Blog: Jeg har en dansk ven i Schweiz, der i mange år, som jeg selv, har startet og finansieret virksomheder i Schweiz. For ham gik det ligesom for mig: Noget endte dårligt, men det meste er gået godt.
En dag fortalte han mig imidlertid, at han sammen med andre nu også var begyndt at finansiere startupvirksomheder i Danmark. Han lød begejstret.
En del år senere faldt vor snak imidlertid igen på emnet, og nu var hans begejstring falmet. For afkastet var slet ikke blevet, hvad han havde forventet. Og da vi talte om hvorfor, begyndte samtalen hurtigt at kredse sig om dansk skat og administration.
”Lars, du aner ikke, hvor meget tid og hvor mange penge vi har brugt på advokater”, forklarede han blandt andet.
”Meget af det, der er pærelet i Schweiz, er dødbesværligt i Danmark”.
Og så fortsatte han med en lang udredning om alt det, investorer og iværksættere gjorde i Danmark for at opfylde regeljungler samt ikke mindst tidsforbrug på at reducere deres skattebyrde med holdingselskaber, kommanditselskaber, krydshæftelser og alverdens besvær til dyre priser.
Nå ja, og AES, AUB, Barsel.dk, VEU og alle de fornøjelige administrative byrder, et dansk startup bliver mødt med, når man ansætter sin første medarbejder. Læg dertil APV (arbejdspladsvurdering), erhvervsaffaldsgebyr, osv.
Administrative byrder og træghed
Og så er der regeljunglerne, om hvilke Iværksætterpanelet i deres rapport fra 2017 bl.a. skrev:
”Danmark er et gennemreguleret samfund, hvor næsten alle former for erhverv er reguleret på den ene eller anden måde, og mange erhverv er reguleret på tværs af statens ressortopdelinger. Samtidig er love, regler og embedsapparater ikke i tilstrækkelig grad gearet til hurtigt at tage stilling til nye forretningsmodeller.”
Selv husker jeg stadig med rædsel mine erfaringer, da jeg stadig boede i Danmark og forsøgte at opnå en tilladelse til at linke op til en satellit fra det dengang statskontrollerede TeleDanmark. Vi forsøgte forgæves i flere år, og vi havde desperat behov for et ”ja”. Men selv et ”nej” ville i det mindste give klarhed. I stedet fik vi imidlertid et konstant henholdende ”ved ikke, men I skal nok få svar”, hvilket vi så aldrig fik.
Til sidst etablerede vi i desperation en dedikeret landlinje, som det hed dengang, til udkanten af Paris, hvor vi købte up-link fra en privat virksomhed – og så flyttede vi i øvrigt vores selskab til Schweiz, da vores hovedinvestor var udlandsdansker og ikke længere ville have noget med SKAT at gøre.
Tid er penge
Iværksættere har ikke tid til at vente. I et skrøbeligt startupfirma kan hver dag, der går uden et svar fra myndighederne, være et skridt nærmere en konkurs. Ventetid er direkte destruktivt for innovationen, og det samme gælder i øvrigt regulative gråzoner.
Tænk lige over det: Bitcoin blev lanceret i januar 2009. Godt ni år senere, 9. marts 2018, udtalte formand for Skatterådet så, at:
»For første gang har vi nu haft lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt der var tale om spekulation ved køb og salg af Bitcoins. Og vores konklusion er, at hvis man har købt Bitcoins, så vil der typisk være tale om spekulation i skattemæssig forstand. Og spekulation er skattepligtig.«
Okay, så kom der klarhed. Fint. Men hvorfor skulle det tage godt ni år?
Iværksættere har ikke tid til at vente. I et skrøbeligt startupfirma kan hver dag, der går uden et svar fra myndighederne, være et skridt nærmere en konkurs.
I Schweiz var det fra starten klart, at handel med kryptovaluta var skattefri, hvorfor bl.a. Ethereum Foundation, som har skabt en gigantisk milliardforretning – i dollars – og en global standard for blockchain, nu ligger i kanton Zug, Schweiz, og i øvrigt 50 meter fra det danskstiftede Bitcoin Suisse.
Tid er i høj grad penge for startupvirksomheder, men det bliver det altså også for staten.
