Uge 16 i økosystemet: Diversitets- & klimaløfter! – Donkey R. og IPOs på stribe – Tommys 5 – Lunar lyser – Bezos brev – Coinbase – Ugens tips & tricks
Onsdag var en stor og løfterig dag. Restauranter, cafeer mm. åbnede endelig. Min kone blev ifølge hendes feed set kl. 21 med en ældre herre (mig med et glas Volnay) på Vinbaren på Vesterbros Torv i den direkte TV Avis, hvor ejeren Martin blev interviewet om åbningen. Det skal også blive dejligt at rejse. Jeg har fx fået invitation af Esben Gadsbøll til BTS-rejse til Estland i august, og det bliver sjovt at gense det fine estisk-finske startup-miljø. Onsdag kunne vi også glæde os over eller misunde, at finnerne ifølge New York Times for 4. år i træk toppede listen over verdens lykkeligste folk. Den kåring kan vel kun ske, hvis de mest melankolske finner bliver låst inde i saunaen, så de ikke kan deltage i afstemningen.
Onsdag blev det offentligt, at Donkey Republic er næste større notering på Nasdaq First North, og samme dag havde vi vores store temaartikel om IPO på First North er megasucces eller tyveri ved højlys dag. Jeg mener altovervejende, det er succes. Impero er bare seneste foreløbige bevis; den blev overtegnet 3 gange og Hydract– overtegnet med 861 %.
Onsdag var også dagen, hvor vi endelig kunne ånde lettet lidt op sammen med tusindvis i Minneapolis, da George Floyds langsomme kvælning i det mindste fik konsekvenser. Derek Chauvin blev kendt tredobbelt skyldig i, hvad enhver med gru kunne se.
Jeg kunne blive ved, fx at AaB vandt 3-2 over OB, og den internationale superliga led skibbrud. Men nu er det så ikke Odins dag, men allerede fredag. Og den er om muligt endnu mere løfterig. Vi kan for verden glæde os over det pledge, Biden har givet for at halvere klima-udledningerne i 2030, hvilket unægtelig vil kræve noget af en omstilling af USA. Også selv om nogle stater er godt på vej, jf vores serie Silicon Valley Going Green. Og i egen andedam glæde os over det pledge, female founders og investors har givet om at bekæmpe den voldsomme kønsulighed i vores økosystem.
Vi er ikke på vej til at åbne, vi er ved at åbne. Og opsvinget er ikke på vej, som ugens kloge investor Jeppe Christiansen, Maj Invest sagde her i onsdags: Det er i gang. Det er ikke et løfte med en konstatering: Det kan gå hen og blive et rigtigt herligt år!
Ken & Lunar kommer. Chris kommer ikke mere
”Chris kommer”, sagde Stine Jersie Olsen i min mobil en dag i efteråret. Chris, Chris, hvem er nu Chris? Og så faldt tiøren, at det jo var CEO himself, der ville komme til det Danske Bank seminar, jeg skulle køre for private banking kunder om investeringer i startups. Chris kom ikke, og det var synd for ham, for det var et skønt hold, hvor vi endte med at en samlet syndikeret investering i impact medtech Go-Pen. Men nu er Chris fortid på grund af hans fjernere fortid.
Forfatteren Kaspar Colling Nielsen skrev på Insta: “Det minder om brugen af doping i cykelsporten i 90’erne. Kulturen i bankverdenen er så rådden, at de slet ikke forstår, at de har gjort noget galt.“ Kaspar har ret i den forstand, at kultur er lugten i svinestalden. Men ingen svineavler kan eller bør anklages for ikke at tænke over den. Og tilsvarende lavede bankfolk jo bare transaktioner, der var deres håndværk. Det er nyt, at vi stiller krav. Se fx de skarpe krav Mikkel Rørvig fra nabobanken stiller for at være afviklingsbank på IPO på Nasdaq First North. Det var næppe sket for 10 år siden.
Nå, men neobanken Lunar er vel født med den slags og ditto uendelige reguleringer og godkendelser. Og nu har Ken sørme købt det svenske fintech- og udlånsselskab Lendify med en værdisætning på over en mia. kr. Danske, altså. Så der er nok især betalt i Lunar-aktier. Jeg plejer at bukke mig i støvet for Klarna – i al fald over deres resultater. Og sidste fredag over Trustly, hvis børsnotering i øvrigt er udskudt. Så det er lidt fedt, når vi kan slå tilbage over Sundet. Samtidig sikkert god genvej for Lunar til at få en platform med udlånsforretninger som led i at gå fra niche til retailbank. Ken kommer. Det var i al fald, hvad jeg tænkte i onsdags, da jeg læste et interview med ham om købet på Sifted.
