Klarna nedturen – Kvinder rykker hos DanBAN – NaboFarm as a service – Funderbeam’s offer – VF lån – Cyberkrig

 

Pitch mig her. Pitch mig der. Pitch for kapital, mens den er der. Jeg var til pitch event i går med seks gode startups for Danske Bank investorer og skal til Odense Meet Up i dag med masser af pitches for landets business angels. Dejligt med innovative pre seed startups. Dejligt de fik masser af kapital i 2021. Og dejligt med dansk jobfest til nu. Men så stopper det festlige også!

Inflationen stiger, renten går op og den institutionelle kapital søger – mens deres tech aktier falder som sten på alle verdens børser – væk fra de yderste risici, der finansierer venturefonde. For så vidt venturefonde er polstrerede, tænker de alligevel instinktivt at det klogt at holde lidt på krudtet til de bedste i stalden. Og man skulle jo nødig købe for dyrt… Hvis vi almindelige danskere, der elsker discount og rabat, også udskyder vores køb – ikke kun som nu af det mest energi- og forsyningspåvirkede – så kan det sagtens blive en rigtig anti-fest.

For de højst værdisatte US scaleups har scenen været sat i et par måneder. I forgårs nåede trenden Europas største startup og præmie-fintech Klarna. 10% fyringer eller 700 medarbejdere. ” Jeg är väldig ledsen”, sagde Sebastian Siemiatkowski i sin tale. Men der skal reageres på markedsdynamikken og Klarna skal være mere forsigtig med sin kapital. Svensk presse diskuterer om Klarna overlever! Sequioa advarer om en dødsspiral for startups. Det gjorde de også i marts for 2 år siden – det gik modsat. Personligt tror jeg mest på det scenarie, at det vender til efteråret. Men Knud, lige nu er kapital noget der tørrer ud.

Men til nu er alt godt og i Odense skal jeg høre om den DanBAN medlemsundersøgelse, som 257 gode kolleger har indberettet til. Stadig pløjer de business angels 1,1 mio. kr. ud hver dag inden midnat i en ny startup. Jeg synes, at jeg har gjort mit, senest sammen med årets business angel, der er kvinde (navnet næppe offentliggjort i skrivende stund, men hun har da for nylig været ugens investor her). Vi har sammen investeret i Stine, CEO- og medfóunder af Dreamplan. Og det er relevant, for selv om der stadig ikke er mange rene kvindeteams, der får finansiering, så er mixed teams løftet fra 16,9% til 21,5% i DanBAN-regi. Læs essensen af analysen her.

Sidste uge havde vi kvindelig CEO & founder som ugens startup med Marie og Measurelet. Og næste uge får vi Betina og Ward 24/7. Begge enormt dygtige og spændende. Denne uge er ingen undtagelse bortset fra kønnet. Jens med Nabo Farm har set lyset i at skabe software as a service til andre vertical farmers. Man ser for sig grønne kasser skyde op på taget af restauranter og butikker i frodige grøntsagsbyer.

Ugens investor er Christian Grønlund, og ham har vi valgt, fordi vi er lidt optaget af de mange nye hybride former for equity og lån. Founderbeam er kommet til landet med nye muligheder for syndikater og secondary handel med aktier. Det er ret spændende og mange vil gerne høre hvad Christian kan tilbyde.

Jeg har to gange i ugen hørt på cases hvor founder og investorer oplever, at det er dyre vilkår, tungt i røven med terms og meget frem og tilbage i håndtering af de lån og den matching Vækstfonden stiller med. Fonden skal jo helst heller ikke konkurrere med markedet. Tine Lindgreen, Erhvervskundechef i VF Udlån hos Vækstfonden, guider i dagens podcast igennem de hyppigste måder de kan medfinansiere iværksættere på.

 

2021: Nu kommer kvinderne med i mixed teams

Over 1 mio. kr. om dagen og 1 ny investering om dagen. Det er hvad der blev pløjet ud i startups fra de 258 medlemmer af DanBAN i 2021. Den mest markante fremgang er, at investering i ”mixed teams” nu når 21,5% mod 16,9% året før. Den 100% dækkende undersøgelse bliver drøftet i dag i Odense Meet Up for landets business angels. Få highlights her.

 

Ugens startup: Nabo Farm – SaaS der rykker i fødevarer

”Vi vil være styresystemet, der gør andre profitable”. Jens Krogshede, co-founder og CEO i Nabo Farm, har ikke bare udviklet vertical farming. Nej, han har satset på at udvikle sin software til et farm-as-a-service-koncept. Det kan så kan implementeres hos nye farmers, der så ikke er konkurrenter, men samarbejdspartnere. Og han er fortrøstningsfuld. Klimakrisen og de 700.000 ton mad der ryger ud om året i Danmark, gør det uundgåeligt, at vi stopper transport af fødevarer på tværs af Europa. Vi kan producere dem selv lokalt. Læs selv.

 

5 skarpe til ugens investor: Christian Grønlund, Funderbeam

Christian Grønlund er Head of Nordics hos Funderbeam, der er kommet med en ny type meget diskuteret handelsplatform for startups og investorer. Den kommer ud over begrænsningen i syndikater på syv personer. Christian Grønlund fortæller om, hvordan han vil gøre startup-andele mere likvide og gøre det nemmere at investere i vækstvirksomheder. Læs om et mere likvidt økosystem.

 

Techtopia 239: Fremtidens cyberkrig

Krigen i Ukraine startede med et russisk angreb på en kommunikationssatellit og modsvaret var legetøjsdroner, der bombede russiske tanks. Digital teknologi er om vi vil det eller ej, blevet en integreret del af moderne krig, som NATO øver sig på. Lyt til Techtopias rapporter fra den digitale slagmark.

 

Vækstfonden: Sådan finansierer du din virksomhed

Kapital er central for al virksomhed. For skalerende startups er altafgørende. Tine Lindgreen, Erhvervskundechef i VF Udlån hos Vækstfonden, guider igennem de hyppigste finansieringsmuligheder for iværksættere.

 


Hvad er vigtigt her nede på jorden?

Både som founder og investor skal du have noget at brænde for – og du skal have det sjovt. Det er vigtigt at huske i økosystemet. Særligt nu, hvor vi ser ind i en bumlet tid med modgang. Mange har kun prøvet nul-rente tider med gratis penge. Jeg hørte både Mette Flø Nielsen, VÅR Ventures og Ulla Brockenhuus-Schack, SEED Capital med det budskab i ugen.

På Kr. Himmelfarts dag blev Jesus ifølge evangelisten Markus ”taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. Lad os håbe de havde det både sjovt og meningsfuldt. Det satser vi selv på i redaktionen i morgen og den efterfølgende såkaldt ’indeklemte fridag’. Og så må vi jo vente med at gå bag om nyhederne til næste onsdag. Lev et sjovt og muntert liv så længe.