Investorforudsigelser 2021 no. 2: Mette Fløe Nielsen forudser et år i impact’en og teknologiens tegn
Nummer 2 i vores serie, hvor vi beder nogle af økosystemets nøglepersoner på investorsiden om at pudse krystalkuglen af og tage et hurtigt kig på året. I denne uge får du investorforudsigelser for 2021 fra Mette Fløe Nielsen, CEO i M.I.L. Invest, Business Angel og forretningsrådgiver.
Hvad ser du som den største mulighed i 2021?
Impact og teknologi hånd i hånd. Mulighederne for de forretninger, der baserer deres vækst, og den impact de har, på en kerne af teknologi har aldrig været større. Der er massivt fokus på de forretninger lige nu – og kan man vise en teknologidrevet, eksponentielt skalerbar vækstrate, som hjælper med opfyldelse af kravene på det bæredygtige område – fx på klimaområdet eller på området for de sociale udfordringer verden står overfor – så er man godt stillet som stifter og investor.
Hvad ser du som den største risiko i 2021?
Forlængelse af Covid-19 situationen naturligvis. Ikke kun med tanke på de massive menneskelige omkostninger verden betaler, men også på området for vækst i det unge segment af forretninger. Selv med hjælpepakker i bred forstand for de mindre og mellemstore virksomheder er vikårene vanskelige. Både på markedsområdet, hvor kunder og partnere kvier sig ved at indgå nye aftaler, men også på området for kapitalsøgning, hvor tiden til funding er opnået forlænges på grund af de manglende muligheder for fysiske forhandlinger. Får vi ikke væksten genstartet for de mindre og mellemstore virksomheder, vil det både påvirke vores samfundsøkonomi og den omstilling til en mere bæredygtig hverdag, som vi alle sammen er afhængige af får et gennembrud snart.
Hvad er din vildeste forudsigelse for 2021?
At Covid-19 forsvinder med et trylleslag – nej, det er jo nok for meget at forlange. Men så at verdensøkonomien med vaccinernes indtog, med afklaring på Brexit-situationen og med udsigt til en mere forudsigelig administration i USA stabiliserer sig på et niveau, der tillader os at genoptage de oprigtigt vigtige debatter omkring miljø, klima og social ulighed. Det er jo mindst lige så store emner at komme videre med for at sikre vores forsatte eksistens. På det her område ville den vildeste forudsigelse være, at en af vores lovende forretninger på området for alternativ energi fik et produkt på markedet hurtigere end forventet til verdens bedste – og at såvel den private som den offentlige støtte til netop en sådan virksomhed gik i samme retning og med samme mål.
Bonusspørgsmål – Hvilken startup skal man holde ekstra godt øje med i 2021?
Nu kan man vel næppe kalde det en startup mere, men Seaborg Technologies (Seaborg Technologies) er et godt bud at holde øje med. Med en større kapitaltilførsel i 2020 er forretningen klar til skalering i større grad, og den er nærmere målet om at udvikle sikker, skalerbar og tilgængelig energi for alle end nogensinde før. Også medieplatformen WaterBearNetwork (WaterBear – Watch. Connect. Take Action), der gik live i december 2020, er værd at følge. Den sigter mod at blive DET medie, der formidler initiativer på det bæredygtige marked uden påvirkning af politiske, kommercielle eller religiøse agendaer. Havde vi haft en sådan kommunikationsplatform i starten af 2020 ville vidensniveauet omkring COVID-19 situationen have set anerledes ud. Fri og upartisk kommunikation om de “svære” emner er essentielt i en verden, hvor vi kontinuerligt bombarderes med informationer og input generelt. Platformen er frit tilgængelig og gratis for alle – også det er værd at bemærke i en tid, hvor abonnementsordninger og recurring revenue er “buzz ord” for mange i startupmiljøet.
Mette Fløe Nielsen:
Mette Fløe Nielsen arbejder fuldtid som impact investor og rådgiver for såvel nye som etablerede forretninger. Hun investerer selv aktivt som Business Angel og har sammen med sin mand, Lars Fløe Nielsen etableret flere platforme hvor investorer samles og bidrager til vækst.. Fokus i Mettes investeringer er miljø (klima og energi) og sociale formål (børn og familier).
Før Mette indtog rollen som Business Angel har hun i mere end femten år arbejdet med ledelse i IT-branchen i såvel danske som internationale virksomheder herunder KMD, NNIT, Carlsberg og IBM Danmark. Branchemæssigt har hun arbejdet med ledelse, udvikling, drift og leverance af IT, i såvel den offentlige som private sektor indenfor medicin, finans og FMCG verdenen. Læs mini-interview med Mette i denne artikel om impact investing: Article #4 – Impact Investing Report: Personal motivation is a key driver for impact investing.
Comments