Fotograf: Jesper Bøjlund

I løvernes hule hånd. Jesper Buch og DeSonic til debat

Tre Viborg-gymnasiedrenge har DeSonic, en e-shop med salg af kunstcovers til tablets. De kommer med i DR-succesen ”Løvernes Hule”, og Jesper Buch og Mia Wagner tales ombord. De giver 200.000 kr. for 40 %. Drengene, DR og Løverne er glade. God produktbranding. Godt TV. Fed investering for ingenting. Rent Kinderæg. Hvorfor skal vi andre så ikke glæde os? Hvad er der galt med Løvens Hule? Vi er gået igennem casen med garvede folk i økosystemet.

Det er sådan en af de største oplevelser på safari at holde få meter fra en løveflok og se dem hygge, lege, gabe og strække sig – før de stærkeste går ud på dagens kill. Jan Lehrmann kan godt i Løvens Hule give den som den gamle farløve. Han købte i sidste udsendelse 10 % af Estaldo for 2,75 mio. kr., altså en post money værdisætning på 27,5 mio. kr. Det er pænt over gennemsnittet af valuations i de 4 første sæsoner på 5,2 mio. kr., ifølge Frederiks Ploug, Keystones’ analyse, som vi bragte i foråret 2019. Vi har før haft Estaldo med i ugens startup, og den er ligesom fx Webrick lavpris-gør-det-selv digital ejendomsmægler. Nu har Estaldo teamet med Jakob Neua Nørgaard (Penneo-stifter) i spidsen også udviklet Estaldo Sneak Peak”, der betyder, at du selv kan finde købernes fair pris og selv sælge din bolig i et mere lukket kredsløb. Altså en reel innovation. Prisfastsættelsen af Jan Lehrmanns investering sker i Løvens Hule gennem en grotesk langt sjakren om bud mellem de 5 løver. Den ender på 27,5 mio. kr. på basis af en ARR på 5 mio. kr. i år og forventet 20 mio. kr. næste. I den lave ende når man ser planerne, men ikke urimeligt. Og jo også et pænt kapitalindskud, Jan lægger som enkelt business angel med 2,75 mio. kr. Alt ok på bolig-savannen. Og sådan er der ingen tvivl om, at Løvens Hule trods al det show-off og sjakren har gjort og gør meget for dansk iværksætteri. Men hvis vi bliver ved seneste udsendelse som eksempel, er der også en anden side af medaljen.

 

En hjerteinvestering

For udsendelsen er markant domineret af yngre og langt mere aggressive løver, frem for alt Jesper Buch. Og mange unge iværksættere vil allerhelst have ham som investor og være med på hans Seedster seancer i Marbella i den tro, det frelser dem. Hvad det sikkert gør – for nogen. Og ellers er der løvinde Mia Wagner, der sikkert kan komme med megen juridisk, strategisk, organisatorisk og anden kompetence. Det selv om hun vel dybest set ikke selv har lavet noget tech startup, det var broderens Freeway, før hun i 2020 startede Nordic Female Founders med p.t. en portefølje på 7 startups. Hvordan går løverne så til deres kill? Lad os fx se, hvad der finansielt ligger bag casen i en pressemeddelelse fra Mia Wagner vinklet som ”Gymnasieelever fik en Hjerteinvestering fra Løverne.”

3 Viborg-drenge Gustav Kankelborg (19), Nicolaj Bertelsen (18) og Jonas Hornbæk (18) går på iværksætterlinjen på Viborg gymnasium. De har lavet en startup, DeSonic, hvor folier af kunstnere som Kristian von Hornsleth kan pryde dit cover. Enkelt og ligetil. Drengene beder kun om 200.000 kr. og vil afgive 10 %. Løverne er, som de skal være i TV-drejebogen, lige dele imponerende og kritisk modvillige. Jesper Buch vil, alene fordi han ”er ramt i hjertet”, til sidst give dem 100.000 for 20 %, hvis en anden løve vil med. Det svarer til en pre-money value på 400.000 kr. Mia Wagner vil, for hendes hjerte banker også for at drengene, der er fra fødebyen Viborg. De 200.000 er hjemme. Men for 40 %, ellers nægter Løve-Jesper at lege med. Teamet, der mente, de var ´1,8 mio. kr. værd, er på 10 minutter banket ned på en pre money valuation på blot 300.000 kr. Forstod de tre drenge konsekvensen og matematikken i det? Seerne gjorde næppe.