Stædige æsler. Donky Republic sparkes på Nasdaq First North
Jeg besøgte Expo 2010 i Shanghai og var lidt pinligt berørt over, at den danske udstilling – ud over Den lille kitchede havfrue – som highlight havde cykler på Nørrebrogade. Kineserne var jo lige stolte skiftet fra Mao-sko og tunge low tech cykler til moderne biler! Siden er cykler på verdensplan blevet det hotteste hotte. Et vækstmarked, hvor efterspørgslen er større end udbud, ifølge en artikel i Quartz i ugen. Grunden hedder corona, både i forhold til supply chains og altså især fordi, de går som varmt brød. Så jeg tror, det er god timing, når ex-McKinsey, CEO Erdem Ovacik sætter de danske orange trampecykler på Nasdaq First North. De har stået stille under COVID-19, men nu skal de ud i flere end de nuværende 60 storbyer.
Det hedder mikromobilitet, og CBInsights har lavet en fin ”Micromobility-revolution” rapport om det. Ja, det har Deloitte også, med den 68-klingende titel Small is Beautiful. Cykling er i al fald et hit – smukt, mobilt og fantastisk – for mig nu især på racer eller MTB. Mens Segways og andre e-scootere er shit i vores byer. Lige nu er det Manhatten, der slås med dem ifølge en artikel i The New Yorker
Men når vi vil rundt på vores rejsemål, skal vi på delecykler. Vi gjort det selv sidst, vi – alt for længe siden – var i Rom. Og ja, det kunne man fint. I forhold til æsel-fabrikken er jeg nu allermest spændt på, hvem der har fortegnet. For når der skal rejses 100 mio. kr., sker det ikke uden nogen, der har lidt dybere lommer. Og det vil blåstemple i al fald den her transaktion på First North, jf. vores temaartikel i ugen. Jeg har fornemmelser, men vil overlade det budskab til certified advisor der jo sikkert lige har afsat den første halvdel af æsel-aktierne.
Alle vil gøre en forskel. Ja, ingen ligner hinanden mere end founders og investorer
Startup-miljøets billede af business angels og investorer er ofte lidt den med uforstående, gamle slipsemænd, der bare vil tjene penge på os. Nu spurgte jeg – ja i onsdags – 20 nye skarpe DanBAN medlemmer, om de investerer af finansielle, impact eller personlige grunde. Afgjort mindst for at tjene penge! Og så vil jeg også sige, at narko og porno var meget bedre. Eller bare lidt ejendomme. Nej, den type investorer er inderst inde selv iværksættere. Nogle af os bogstaveligt, andre mere drevet af at skabe. Det kan godt være, at investorer er semi-pensionerede, altså i næste livsforløb, formuen skal jo være der. Men det er for at give tilbage, for at gøre en forskel, som man siger nu om dage.
Sådan oplever jeg det hver eneste gang, jeg står og underviser i early stage investing. Tidlige investorer er i dag hverken grå eller grådige. Om billedet ændrer sig op mod familiekontorer, venture- og kapitalfonde? Lidt måske, fordi de oftere er professionelle ansatte drevet af bonus og bestemte økonomiske mål, fx for afkastsucces på en fond efter 7 år. Der gås ofte hårdere til founders. Men blandt business engle er det sjældnere; måske er vi endda for lidt krævende. Vil nogen tage for store ejerandele, må vi sige, at Løvens Hule mest er fiktion. Vil enkelte tjene carry-penge på hinanden, udstødes de automatisk af det gode selvskab osv. Der holdes intern justits.
Hvor så meget er givet og banet, når vi står i de store virksomheders bestyrelser, er tidlige startups forårsfriske med utrolige muligheder for innovation og ekspansion. Jeg ved ikke, om det er det, der sætter en stemning af åbenhed, nysgerrighed og lyst. I al fald ligner founders og tidlige investorer hinanden meget mere, end vi måske tror. Vi vil skabe noget, vi vil en bedre fremtid!
Det store pledge for diversitet! Vi ligner hinanden, kvinder og mænd, men..
Nej, selvfølgelig ligner vi ikke hinanden. Slet ikke. Vi er som planeter ja, så langt fra hinanden som Venus og Mars. Men skal vi lave et pitch for vores startup eller foretage en investering, er vi cirka lige gode. Cirka, fordi kvinder i snit – ifølge alle de undersøgelser, der fremgår af økosystemets og vores Return on Diversity rapport – nok er lidt bedre. Ja, det er ligesom det med karaktererne i skolen! Men alle de skjulte bias går mod, at kvinder er dummere til at starte og styre virksomhed og helt umulige til at investere. Det betyder, at vi går glip af katastrofalt mange kvindelige founders. Og derfor også af kvindelige investorer.
