KvindeKompagniet – Louise Ertman Baunsgaard

Louise Ertman Baunsgaard havde ellers en fin karriere med et fast og godt job. Men på en rejse til Australien fandt hun ud af, at hun kedede sig. Hun sagde op, for at give efter for iværksættergenet, starte sin egen virksomhed og arbejde med noget, hun brændte for. I 2003 grundlagde hun virksomheden LETZ SUSHI, der hurtigt voksede til en restaurantkæde. I 2017 havde LETZ SUSHI 16 forretninger og mere end 150 ansatte. Louise Ertman Baunsgaard solgte LETZ SUSHI i 2017 og bruger i dag sin tid på at rådgive nye iværksættere og investerer som business angel

Louise Ertman Baunsgaard, Business Angel

Succes som iværksætter skyldes ifølge Louise Ertman Baunsgaard primært én ting: Passion. Det var hendes egen passion for mad og særligt sushi, som i 2002 lagde grundstenen for restaurantkæden Letz Sushi, og det er passionen, hun leder efter hos andre iværksættere, når hun nu som business angel vælger at gå ind i en startup.

Det kræver hårdt arbejde at være iværksætter, men for Louise er det vigtigt at huske på, at det netop er et arbejde. Hun fandt selv balancen mellem at drive egen virksomhed og stifte familie, og for Louise er det vigtigt at afmystificere tilværelsen som iværksætter og gå ind i de mange udfordringer, som helt sikkert kommer, skridt for skridt.

I 2017 solgte Louise sin del af Letz Sushi, og i dag bruger hun sin tid og sine penge på små og mellemstore virksomheder, der har netop passion og gerne vil vækste. Her er hun ikke kun investor, men også rådgiver, rollemodel og heppekor, og Louise mener, at kvinder skal blive bedre til at heppe helhjertet på hinanden.

Citater:

”Kvinder vil gerne lave et manifest om, at vi skal støtte hinanden. Så har jeg det bare sådan; så gør det. Du kan sætte dig for, at hver eneste dag vil du sige noget positivt til en anden. Jeg er sikker på, at i alle dine feeds kan du finde en kvinde, som er mega-sej”. 

”Jeg gik på et iværksætterkursus og mødte Kurt. Han havde ikke noget med restaurationsbranchen at gøre overhovedet, men han havde bare svar… Han heppede på mig, og han troede på mig. Det gjorde mine forældre, min mand og mine venner selvfølgelig osse, men han fik mig til at tro på, at jeg var på rette vej.” 

”En business angel sætter jo sine egne penge på spil. I stedet for at sætte dem i aktier, sætter jeg dem i nogle virksomheder, jeg tror på. Oftest sidder man som business angel med i bestyrelsen, og man er med, fordi de kan trække på de kompetencer, man har.” 

SoMe video trailer:

KvindeKompagniet – Louise Ertman Baunsgaard

YouTube video – fuld længde: 

KvindeKompagniet  – Louise Ertman Baunsgaard