Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), hvis ildhu og initiativrigdom inden for vækst, iværksætteri og digitalisering jeg respekterer, sagde på pressemødet i Herning, da han overtog ordet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at ”andre ikke har taget den dagsorden”, og ”nu skal vi have handling, ikke ord”. Det lød godt. Men ingen af delene rammer skiven.

Der har, som skrevet her sidste tirsdag, været en lind strøm af politiske rapporter og planer, der skal frelse Danmark med digitalisering. Og i øvrigt forsvandt Brian Mikkelsens dagsorden allerede næste morgen i mediernes stadig mere omskiftelige vinde af kvote- og kvajekonger og den evige indvandring.

’Handling bag ordene’ er et politikermantra, der kun gentages, jo mere magtesløs den danske politiske scene bliver opad i forhold til  EU og de allerede etablerede institutioner og nedad til markedet.

Der er langt fra, at Systemdanmark mødes om en digital vækstplan til, at hundredetusinder af små og mellemstore virksomheder tager digitaliseringen til sig

I den digitale vækststrategis 38 punkter er der indlagt nogle stop og alliancer omkring Teknologipagt, der sammen med Brian Mikkelsens løfter om flere penge og initiativer fra Tommy Ahlers iværksætterpanel muligvis kan forlænge livet og øge gennemslagskraften for lige netop dette initiativ.

Men der er langt fra, at Systemdanmark mødes om dette, og til, at hundredetusinder af små og mellemstore virksomheder, SMV’er, tager digitaliseringen til sig, sådan som rapporten drømmer om.

Marken er mejet – og det klarer konkurrencen selv langt hen ad vejen

Lad mig give et eksempel på, hvor svært det er, når man ikke bare vil digitalisere det offentlige – hvad vi med en vis succes har bakset med i årtier – men alle SMV’er. En af de sektorer, der historisk altid har højst produktivitetsvækst, er dansk primærlandbrug. Især de dygtige storfarmere, hvor jeg skal love for, at konkurrencen driver moderne videnskabelige stordriftsmetoder og dermed digitalisering, dataanvendelse og sporbarhed igennem. Og hvad skal de storlandmænd med de nye puljer, råd, kommissioner, partnerskaber, tværgående koordinering, offentlige erhvervsfremmesystemer og så videre, som de 38 forslag er fulde af?

Landbruget har deres egne konsulenter og forskningscentre, som Foulum. Andre SMV’er har deres GTS-institutter. Regeringen behøver ikke hele tiden opfinde nye enheder af nye embedsmænd, der skal forbedre dem. Men hvad så med de stadig mange mindre landmænd og naturplejere?

Selv om jeg som ejer og forretningsengel har investeret i stribevis af nye digitale virksomheder, har jeg da ikke nogen digitaliseringsstrategi for mit nedarvede nordjyske kornbrug. Det var engang stort, da det bestod af tre gårde lagt sammen. Men i dag er det en miniput på 80 hektar. Hvad skal jeg med SMV:Digital? Hvordan effektivisere med en selvkørende maskine dér, hvor arbejdslønnen i forvejen går til en bestyrer på efterløn?

Mest perspektivrigt er det, når rapporten vil pålægge DMI at frigøre data, som eksempelvis landmænd og fødevareproducenter kan bruge til mere intelligent dyrkning i forhold til klimaet. Men hvorfor ikke også i forhold til sundhed og alle andre offentligt værdifulde data? Vi har et fødevareerhverv i verdensklasse – men fremadrettet kun, hvis sporbarhed, sundhed mm. kan følges digitalt.

”Min ambition er, at alle danske børn skal lære at kode”.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skulle på pressemødet forklare, at folkeskoleelever skal lære kodning. Det er også mere relevant end det træsløjd, der vel gav mening, da det blev indført i 1937. Et fag, hvorfra jeg husker mine resultater som en cigarkasse med skævt låg, en ujævnt udhulet træskål i teaktræ og en usamlet Safari-stol.

Ole Thyssen, professor på CBS, forklarede mig engang, hvor skuffede hans børn blev, da de i 8. klasse skiftede fra USA, hvor de i skolen havde skullet bygge en bil, der kunne køre på solceller, og så kom hjem og skulle snitte en trærevolver i sløjd. Man ser det for sig.