I Danmark kæmper vi for at komme over de 10 % andel af founders og investorer, ja, så hårdt som Mr. 10 % (Bendt Bendtsen) gjorde i sin tid for stemmer til Det Konservative Folkeparti. Nu har gode kræfter som Vækstfonden Innovationsfonden, Danske Bank Growth & Impact, Danish Business Angels, PreSeed Ventures, Seed Capital, ByFounders, Bumble Ventures og Fubar VC indgået et Diversity Commitment. Vi vil alle de næste 3 år leve op til, sådan groft sagt, fordoble fra 10 % op til 20-30 % andel af kvinder i alt fra ansættelser og medlemmer til investeringer. Voila!
Jeg har før sagt, at især de to første deltagere er centrale for at nå diversitetsmålet. Det er vores to offentlige fonde, der jo bare kommer i kontakt med langt de fleste af de potentielle og tidlige startup-founders. Og de første møder og sorteringer er så afgørende for den videre færd. Anne-Marie Levy Rasmussen og Rolf Kjærgaards håndtering vil sætte normen, fx for at alt fra ansøgninger til pitches vurderes uden navne. I Danmark er det sådan, at ethvert nogenlunde manuskript kan blive udgivet som bog. Men der kan man også indsende under pseudonym.
Nu gælder det handling for diversitet
Der har ved Gud været meget snak om kønsdiversitet. Den ægte prøvelse kommer som så meget andet i vores økosystem nu til at stå i at omsætte ord til handling. Mål, årlige data og handlingsplaner på at opnå mere diversitet – også på andre felter – er skudt i gang. “Det er et godt udgangspunkt, men det slutter ikke her; vi håber at få alle til at skrive under. Vi er begyndt i Danmark, men næste skridt er at gøre det til et nordisk initiativ,” sagde Stine Colding Alstrup, medstifter af Female Founders of the Future, til Børsen.
Set fra mit lille verdenshjørne, er næste skridt at få værktøjer og viden helt ud i beslutningsprocesserne – med andre ord i paneler, screeningprocesser, pitch events, rekruttering osv. – jf. i øvrigt guide-delen af Return on Diversity. Her på Bootstrapping er vi i gang med at forberede artikelserien Female Founders – der fortæller, hvordan det rykker i det danske startupmiljø. Så vi følger op.
Startup-vacciner: 1.500 % vækst siden 11. marts
Min ven, Rasmus Bech Hansen, founder af den London-baserede startup Airfinity, har haft vild succes under COVID-19. For Airfinity afsøger automatiseret, hvilke pharma-forskningsresultater, der går bedst. Og har kunnet fortælle hvilke af de mange vaccineforsøg, der var længst fremme. Så Rasmus har stået på CNN og i alverdens medier og fortalt. Det er der penge i, altså ikke i medier, men i at vide hvilket life science selskab, der er længst. Jeg skulle nok selv have fulgt lidt med, tænkte jeg, da jeg så en sjov graf på sitet med det spøjse navn Visual Capitalist. Den viser, hvad $1000 er blevet til på de bedste vaccine-aktier mellem 11. marts 2020 og 31. marts 2021. Novavax er steget 1.549 %, Moderna 401 % og Biontech 224 %, og derefter kommer Johnson&Johnson, Pfizer og AstraZeneca. Nå, procenter bliver jo flottere, når udgangspunktet er en lille biotech med ringe omsætning. Jeg er såmænd også fornøjet med mine Airfinity-aktier hos Rasmus.
Tommys fem nogenlunde fede forslag
Vi skal være særlig søde ved Venstre for tiden. For det er Lars og Inger i al fald ikke. Tommy Ahlers – ud over vist at være lidt mere aktiv på investeringsfronten – har spillet ud med de vigtigste forslag til ny vækstiværksætterpolitik. Simon Kollerups og regeringens udspil er corona-forsinket; kommer nok først efter sommer. Men både partier og organisationer som DI, DE, BTS, ITB, Aktive Ejere, SMVDanmark, KvindeKompagniet m.fl. væbner sig i denne tid, hvor vinduet er åbent. Og retningen for dem har jeg behandlet i De fem fede forslag – økosystemets satsninger, når vi åbner igen.
