podcast om iværksætteri og startupmiljøet

Bootstrapping Sommer – Børsen hader startup IPO’s? – Alle elsker Flowering – Vi elsker vækstiværksættere

Podcast er allerbedst når du daser foran en pool eller ligger på en strand og uden fodboldkampe keder dig i smug på dit regnbuefarvede UEFA-godkendte håndklæde. Derfor har Bootstrapping igen i år samlet en liste over fantastiske podcast-anbefalinger til dig, som aldrig helt kan få nok af skalerbare forretninger.

 

For store valuations eller Børsen i for små sko

Inden skal vi lige besvære os over, at Simon Kirketerp på Børsen har kørt sit lille show om hvor dårlig Nasdaq First North er som børs. For nogle uger siden havde han travlt med, alene på basis af 3 år gamle tal, at få den rakket ned, skønt den lige siden har outperformet den hovedbørs Børsen som medie nærmest lever af. Senest har han så samlet et børspanel på to til at vurdere introduktioner. God idé. Men knap så god, når de to dygtige panelfolk formentlig aldrig har mødt eller forstået en skalerbar startup, og derfor næppe aner hvad ARR, CAC og CLTV er. Det kan de ikke gøre for. Men det er jo som at sætte mig til at vurdere pudestramej eller sumobrydning. Og det skader selvsagt den konkrete virksomheds IPO, først Samesystem senest Copyright Agent og det samlede marked. For konklusionen er givet på forhånd. Hvordan kan man have sådan en værdisætning med sådant et underskud? Ja, det kan man sådan set i hele verden udenfor Møntergade. Så i stedet for en velkommen diskussion af valuations på vækstbørsen kommer vi til at høre en fast nederlagsmelodi fra nu og til panelet er gået på pension. Det næste er vel at Børsen vil genfortælle sine bank- og pensionslæserne at ventureinvesteringer ikke kan betale sig eller at life science vil gå som omkring finanskrisen, og så vi kan blive ved med at mangle vækstkapital.

 

Flowering – founder-investor balancen reversed

Der er mange gode danske startups at investere i. Vi har de seneste måneder set hvordan founder-investor-forholdet igen med kapitalrigeligheden er tippet til founders fordel. Og det gælder nu også den tidlige fase. Den anden dag oplevede jeg Johan og Artin, to unge ildsjæle, for mig nærmest drenge, men med stor domæneviden, kløgt og charme pitche to dage i træk hos hhv. et Danske Bank hold og hos DanBAN. Flowering, der både innoverer og gør blomster-industrien mere bæredygtig skal rejse 1,5 mio. kroner. Og begge steder meldte sig en snes investorer samt DanBANs nye Co Investment fond. Så med den interesse kan de principielt på et par dage vælge hvilke investorer, de vil have på hvilke betingelser. Og tilsvarende dukker der hver dag nye meldinger op om gennemførte kapitalrejsninger og søsætning af nye venturefonde. Men det gemmer vi til efter sommer.

 

Top 5 varme podcasts

Podcast-markedet har oplevet noget selv Børsens panel må kalde ’eksponentiel vækst’ de sidste par år. Siden Bootstrappings sidste artikel med podcastanbefalinger som ’StartUp’, ’Master of Scale’, ’Succes Kriteriet’ og ’The Pitch’, er udbuddet af podcasts orienteret mod startupmiljøet vokset enormt – både internationalt, men i den grad også nationalt. Derfor vil vi lige navigere dig rundt i podcast-junglen, og hjælpe dig med at finde de podcasts til sommeren, der giver dig lyst til at klikke play.

 

Iværksætterhistorier

Vært: Mette Bloch

Lyt med, hvis: du vil høre mere om danske iværksætteres rejser

Pyk Copenhagen i iværksætterhistorier

Interesserer du dig for podcast og dansk iværksætteri, har ud med alt sandsynlighed allerede hørt om podcasten ’Iværksætterhistorier’. Siden vi på Bootstrapping udgav deres første afsnit om Luggagehero i maj 2018, er podcastens popularitet vokset enormt, og i dag kalder de sig selv for Danmarks største iværksætter podcast.

Præmissen er så simpel, at den kan forklares i podcastens korte titler. Hvert afsnit fokuserer på en dansk iværksætters personlige historie, som regel fuld med store nederlag, større sejrer og en række værdifulde lektioner. Derudover surfer podcasten også på ’Løvens hule’ store succesbølge, med unikke afsnit med founders fra alle sæsoner af DR-serien.

Se en liste over de mest lyttede ’Iværksætterhistorier’ her.

