"Er du Nasdaq First North investor, kan du også overveje, hvorfor multiplen reelt er lavere og tænke over, hvorfor fx BankInvest er gået så massivt ind med investeringer i MapsPeople." - Jesper Højberg Christensen, chefredaktør, Bootstrapping

Børs-baby: MapsPeople – People & Culture – Kritiske UK Keyser – Rasmus’ pitchråd

Vores herlige økosystem fører – nu igen – mange mennesker sammen. Se bare i går, hvor jeg læste om en forelsket løve, Mie Wagner. Vi har før berørt hendes flytning fra familievirksomheden i Viborg til dannelsen af Nordic Female Founders. Men se, om hun ikke er sprunget ud som kæreste med Ugens Maj-investor på Bootstrapping: Jeppe Christiansen; der som nok bekendt er CEO i Maj Invest og i bestyrelsen af Novo Nordisk og Haldor Topsøe blandt meget andet, herunder en hel del startup-investeringer. Mia bekræfter til Ekstrabladet, BT og Se&Hør, at ”Nu er jeg sådan lidt heldig, for når jeg lægger hovedet på puden, så ligger der jo en dejlig mand ved siden af mig. Så jeg sidder jo også og stråler, fordi jeg er smaskforelsket.” Mia stråler – sådan kan der ske så meget herligt selv i et koldt dansk forår.

Why the common rules of HR don’t apply in startups – and why that makes People & Culture even more important hedder #1 i vores nye serie “People & Culture”. Alt for en startup drejer sig i sin essens om founders og team. Men hvad så på rejsen fra pre-seed, hvor alle endnu kan sidde om køkkenbordet, til unicorn, hvor klare roller og tung drift dominerer? Hvad er det, man skal overveje i hver fase, når det gælder ledelse? Vi er så glade for, at Frederik Vind vil dele sine faglige indsigter og i dag sin model for udviklingen fra tidlig startup til sen scaleup med os. Aktuelt er Frederik Head of People & Culture i startup Nøie (lige lukket serie A), og nogle kender ham sikkert, fra han især var investor i DanBAN-regi. Fredrik har undervist med os i flere år på det her felt, som er meget mere end gammeldags HR. Godt at få det ordentligt behandlet.

Ugens IPO startup: MapsPeople har brugt den geniale Google-tjeneste på et nyt felt. En forelsket kan fare vild overalt, men det er nu godt gået, at de oppe ved Limfjorden kunne se, at Google også var relevant at bruge til at finde vej indendørs, ikke kun udendørs. Og dermed er de et eksempel på, at man godt med først digitalisering og så pivotering kan tage en lokal konsulentvirksomhed til en verdensledende niche softwarevirksomhed. Er du Nasdaq First North investor, kan du også overveje, hvorfor multiplen reelt er lavere og tænke over, hvorfor fx BankInvest er gået så massivt ind. CEO Michael Gram har en fortælling til dig om det, andre medier kalder en børsbaby, og som vi tror hurtigt bliver ret velvoksen.

5 skarpe til ugens investor: Dennis Keyser tager dig til London. Hvis du ikke kender Dennis, får du nu chancen, for han er dygtig. Der gemmer sig i Dennis Keyser dels en founder af Forecast (project management software) med succes og med Seed Capital og Heartcore (”Investing in Happiness”) funding, dels selv en investor i B2B software. Dennis giver også en række argumenter for flytningen til London, som danske politikere burde studere. De primære problemer i Danmark er adgangen til talent og mulighed for at hente udlændinge til Danmark, skattesystemet især mht. medarbejderaktier, og adgangen til kapital. Ja, det er muligt at rejse penge fra udenlandske investorer i Danmark, men lige meget hvad, er det bare nemmere, når man er tættere på der, hvor det sker.” Dennis skælder ikke ud. Han konstaterer helt nøgternt, hvor vi er kørt bagud.

Pitch Deck #2. Sådan kommunikerer du med investorerne går i dybden med, hvad du skal tænke over, før du pitcher. Og det er faktisk en hel del mere end på en forårsdate. Rasmus Madsens fremstilling bygger på, hvordan han pitchede sin eManager for Danish Business Angels, men gik glip af 4,5 mio. kr. Næste gang vil det lykkes, for det er godt nok en fin og gennemtænkt opskrift, han serverer fra sin nye bog Pitch Deck. Virkelig fornøjelig og instruktiv læsning.

Kina viser verden vejen til digital valuta, hedder Techtopia 193. Når du lander i Shanghai, opdager du, at samfundet er ”CASHLESS”, som den amerikanske AI- og fintech-ekspert Richard Turrins nye bog om finansielle teknologier hedder. Smartphonen ordner alt fra simple køb til hospitalsindlæggelse med WeChat og Alipay. Men nu har staten lavet en central statsstyret e-yan valuta. Perspektivet i det kan du lytte til i ugens Techtopia.

Her vender vi tilbage onsdag efter pinse, og selv om alt handler om mennesker, så lover vi her ikke at tale om de 3 kvinder og deres 14 børn. Skal du være aktiv i pinsen, så husk, at byggematerialer ned til flamingoplader kan være i restordre, og en ny cykel, ja bare en simpel kæde, nærmest er uopdrivelig. Og selvsagt alt med chips indbygget – altså alle dine gadgets! Men det giver dig så ro til at tænke over dit liv, mens vi – måske – venter på inflation og rentestigning. Vi lever stadig herligt i økosystemet understøttet af digitalisering og en statsudpumpning af usete dimensioner. Om det sidste er sundt, vil jeg nu lade Jeppe og Mia drøfte – snart endda helt uden mundbind.

Ha’ en dejlig sidste forårs-miniferie.