Men Venstres forslag er særlig vigtige. Uanset Lars, Inger og meningsmålinger har Venstre de mandater, der skal til. Så Tommys udspil vil blive studeret særligt. Forslagene – der sætter af fra, at Sverige er langt foran os, når det gælder adgang til risikovillig kapital – lyder i kort form som følger:
- Du skal kunne få dine egne pensionsmidler mere i spil til startup-investeringer. Problemet her er særlig accelerationskapital til scale-ups, fordi vi for længe og for tidligt har mistet vores enhjørninger og andre trækheste. Venstre flytter lidt på grænserne. Men det rykker nu efter min mening først for alvor, når vi kan få tilbudt puljer af unoterede i vores firmapensioner. Stimuleret af lavere PAL-skat eller større fradrag.
- Matching-ordningerne fra Vækstfonden, en af COVID-19 krisen største succeser, skal for Venstre fortsætte, så privat kapital, der tør løbe risiko, matches 1:2. Tommy sætter niveauet, lærte vi sidste forår, så nu ved vi det. Det er nok også et fornuftigt leje med 1:2, og forslaget vil være vigtigt.
- Forbedret aktiesparekonto og investorfradrag. Her er tale om mindre forbedringer af eksisterende løft af loft mm., ikke radikale forbedringer, der med ét slag giver svenske aktiesparetilstande eller når op på Englands niveau af fuldt fradrag for de tidlige toprisiko investeringer.
Glemte jeg andet, Tommy, end skattekreditter udbetalt til for vores forskning? Nok ikke. Vi er i realpolitik, der kan ikke flyttes milliarder til investorer efter krisen. Aktionærerne alment har jo ikke haft det så skidt endda. Og regeringen har mere haft Arne og det gamle ProduktionsDanmark som målgruppe, end Emma og de nye startups. Men fortvivl ikke: På ét år har krisen lært det danske politiske miljø mere om vækstiværksættere, end det lærte de foregående 20 år.
Spis ikke brød til. Foodtech Hub og andre danske klynger
Et team i min rådgivervirksomhed Nextwork laver 2050-strategi for svineproduktionen i Danmark. Som nordjysk semi-landmand og ex-svinebonde-søn tænker jeg ikke, det er mærkeligt. Men i København spørger familien jo, om Danmark da har svineproduktion i 2050? Nu er det faktisk et felt, vi er verdens førende på. Så hvorfor ikke transformere det bæredygtigt og intelligent i stedet for at nedlægge det?
Her på Bootstrapping har vi bl.a. skrevet om AgroIntelli og Nordic Harvest, som er nogle af vores agro- og foodtech fyrtårne, og denne uges sjove cases var Nabo Farm og EAT GRIM, ligesom vi før har set på NextFood og Fresh.Land. Men der kommer mange. Jeg sad ved Otto Mønsted Fondens prisudvælgelse i mandags, og lige fra Ålborg Universitet til DTU vrimler det med spændende ideer fra desert farming til vertical ditto.
Jeg synes jo, det er vigtigt, vi i Danmark koncentrerer os om at bygge klynger af startups og andre virksomheder ud fra noget, vi ved noget om. Det at sætte en sensor på en traktor eller en chip i et svineøre lyder så let som at sætte lygter på en cykel. Men det kræver dyb domæneviden at få det i spil på den rigtige måde. Og jeg kunne sige det samme om edtech i forhold til pædagogik og medtech i forhold til sundhedsvæsen – for nu at tage velfærdssamfundets to kernekompetencer. Derfor bliver det lidt fattigt, hvis vi altid kun snakker IT & SaaS. Så sad jeg med regeringens erhvervspolitik, ville jeg – uagtet regions- og kommunalvalget i november – bygge det op om klynger. Og jeg ville stimulere dem ved at flytte videnscentre som universitetsinstitutter, erhvervsskoleenheder og GTS-institutter, så de lå der, hvor der allerede ligger robot-, agro-, fin- etc.- tech. Og ikke mindst: Der, hvor de store kompetente virksomheder er lokaliseret. Det er jo ikke tilfældigt, at Danmarks hub for lyd ligger i Struer. Og jeg snakker ikke om tvang, men om at stimulere til, at vi koncentrerer viden i hubs og klynger. Hvortil også hører specialiseret kapital. Som fx franske JOLT Capital til agro. Og de er nu på vej til at løfte vores agro-startups og dermed os bønder for Vorherre.
Dinosaurer og møgunger. Bitcoin & Lars Dahlgaard kommer du til at huske
Onsdag var ”største dag nogensinde” for kryptovalutaer som bitcoin. For Coinbase-platformen gik på børsen i NYC, og den direkte notering endte med at give Coinbase en værdisætning over 500 mia. kr. