spæde rejse, hvorefter de følgende seks sæsoner følger nye startupvirksomheder i hvert afsnit. Podcasten er Gimlet Medias første store succes og har over de sidste fem år haft over 10 millioner lyttere.

Anbefalet afsnit: Det kan klart anbefales at lytte til hele sæson 1. Hvis du kun vil lytte til en episode kan afsnittene ”Church Planting 1: The Movement” fra 2018 og ”Twitch 1: Almost Famous” anbefales.

 

Reid Hoffman, som er en af grundlæggerne af LinkedIn, er vært på podcasten Master of Scale. Foto: Master og Scale.
Reid Hoffman, som er en af grundlæggerne af LinkedIn, er vært på podcasten Master of Scale. Foto: Master og Scale.

Master of Scale, WaitWhat. 3 sæsoner.

Vært: Reid Hoffman

I Master of Scale interviewer investor og co-founder af LinkedIn Reid Hoffman en række succesfulde iværksættere, der har vækstet deres virksomhed fra 0 til 1 milliard dollars. Hver episode fokuserer på forskellige måder at skalere en virksomhed og tester en teori, som Reid fremlægger i starten af hver episode, som ”Jeg tror på, at man kan bootstrappe sig til skalering, men det kræver en ufattelig mængde held og lykke” eller ”De første 150 ansættelser er dine kulturelle co-founders. Det er op til dig som founder at få de rigtige ansættelser”.

Master of Scale gør i høj grad brug af livlige lydeffekter og underlægningsmusik og prøver at skrue op for underholdningsværdien. Programmet har kendte iværksættere og ledere, som f.eks. Mark Zuckerberg, Arianna Huffington, Marissa Mayer og Daniel Ek, som gæster, men har også afsnit med andre type gæster, som den nobelprisvindende økonom Daniel Kahneman eller den olympiske løber Natasha Hastings.

Anbefalet afsnit: Keep Humans In the Equation w/ TaskRabbit’s Stacy Brown-Philpot, Escape the Competition w/ PayPal’s Peter Thiel og Bonus Episode: The Ten Commandments of Startup Success.

 

Succes Kriteriets vært Ane Cortzen med iværksætter Martin Bjergegaard som bliver interviewet i afsnit 8 sæson 1 "Modgang". Foto: Emil Hougaard for Berlingske.
Succes Kriteriets vært Ane Cortzen med iværksætter Martin Bjergegaard som bliver interviewet i afsnit 8 sæson 1 “Modgang”. Foto: Emil Hougaard for Berlingske. 

Succes Kriteriet, Berlingske Business. 4 sæsoner.

Vært: Ane Cortzen

De første tre sæsoner er opdelt efter emner og områder, som er relevante for de fleste entreprenører og ledere. Afsnittene er delt op i tre dele. Begyndelsesvis er der et interview med en succesfuld dansk iværksætter efterfulgt af et interview med en business angel og derefter et kort interview med en medarbejder fra Nordea om det givne emne. Den nyeste sæson har dog ændret formatet og nøjes med et 20-30 minutter langt interview med en dansk entreprenør om rejsen som iværksætter.

Anbefalet afsnit: Det kommer an på, hvad du vil have ud af podcasten. Hvis du blot vil høre iværksætterens personlige historie, skal du lytte til sæson 4, hvor afsnit 6 ”Dårlige anmeldelser, Madklubben” kan anbefales. Hvis du gerne vil blive klogere på et eller flere specifikke områder, kan du gå listen af forskellige emner i sæson 1-3 igennem (som sæson 3, episode 5 – Internationalisering, Tradeshift eller sæson 2, afsnit 1 – Strategi, Founders House). Lydkvaliteten er en del bedre i sæson 4.

 

Investorerne sidder klar til at krydsforhøre de forskellige entreprenører. Foto: Gimlet Media
Investorerne sidder klar til at krydsforhøre de forskellige entreprenører. Foto: Gimlet Media

The Pitch, Gimlet Media. 10 sæsoner.

Vært: Josh Muccio

The Pitch er til dig, der ikke kan få nok af programmer som Løvens Hule og Shark Tank. Præmissen er simpel og genkendelig – en kapitalsøgende startup pitcher foran et panel af erfarne business angels og VC’er, som efter er række kritiske spørgsmål beslutter sig for, om de vil investere eller ej. Der hvor The Pitch differentierer sig fra de populære pitch-tv-programmer, er i podcastens sidste fem minutter. Her spoles der et par måneder frem i tiden, hvor programmets vært, Josh Muccio, følger op på de pitchende iværksættere. Gik investeringerne igennem? Hvad har de lært af at være med i programmet? Hvordan går det forretningen i dag? Hvad har de lært om at pitche?

Anbefalet afsnit: #39 This Pitch is Damn Near Perfect (Bluffworks), #31 Are Vending Machines the Future of Retail? (PopCom), #54 Is Selling in Walmart a Good Thing? (Copper Cow Coffee), #57 After the Pitch: ’It Was a Disaster’ (Industrial Organic).