Løvens Hule har fået start-up miljøet ind i hr. og fru Danmarks dagligstue som ingen anden udsendelse. På den anden side har jeg det ligesom med detektivserier, hvor alle mord løses på kort tid. Underholdende, men har intet med virkeligheden at gøre. Og så er det jo trist, hvis seerne forledes til at tro business engle, der normalt ER founder friendly, vises på skærmen som valuation-hajer.”
Jesper Jarlbæk, formand for Danish Business Angels.

 

83 % af din værdisætning er røget – og vækstrejsen ødelagt

Spørger vi de rådgivere, erfarne founders og BA-VC-investorer, vi har talt med, er der mere eller mindre alvorlige problemer i et koncept, der ender sådan.

Selve det, at der går Hjallerup marked i værdisætning, er sikkert spændingsdrivende seer-stof. Et nulsumsspil, hvor alle ved, at startup skal holde lidt fast, og løverne skal udfordre værdisætning og ejerandel. For størrelsen af investeringen ligger fast i konceptet. Her argumenterer Viborg-drengene for, at de er 1,8 mio. kr. værd, fordi de kan sælge 10.000 folier med en fortjeneste på 600.000 kr. Med en faktor 3 på resultat giver det 1,8 mio. kr. Det affærdiger Jesper Buch så i en håndevending og reducerer værdisætningen med 83 % til blot 300.000 kr. 

Det gør Jesper Buch, der altid går efter struben, ved at sige til teamet, at han godt ved, at ”40 % er meget”, men det skal han eje. Med hans erfaring fra Just Eat, burde han imidlertid vide, at de her founders aldrig vil komme længere end til Spjald, Ans og Tjele. Ikke én udenlandsk VC, ja end ikke en dansk professionel investor, vil røre dem, når founders, der skal køre biksen, allerede nu har afgivet 40 %. Buchs ”hjertesag” kan hurtigt ende i hjertemassage, når founders opdager, at Jespers selskab Guerilla Capital og Mia’s Nordic Female Founders er de eneste reelt mulige investorer i næste runder.

“At opnå en 40 % investor-ejerandel i første runde for et meget lille beløb er nærmest tyveri og bliver desværre nok ødelæggende for både de tre stifteres motivation og virksomhedens mulighed for senere at få nye investorer. I Danish Business Angels tager vi altid højde for, at der skal flere investeringsrunder til for at skabe en succes. Så enten forventer Mia og Jesper, at de alene selv skal finansiere en nok nu usandsynlig vækstrejse, eller så har de fuldstændig misforstået rollen og ansvaret som business angels”.
Thomas Black-Petersen, bestyrelsesmedlem i Danish Business Angels.

Casen afspejler ikke virkeligheden, hvor begge parter normalt vil tænke sammen i den senere vækstrejse og have fælles interesse i, at den starter rigtigt med founders som typisk 80-90% majoritetsejere og plads til senere investorer på rejsen. 200.000 kommer man jo i forvejen ikke langt for. Comeat, der gik efter en investering på 250.000 kr. fra Mia Wagner med en pre-money på 9,75 mio. kr. forlod studiet med en værdiansættelse på 1 mio. kr. Så den ”blåstempling” DR via licensmidler skaber for løve-investorer kan let koste langt over halvdelen af den oprindelige værdiansættelse. Et er at de velhavende investorer får rovet billigt, værre at det giver en helt skæv founder-investor balance og videre rejse.

 

Forretningsmæssig innovation eller prisforhandling

Modsat Estaldo, hvor der er reel innovation på færde, er den sværere at se her i DeSonic. Det, der sker, er, at startups køber en webshop og accepterer 10 minutters produktbranding på nationalt TV mod til gengæld at få investorer på dårlige vilkår. Alle 5 Løver er mere eller mindre castet ud fra B2C e-handel, men selv om vi er en nation af købmænd, kan vi nok ikke leve af, at alle køber en webshop og sætter dimser til salg. En ting er, at DR omfordeler licensmidler til enkeltinvestorer, så de kan få ekstreme deals. Mere problematisk, som også tidligere beskrevet i Heartbeats, at de udvalgte cases forfladiger, hvad startup-innovation og -transformation reelt er. Det ligner en slags næste generations Hjallerup Marked. DR’s serie ”Danmarks næste klassiker”, hvor dygtige unge laver fornyende møbeldesign afdækker – med 3 ugers designproces klippet ned til 58 minutter -100 gange bedre, hvad det kræver af viden og knofedt for at skabe innovation. Og her er det iværksætteren, der er helten, ikke henkastede mænd i dybe lædermøbler.

