Startups i valgkamp – Agreena spiser CO2 – Gitte Jürgens netværk – Metaverset lever – ESG + D vækstmarked

 

Smil, dyt og råb, som var du nybagt student! I dag glemmer vi lige den accelererende nedtur på finansmarkederne. For os, der har levet fint med og tjent mange penge i startups og virksomheder, også under kriser, skal huske at sige: Det er langt fra alle, der går ned eller alle, der har svært ved at tjene penge under kriser. Mange markeder er uberørte, og de dygtigste klarer sig altid. Ja, faktisk bedre!

Der er hele tiden ny efterspørgsel efter effektiv tech. Et nyt fat cat marked bliver cyber og forsvarsindustrien. Tysklands hær skal overmatche den russiske. De danske udgifter skal fordobles! Fra Lockheed Martin til Terma kan man næppe tro sit eget held. Nato og EU og dermed også Danmark sætter forsvarsfonde op, der skal sikre, at vi får investeret i innovative teknologier – lige fra overvågning og robotter til cyberkrigsførelse. På folkemødet mente Torben Møger Pedersen fra PensionDanmark i ramme alvor, at ESG burde omdøbes til ESG+D, med D for Defense. Især hvis jeg læste til ingeniør, ville jeg tænke lidt over det.

Og efterspørgslen er konstant stigende med levealder for fx pharma/life science ydelser. Det offentlige er altid en sikker efterspørger og betaler: Velfærds social tech bliver bydende nødvendigt alene på grund af færre hænder og flere ældre. Den vedtagne grøn omstilling giver kæmpe efterspørgsel. Det kan godt være, PtX- og CCS-anlæggene kræver størrelse at udføre, men hvilke startups leverer fx dronerne, der skal servicere 10.000 vindmøller, og den AI, der skal håndtere data fra dem?

Sundhed og grøn omstilling bliver med næsten statsgaranti også de store slagnumre i den valgkamp, der reelt er i gang. Hvordan får vi i økosystemet præget de dagsordener, hvordan får vi vores visioner på bordet så alt fra statsministerkandidater til erhvervsordførere tager dem til sig? Alle politikere, senest på folkemødet, taler godt om iværksættere. Men hvordan kan det så være, vi fylder så lidt i de dagsordener, vælgerne vil lytte til? Og hvad skal vi samles om? Vi giver et bud i Din top 3? Valgkamp for startups.

Den største udfordring i den grønne omstilling er landbruget. Hvordan får vi betalt primær producenter til at dyrke jorden regenerativt? Dagens fintech startup med klimareduktion som mål er på ingen tid vokset fra Danmark til 13 markeder og dominerer totalt i Europa som thought- og market leader. Agreena rejste 150 mio kr. i sidste A-runde fra BA’er til Kinnevik, Giant og Vækstfonden. Pointen er dobbelt: Dels omlægger landmanden dyrkningen af sin jord, så den ikke ødelægges. Dels får landmanden den derved sparede CO2 udbetalt fra virksomheder, der på den korte bane har fordel af CO2 certifikater. Som CEO Simon Haldrup siger har vi nu i 30 år snakket om, at staten skal sikre det. Lad os dog få gang i markedet. Ugens startup: Agreena – får landmænd til at høste CO2 synes vi selv er en drønspændende case.

Så skal du også læse 5 skarpe til Ugens Investor: Gitte Jürgens. Gitte er bestyrelsesmedlem i DanBAN og Dansk Aktionærforening og er en af dem, der sikrer, at der sker noget, og vi ikke ender i ”pseudoarbejde”. Når vi gerne vil have Gitte på, er det både for at høre om hendes egen investeringsstrategi, men også fordi hun etablerer spændende reach-out netværk til universiteter m.m. og buddy-ordninger, herunder for kvinder, der er nye i netværk. Og BA-investering handler jo først og sidst om at få bedste dealflow fra netværk.

Syng med på Metaverset, for det er kommet for at blive, skrev vi i fredags. Der er utrolig mange gode usecases til undervisning, boligindretning osv. osv. I Korea er de længst. Skal du ikke lige selv til Seoul i morgen, kan du i dag lytte til Techtopia 243: Metaverset ligger i Korea

 

Din top 3? Valgkamp for startups

3:1 matching? Accelerationskapital til grøn omstilling? Totaløkonomiske grønne indkøb? Medarbejderaktier? Skattelettelser for risikotagning? Eller? Hvad skal vi have politikerne til at foreslå i valgkampen? Og hvad skal derfor være top 3 for os i startup netværk og digitaliseringsudvalg, grønne udvalg, DI, Dansk Erhverv, DTS, FBV, Aktive Ejere, IT-branchen, SMVDanmark, Dansk Iværksætterforening og mange flere. Tag stilling.

 

Ugens startup: Agreena – får landmænd til at høste CO2

Den danske fintech Agreena hjælper landmænd med at omlægge til mere klimavenlig produktion og med at certificere den CO2-besparelse, som landmanden opnår. Og sælge den videre til virksomheder, for hvem reduktion i dag er ticket to play. Men kvalitet er afgørende. Det er værd at betale for at mitigere risikoen for greenwashing. Hvordan – det fortæller CEO Simon Haldrup. I dag er Agreena både thought- og market leader i 13 lande, og i den seneste A-runde i januar fik Agreena 150 mio. kr. med sig hjem. Læs selv casen.

 

5 skarpe til Ugens Investor: Gitte Jürgens

Gitte Jürgens, med en fortid fra topposter i Life Science industrien investerer i startups og dyrker professionelt bestyrelsesarbejde, dvs. uden ”pseudoarbejde” og ”ledelse af navn frem for gavn”. Hun er med i bestyrelsen i bl.a. Audientes A/S, Dansk Aktionærforening og Danish Business Angels, hvor hun i sidstnævnte har igangsat flere spændende initiativer, der skal skabe større interesse for investeringer – særligt blandt kvinder. Gitte viser vej.

 

Techtopia 243: Metaverset ligger i Korea

Metaverset er ikke bare en fantasi i Mark Zuckerbergs hjerne. I Sydkorea er det virkelighed. Techtopia har besøgt metaverset i Seoul sammen med en dansk delegation, hvor Ifland, en digital fashion-platform med over én million daglige brugere, sættes under lup. Modebrands bruger allerede nu NFT til at skabe digitale kollektioner, så ens avatar kan være velklædt i metaverset, og Danmark er med helt i front. Lyt med.

 

Brænd ikke heksen, hæng ikke Pence

Hadtale er der nok af i verden, så lad os se at ånde dybere ind før følelserne tager over, og toppen ryger af. På folkemødet, hvor mennesker mødes direkte, er debatten 99 % civiliseret og bestemt ikke hadsk.

Jacob Philipsen, Advalight, Jon Lund, PolyPoly er et par af de startup founders jeg ikke fik nævnt i fredags fra folkemødet sammen med founders fra Stykka (cirkulært bæredygtigt interior), Impactly (måling af social effekt) og GO-Pen (let insulin-adgang). Vi hører altid gerne – helt fredsommeligt – hvad I og andre oplever og har på hjerte. Skriv til jesper@bootstrapping.dk.

På fredag skal vi bl.a. meget andet med samle op på to af de dagsordener, vi længe har talt om: Skattesagen omkring LL8X og situationen for vækstbørser som First North og Spotlight. Så vi ses på fredag.

Inden da må du synge med på midsommervisen og nyde de flammende bål ved hav og i haver.