Investorforudsigelser 2021 no. 7: Kasper Ottesen forudser stort år for kunstig intelligens med purpose
Nummer 7 i vores serie, hvor vi beder nogle af økosystemets nøglepersoner på investorsiden om at pudse krystalkuglen af og tage et hurtigt kig på året. I denne uge får du investorforudsigelser for 2021 fra Kasper Kiilsholm Ottesen founding partner og advokat i Highbridge Law Firm, der rådgiver en lang række start-ups, venturefonde og investorer. Han er desuden co-founder af startuppen Offset Motorcycles.
Hvad ser du som den største mulighed i 2021?
Vi kommer afgjort til at se en bølge af startups afledt af en fundamentalt forandret måde at arbejde på globalt. En mere uafhængig, fleksibel og flydende arbejdsform, den såkaldte gig economy, havde allerede fået luft under vingerne inden COVID-19, og pandemien har forstærket behovet for at gentænke traditionelle arbejdsformer helt fra bunden. Det er vi faktisk rigtig gode til i Danmark og de utroligt flotte exits af Peakon og Planday er fornemme anerkendelser af det.
Hvad ser du som den største risiko i 2021?
Det forudsigelige, kedelige, men desværre også uundgåelige svar er naturligvis en forlængelse af COVID-19 situationen. Usikkerheden omkring pandemiens konsekvenser satte i marts og april 2020 nærmest alle investeringer på hold. Det udløste en ketchup-effekt hen over sommeren, for der opstod lynhurtigt nye muligheder for mere risikovillige investorer, men hvis renteniveauet samtidig stiger markant internationalt og de enorme amerikanske hjælpepakker faktisk ender med at få en negativ effekt på den europæiske økonomi, har vi balladen igen. Jeg er dog meget optimistisk på 2021’s vegne.
Hvad er din vildeste forudsigelse for 2021?
Jeg bliver desværre nødt til at putte helt grundlæggende og markante ændringer af muligheden for warrant- og optionsordninger ind under kategorien ”vild”, for det virker som om, der politisk er meget lang vej igen. Danske startups har alt for længe lidt under et vanvittigt uambitiøst regelsæt, der gør aktiebaserede incitamentsstrukturer ekstremt komplicerede – og dermed dyre både at etablere og administrere – samtidig med at de skattemæssige rammer gør programmer meget lidt attraktive i praksis. Vi går derfor utvivlsomt glip af en udenlandsk talentmasse, der kunne være med til at skyde Danmark helt til tops som iværksætternation. Her kunne vi for alvor lære noget af, hvordan startup-kulturen og det politiske liv arbejder sammen i fx USA.
Bonusspørgsmål: Hvilken startup skal man holde ekstra godt øje med i 2021?
Udover den ovennævnte bølge, synes jeg, et startup som Corti har et ubegrænset potentiale med deres ai-baserede assistance til alarmcentraler verden over. De har et utroligt stærkt team og er bogstaveligt talt en lifesaver i sin reneste form, og et godt eksempel på, hvordan kunstig intelligens kan implementeres i noget brugbart fremfor endnu en shopping- eller SoMe-app, ingen har bedt om. Derudover synes jeg naturligvis personligt, at man også skal holde øje med 100% eldrevne Offset Motorcycles, som jeg selv er co-founder af. Det er i al sin rørende enkelhed en demokratisering af motorcyklen som transportmiddel og en ny bevægelse i den urbane, grønne transportform. Og så skal vi have mange flere kvinder ud at køre!
Kasper Kiilsholm Ottesen:
Kasper Kiilsholm Ottesen er advokat og partner i advokatfirmaet Highbridge, der rådgiver en lang række start-ups, venturefonde og investorer. Han har en fortid som M&A-advokat i blandt andet DLA Piper, men beskæftiger sig i dag primært med venture capital og fundraising. Derudover er han, ligesom sine kollegaer i Highbridge, involveret i en række start-ups.
Comments