Hvad skal du opleve på TechBBQ?
TechBBQ starter i morgen, og forventningerne er høje efter to gange eftersidden. Det er samme fornemmelse man får, når man taler med hovedaktørerne: TechBBQ er bare årets højdepunkt i økosystemet, man som founder eller investor meget nødigt vil glippe. For at guide dig på vej i årets program, har Bootstrapping talt med Andreas Cleve, CEO i Corti, Maria Flyvbjerg Bo, SVP i Silicon Valley Bank, Rasmus Lund, partner i Nordic Alpha Partners og Mathilde K. Jakobsen, CEO i Fresh.Land. De skal alle på scenen, men fortæller her hvad du ikke må misse i årets program, og hvorfor TechBBQ er unik.
Hvad må vi ikke må gå glip af på årets TechBBQ?
Maria Flyvbjerg Bo, Silicon Valley Bank:
”Der er rigtig mange gode ting på programmet. F.eks. kan jeg nævne Lenus’ e-health torsdag kl. 10.25. Lenus har haft sindssyg meget fart på, og at høre om deres rejse, og hvad der er sket, bliver virkelig spændende. De var en meget lille virksomhed inden for health-tech-hubben sidste gang jeg snakkede med dem, hvor de nu er eksploderet. Det må være en kæmpe omvæltning for dem – også med tanke på hvor meget den sektor er blevet revolutioneret, hvilket de selv har en stor aktie i.
Torsdag kl. 11.15. vil jeg anbefale folk at gå op og høre ”The Future of the Femtech Market”. Vi har jo en techbranche domineret af en særlig type CEO’s og founders, og mange af disse har ikke haft den fornødne diverse-forståelse. Når dem, der sidder og udvikler inden for feltet, er mænd, som ikke er i målgruppen selv og har mødt de udfordringer som bliver løst med femtech-produkter, får man en ret overset målgruppe. Og det er lidt en skam, da det virkelig er et felt, der har kæmpe potentiale.
Til sidst vil jeg også godt lige highlighte ”How Fintech Companies are Reimagining Customer Experience” samme dag kl. 11.25. Jeg er jo kæmpe fintech-nørd, og har fulgt sektoren i lang tid. Kundeoplevelser er vigtige uanset hvilken branche der er tale om, men for finansielle institutioner er det et svært område, fordi det er så reguleret. Jeg synes, at virksomheder som Pleo og Lunar har formået at komme med rigtig gode bud på, hvordan gode kunderejser kan se ud på trods af et tungt reguleret område
Andreas Cleve, Corti:
”Indtil videre har jeg kun lige haft tiden til at sætte mig ind i mit eget, hvor jeg først skal på med ”Supporting Each Other in an Ever Changing World: Insights from Founders” Her skal jeg bl.a. sidde sammen med Frederikke Schmidt, founder i Roccamore. Diskussionen om hvordan man laver et godt økosystem er sindssygt interessant, da det er helt tydeligt, at nogle af de klassiske dogmer om dansk iværksætteri er fortid. At det er for svært at bygge en startup til unicorn-status, at tiltrække amerikanske investorer eller den rigtige arbejdskraft har virksomheder som Pleo og Falcon modbevist. Så diskussionen om hvordan vi bygger videre på at have et slagkraftigt felt af gode skalerbare danske virksomheder er super interessant, og det er lige nu et vigtigt tidspunkt at blive konkret omkring.
”Path to SaaSess: How to scale up?” som jeg sidder i torsdag 11.20 ser jeg frem til, da vi skal kigge på, hvad det er for systemer, vi skal bygge for, at vi bliver verdensmestre til at lave scaleups. Man kan komme rigtig godt afsted med det rigtige team osv., men et scaleup er jo kendetegnet ved, at man på alle sine parametre begynder at performe som virksomhed – og gør det gentagne gange.”
Rasmus Lund, Nordic Alpha Partners:
”Udover det at mødes fysisk, så er hele TechBBQ’s sustainability-vinkel det, jeg vil have mit klare fokus på. Det gælder som en klar personlig interesse, men det er selvfølgelig også et sweet-spot for os i Nordic Alpha Partners, hvor vi investerer i hardtech, der har en digital og en grøn vinkel. I år vil helt klart kunne mærke den vilde grønne udvikling, som vi har set ift. investeringer og startups de sidste par år. Jeg ved jo, at der er forskellige temaer og sektioner TechBBQ, hvor der på tværs af alle dem vil være enormt mange spændende grønne cases.”
Mathilde K. Jakobsen, Freshland:
”For mig er højdepunktet ved årets TechBBQ helt klart, når jeg får selskab af to markante iværksættere med vidt forskellige forretningsmodeller og i forskellige stadier til en snak om disruption og digitalisering – nemlig Heini Zachariassen, Founder af Vivino og Frederikke Antonie Schmidt, Founder & Creative Director, Roccamore. Samtalen finder sted på Tech BBQs hovedscene torsdag kl. 13:30”.