Reality-programmet bidrager til en kedelig og ekskluderende fortælling om iværksætterlivet. Det er de blå jakkesæt, der dominerer, og hele hulen oser af den klassiske forestilling om magt og maskulinitet. Dertil kommer, at Jesper Buch og løverne er blevet magtfulde gatekeepers for små startups, og så tager flere af dem æren for de virksomheder, der efter programmets afslutning klarer sig godt. Det giver et forkert fokus, når løverne får total rockstjernestatus. Stod det til mig, skulle det være iværksætterne, der var i centrum.”
Frederikke Antonie Schmidt, Roccamore

 

Reverse pitching efter hvad

Løverne skal fortælle de pitchende, hvad de får. Meget og især deres personlige råd. Og noget giver de. Mia Wagners Nordic Female Founders sendte mig en pressemeddelelse op til den seneste udsendelse med Estaldo og DeSonic. Her fremgår det, at vores hold nyder at hjælpe de tre unge, inspirerende iværksættere godt på vej”. I udsendelser er det løverne der hjælper, alle har de hold af ansatte, der måske snarere hjælper end ”rockstjernerne”. Men jeg har hørt, og er ikke i tvivl om, at de tre drenge fra Viborg faktisk er glade med den hjælp de får. Men giver udsendelsen dem en reel chance, når de står på TV og skal udpege den investor, de helst vil have med, for at vurdere hvilken investor-klogskab og grad af støtte, de reelt køber sig ind i?

“Hvornår skal vi møde de professionelle venture fonde og angel investorer på skærmen? Skal vi ikke have et program for “Danmarks næste enhjørning” eller “Den sidste klima-iværksætter“, som måske ikke lige ønsker at ende på løvens menukort, men ikke desto mindre fortjener alverdens anerkendelse.”
Frederik Ploug Søgaard, partner i Keystones.

 

Mia Wagner mener valuation er korrekt

Forelagt de kommentarer vi har fået fra ventureselskaber, rådgivere, founders og business angels – og prioriteret de sidste, da kun business angels er direkte relevante for den type early stage investering i DeSonic – har Mia Wagner følgende svar: ”Da DeSonic kom ind i hulen var virksomheden på et meget tidligt stadie. Der var tale om et skoleprojekt lavet af to 17-årige og en 19-årg med 72 solgte eksemplarer, uden et velfungerende eCommerce site, og der var ikke investeret i printere og andet produktionsapparat. Derfor ser jeg fortsat værdiansættelsen som korrekt. De unge iværksættere gjorde os varme om hjertet, og derfor valgte vi at investere i dem. Der er jo den regel i hulen, at man altid skal gå derfra med det beløb, man beder om. Derfor var det nødvendigt at gå relativt højt op i ejerandel for at kunne holde fast i ønsket om at bakke de tre unge iværksættere op. I det øjeblik, der er en dansk venturefond eller en repræsentant fra Keystones eller Danish Business Angels, der vil med, giver vi hos Nordic Female Founders hjertens gerne plads i cap table. Naturligvis forudsat at Gustav, Jonas og Nicolaj er interesserede i det.”

Værdiansættelsen pre money på 300.000 kr. kan sagtens forsvares historisk, som Mia Wagner gør til Botstrapping. Vi må så bare sige, at i en startup på et så tidligt stadie sættes værdien altid på forventningen om fremtidigt resultat. Det er hvad de tre drenge foreslår, og det er praksis hos enhver professionel business angel og ethvert ventureselskab – formentlig også Mia Wagners. Mia Wagners generøse tilbud om at få andre investorer på captable hjælper ikke meget. De tre founders er – af egen advokat – frarådet at investere gennem et holdingselskab! Derved vil de med stor sandsynlighed skulle udrede en skat, de næppe kan betale, hvis de ikke vil udvandes, når de tager andre investorer ind.

 

I løvernes gab?

Programmet skal nok stimulere lysten til iværksætteri. Og de tre drenge skal nok få det sjovt og lære meget, indtil de får solgt virksomheden og startet en ny, kloge af gavn og skade. For det er i hvert fald ikke en international vækstrejse, løverne hjælper i gang for DeSonic. De blokerer snarere for en sådan, er den gennemgående vurdering.

Jesper Buch og Mia Wagner fremstår som altruistiske og hjertevarme investorer ved at give de tre unge Viborg-drenge 200.000 kr. tilsammen. Det tror vi gerne de er, selv om Jesper også er eller spiller hard ball på savannen. Og de er i hvert fald også aggressive løver, der flår i deres bytte. Ellers ville de ikke acceptere præmisser for værdisætning, som de ved er grundlæggende uordentlige og uetiske, og som – hvis de ikke var de navne programmet har katapulteret dem til – ville formene dem adgang til seriøse investorkredse.