 

KvindeKompagniet

Vært: Josefine Volqvartz

Lyt med, hvis: du vil høre mere om danske iværksætteres rejser og er interesseret i diversitet i startupmiljøet

Kvindekompagniet er Danmarks første formaliserede netværk for kvindelige iværksættere og rollemodeller og har en ambition om at øge andelen af kvindelige iværksættere i Danmark. Danske rapporter som ’Return on Diversity’ viser, at der mangler kvindelige rollemodeller som potentielle iværksættere kan se op til; og det har KvindeKompagniet tænkt sig at ændre med denne podcast.

Derfor kan du i hvert afsnit møde en inspirerende kvindelig iværksætter som Louise Ertman Baunsgaard og Henrikke Kylén Pedersen bag Manigrip eller høre fra meningsdannere og eksperter inden for diversitet såsom Lisbeth Odgaard Madsen, ejer af Potential Company. Nogle afsnit sætter også fokus på relevante problemstillinger i startupmiljøet, som debatafsnittet om iværksætteri og barsel med erhvervsminister Simon Kollerup, Roccamore-founder Frederikke Antonie Schmidt og diversitetskonsulent Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Co.

 

Sæt i gang – Vækstfondens guide til iværksætteri

Vært: Katrine Villarreal Villumsen

Lyt med, hvis: du skal til at starte en virksomhed

Vækstfondens podcast Sæt i gang

Vækstfonden har i 2021 lanceret en podcast-serie til dig, der drømmer om at blive iværksætter og synes virksomhedsguiden.dk er uoverskuelig at gå i gang med. Podcast-serien giver dig nemlig en god håndfuld råd, værktøjer og viden fra danske iværksættere, virksomheder og andre centrale aktører i startupmiljøet. Og modsat mange andre podcasts om iværksætteri, fokuserer de første afsnit på den helt tidlige opstartsfase.

I bedste rapportstil er afsnittene struktureret omkring forskellige emner, såsom ’finansiering’. Første afsnit om emnet er en explainer, hvor en ekspert giver et overblik over emnet. Afsnittet bliver derefter fulgt op af et case-afsnit, hvor en spændende dansk iværksætter fortæller mere om deres rejse, og hvordan de for eksempel har finansieret deres virksomhed.

Hør de første afsnit ’Sådan bliver du iværksætter’ her.

 

The Tim Ferriss Show

Vært: Timothy Ferriss

Lyt med, hvis: du gerne vil have forretningsråd, livsstil hacks og interessante samtaler

The Tim Ferris podcast billede

Tim Ferriss er en amerikansk iværksætter bag virksomheden BodyQUICK, investor i Shopify, TaskRabbit, StumbleUpon mm. og livsstilsguru og forfatter til bøger som ’The 4-Hour Workweek’ og ’Tools og Titans’. Og nå ja, så er han også en podcast sensation med over 600 millioner downloads, og en uofficiel titel som ’the Oprah of podcast’.

’The Time Ferriss show’ er en forretningsorienteret podcast, som hver uge gæstes af verdensklasse professionelle fra blandt andet startupmiljøet, sports- og kulturverden og fremragende forretninger. I omkring to timer, fortæller ugens gæst løst om alt fra deres morgen rutine, time-management tricks og yndlingsbøger, hvilket kunne lyde kedsommeligt. Men podcastens succes skyldes værtens egen evne til at åbne op og fortælle uredigeret om sit egen liv, hvilket ofte giver nogle mere rå og meget personlig interviews med podcastens mange verdenskendte gæster.

Lyt til The Time Ferris Show på Apple podcast her.

 

This Week in Startups

Vært: Jason Calacanis

Lyt med, hvis: du vil have #Growthhacks og de seneste nyheder fra Silicon Valley

Hvad er this week in startup

Den sidste podcast anbefaling er også verdens længst kørende podcast om iværksætteri og investeringer, med 1233 afsnit i skrivende stund. Podcastens succes er også med til at lande de største stjerner indenfor iværksætter-scenen, som i hvert afsnit fortæller spændende historier, give gode vækst-råd og diskuterer de seneste startup nyheder fra Silicon Valley.

Podcastens vært er techiværksætter og business angel Jason Calacanis, der selv har investeret i selskaber såsom Robinhood, Trello, Uber og Wealthfront. Calacanis udgiver også podcast afsnittene på hans Youtube-kanal, hvor du kan finde emneserier som ’Rising Starts og SaaS’, ’Angel Podcast’, ’The Power of Accelerators’ og ’The Next Unicorns’. Dog skal man også være forberedt på en meget amerikanificeret podcast centret om Silicon Valley’s travle kontorer langs Sand Hill Road. Så hvis du ikke er glad for lidt poppet speaks i højt tempo, er det ikke ’This Week in Startups’ du skal slappe af til ved poolen.