Hvorfor er TechBBQ specielt ift. andre begivenheder i økosystemet?
Maria Flyvbjerg Bo, Silicon Valley Bank:
TechBBQ er unikt, da det samler næsten alle i økosystemet en gang om året – og har gjort gentagende gange tidligere. Der er nok nogle startups, der er stukket af i en grad der gør, founderne ikke kan være med i år. Men så har de været det tidligere. TechBBQ samler økosystemet, og i og med at det kun er én gang om året, så sætter de fleste tid af til at kigge forbi. Derfor tager man sig tiden til det – også fordi man ved, at der kommer en masse, man kender, og det er en hurtig og effektiv måde at catche op på.
Andreas Cleve, Corti:
”TechBBQ har et internationalt flair helt på linje med internationale startup events. Det skyldes at teamet omkring eventet eksekverer det på en sindssyg flot måde, så vi på bedre og bedre vis får et event, der er forankret i det danske økosystem. Og på den led ser vi et event, der bedre og bedre repræsenterer, hvad den tech-startup scene er støbt af.”
Rasmus Lund, Nordic Alpha Partners:
”Det jeg godt kan lide er, at det er lidt uformelt og personligt – i al fald der hvor jeg deltager. Jeg har deltaget på Slush osv., men på TechBBQ kommer man tættere på. Når man som investor skal opbygge nye relationer, er tillid altafgørende, og derfor er det meget vigtigt. Og så er TechBBQ bare enormt spændende, når man kigger på hvem der deltager – om ikke andet set fra hvor jeg står som investor, og hvor mit fokus ligger.
Mathilde K. Jakobsen, Fresh.Land:
TechBBQ er for mig indbegrebet af den danske iværksætterscene. Første TechBBQ som jeg deltog i var i 2015, og det var et reelt udendørsarrangement med BBQ ved Rainmaking Loft ude på Holmen. Det var et halvdags arrangement, som samlede tech- og startupscenen omkring en hyggelig aften. Siden er det år efter år vokset som et rigtig iværksættereventyr, og er blevet til en fest, som strækker sig over flere dage med inspirerende oplæg og samtaler, netværksmuligheder og kreative pop-ups af forskellig art. Deltagerlisten har også udviklet sig fra ren founder-fokus, til også at inkludere spirende iværksættere, investorer på udkig efter den næste unicorn og corporates som higer efter at få skabt lidt startup “sparkles” i deres organisationer. Hvis der er et arrangement, man ikke vil gå glip af, så er det årets TechBBQ.
Hvad skal vi forvente os af årets TechBBQ nu vi har måtte vente et ekstra år?
Maria Flyvbjerg Bo, Silicon Valley Bank:
”Vi kommer måske til at kunne mærke, at folk lige skal vænne sig til at være sociale igen. Nogen vil være helt tilbage i de gamle vaner, mens andre vil være mere påpasselige. Kan vi give hinanden krammere eller smage hinandens drinks? Det bliver nok lidt som køerne, der kommer på græs efter en lang vinter. Og så er der virkelig sket en masse med markedet siden sidst både ift. startups, funding og investorerne.”
Andreas Cleve, Corti:
”TechBBQ bliver en rigtig god fest og en top fejring. Forhåbentlig bliver det en rigtig god platform til at vise de enorme fremskridt, vi har gjort i økosystemet over det sidste 1,5 år, som vi ikke har haft lejlighed til. På den måde kan vi få skabt en permanent god platform til den danske startupscene – for det er ikke nødvendigvis givet, at vi har det i fremtiden.”
Rasmus Lund, Nordic Alpha Partners:
”Jeg er helt sikker på, at vi virkelig vil kunne mærke, at folk har opsparet ekstra energi, og jeg glæder mig helt sindssygt til at komme ud og mærke det. For mange af os er det jo første event, og vi er jo sociale væsener, som har brug for at komme ud og mødes fysisk. Vi har nu været vant til at sidde på Teams eller Zoom, og hvad enten der er tale om private eller fysiske relationer så er det bare noget andet. Vi er da lykkedes med at lave investeringer under corona digitalt, men når man skal have nogen ombord som investor er det fysiske møde altafgørende, og her er et event som TechBBQ meget optimalt.”
Mathilde K. Jakobsen, Fresh.Land:
”Jeg forventer fuldt hus og højt humør. Det danske startup-økosystem hungrer efter at kunne mødes igen, efter et år med aflyste arrangementer. Så nok en god ide at sikre sig sin billet i god tid.”
Comments