Og kodning er nu engang et mere praktisk greb, når det gælder digitalisering. Men igen er det vel ikke et spørgsmål om håndværk, men forståelse for et meningsfuldt projekt. Ét stykke kode er jo ikke i sig selv mere bevendt end min usamlede stol. Så gentager vi ikke balladen, hvis alle skal kode, hvilket sådan cirka gav mening i 1990’erne, hvor det var en nødvendig del af vores computerbrug.

Bliver kodning ikke bare det nye træsløjd, nyttigt for de digitale håndværkere?

Bliver det ikke bare det nye træsløjd, nyttigt for de digitale håndværkere? Er det ikke vigtigere at kunne forstå og reflektere over den teknologiske udvikling?

Merete Riisager anede ikke, hvordan det konkret skulle foregå, og rapporten røber det heller ikke. Men det siger meget om, hvor mange diskussioner vi mangler at tage om, hvordan Danmark mentalt og kompetencemæssigt skal forholde sig til det, vi i tech-iværksættermiljøerne tager mere selvfølgeligt.

… men de har jo ikke meget tøj på.

Regeringens vilje er god. Point for det. Det driver som bekendt tingene et stykke. Men den digitale strategi for mange forslag til nye offentlige instanser i form af udvalg, pagter og sekretariater er betænkelig. Det kan godt være, at både regeringen og de store erhvervsorganisationer, der efter sigende spæder til kassen for at sidde med ved bordet, jubler over regeringens Teknologipagt mm. Men hvordan hænger det lige sammen med et andet af regeringens proklamerede udspil i år: forenklingen af vores erhvervsfremmesystem?

Den gode Claus Juhl, tidligere topembedsmand i staten og Københavns Kommune, er sat i spidsen for denne effektivisering. Det har han allerede sammen med McKinsey skrevet en relativt skarp rapport om i 2016, ”Eftersyn af Erhvervsfremmeindsatsen”. Alene det at fortælle, at der er ca. 270 aktører i Danmark, der vil understøtte vækst og erhvervsliv til en pris af 4,7 mia. kr, er en sigende oplysning.

Den politiske vilje har det sjældent let med at nedlægge offentlige initiativer

Bliver den forenkling så til virkelighed? Den politiske vilje har det sjældent let med at nedlægge offentlige initiativer. Fra kommune til stat vil man hellere finde på nye. Jeg er efterhånden stærkt tvivlende over for Systemdanmarks evne til at reformere sig selv. Det er som om, initiativerne lukker sig og ikke når længere end til det offentlige selv og de store organisationer.

Nulsumsnationen

Målet er jo, at Danmark skal have del i den nye vækst, at vi skal være digital førernation, siger regeringen. Hvorfor så ikke bare gøre det markant bedre at starte virksomhed, f.eks. få straksafskrivninger for digitale investeringer i alle virksomheder, en avanceskat, der opmuntrer til at gå i gang med at udvide, generationsskifte, eller at starte digitale virksomheder, f.eks. give bedre låne- og investeringsvilkår i forhold til den enorme risiko, digitale vækstiværksættere løber. Der er masser, man kan gøre uden at lave offentlige pseudo-HUBS, sætte pseudosemikolen efter Digital og lave pseudomarkedsføringsinitiativer af Danmark som førende digital vækstnation.

De eneste svar, politikerne ikke taler om, er dem, der batter noget. Dem er der ikke flertal for. For hele løgnen og det usagte i dagens Danmark er meget simpel. Ingen må kunne gives noget, der kan gøre dem succesfulde, for slet ikke at tale om rige. Vi er blevet indbyggere, iværksættere og investorer i en nulsumsnation. Vi kan ikke skabe vækst, der gavner alle, fordi vi ikke tør bruge de nødvendige midler. Det står til gengæld ingen steder.

Jesper Højberg Christensen er bestyrelsesformand i Bootstrapping og næstformand i DanBAN. Han er stifter af en række virksomheder, heriblandt Nextwork, Advice og Kforum, investor i en lang række andre selskaber samt bestyrelsesmedlem i bl.a. Synoptik og Den Sociale Kapitalfond.