Mit investor liv (#2) Sådan mistede jeg min mødom

Michael Bjørnlund, investor, investeringskonsulent og DanBAN-medlem: Hvad er din tilgang til at score nogle startups til porteføljen? Her får du mine datingoplevelser som rookie business angel.

For knap fire år siden gik jeg solo efter +20 år som ansat i forskellige større og mindre virksomheder.

Jeg havde et ønske om at blande mig lidt i den hastigt voksende kreds af iværksættere og suge til mig – blandt andet af deres skabertrang. Jeg var desuden stålsat på bedre at forstå alle de mere eller mindre hypede digitale teknologier, og hvad de nu skulle gøre godt for.

Spørgsmålene var så:

  • Ville en gammel corporate-ræv have noget at bidrage med til det hotte startupøkosystem?
  • Kunne en – efter startupverdenens målestok – gammel cirkushest som mig lære dette konstant spirende batch af nye virksomheder et par gamle tricks?
  • Var der for en tech-novice en kinamands chance for at finde en afkastgivende nål i høstakken af opstartsvirksomheder?

Én ting var jeg klar over: Hvis det skulle give mening for mig på et tidspunkt at investere både min tid og mine penge i nogle af de her startups, var det helt afgørende, at jeg først knoklede løs for at forstå, hvordan tingene virkelig hænger sammen inde i vækstiværksætteriets såkaldte økosystem.

300 dates, men meget få soveaftaler

Så, hvordan skal man finde ud af, hvad der er op og ned?

Jeg har deltaget i et utal af events afholdt i mange forskellige formater. Jeg har ikke tal på, hvor mange opstartsvirksomheder jeg har set pitche forretningsidéer, men jeg er ret sikker på, det er langt over 500. Dertil har jeg afholdt en hel masse 1:1-samtaler med forskellige startups, der uopfordret har henvendt sig.

På baggrund af den indledende interesse vakt har jeg så haft opfølgningsmøder med knap 150 startups og efterfølgende 2. møde med måske 60-70 af dem – og så videre.

I en proces, der ikke er helt ulig den mere romantisk anlagte dating, har jeg mødtes med flere af virksomhederne optil 5-10 gange for at finde ud af 1) om vi matcher godt og har en fin kemi, og 2) om perspektiverne er tilstrækkelige, for at jeg kan investere tid og/eller penge i selskabet.

Sådan et forarbejde er jo enormt tidskrævende. En stor grad af tålmodighed er nødvendig. Når man så ser på resultatet, har det så været dét værd?

Alle de møder og timer har ført til, at jeg har lavet 7 investeringer med penge og et par stykker med sved. Er det godt eller skidt? Det må tiden vise.

Du skal swipe til højre meget oftere, end du egentlig har lyst til

(For dig, der mener slet ikke at kende til Tinder, betyder overskriften, at du flere gange, end du umiddelbart har smag for, skal swipe til højre på et profilbillede for at forsøge at matche med vedkommende.)

Visse investorer sværger til, at skomageren skal blive ved sin læst. Jeg ville dog ikke begrænse mig til kun at møde selskaber inden for mine umiddelbare interesseområder, eller hvor min erfaring var størst. I både lærdommens og risikospredningens navn besluttede jeg mig ret tidligt i min nye tilværelse som angel-investor for at tage et ekstra kig eller to på mange og meget forskellige typer virksomheder. Så jeg har talt med startups på kryds og tværs af alverdens teknologier, industrier og markedssegmenter.

Nogle havde endnu ikke opnået deres første salg til en kunde (pre-revenue); måske havde de ikke engang deres version 1.0 af produktet klar (pre-product/MVP). Andre var noget mere modne, på grænsen til at være et scaleup. Der har også været meget kapitalkrævende virksomheder i blandt med lang time-to-market. De fleste har dog været i den tidlige ende af spektret.

Kysser du med nok af de rigtige frøer?

Min meget brede søgning har afgjort udvidet min horisont, og det har sat turbo på min indsigt i valg og anvendelse af teknologier, forretningsmodeller og måder at betjene kunderne på.

For mig er en meget grundig, tålmodig og tidskrævende tilgang afgørende for en god matchmaking. Det gælder i sagens natur for såvel founders som investorer.

Hvis du investerer for hurtigt eller forblændet af den umiddelbare forelskelse i selskabet, så får du måske nok investeret i en anselig mængde selskaber og opnår en umiddelbar risikospredning, men din portefølje risikerer at have en mindre attraktiv og robust sammensætning. Før du ved af det, er du måske også løbet tør for penge.

Statistisk set giver investeringer i unoterede startups tidligst et afkast efter 3-7 år. Det forudsætter naturligvis, at de undgår konkurs så længe. Op mod 7 af 10 startups går rabundus inden for en håndfuld år. Så startups og succes på datingmarkedet har begge ringe odds for succes…

Jeg fortsætter med at date i stor stil og med at smøge ærmerne op og lære! Jeg håber, du vil gøre det samme – en dag.

Go’ jagt!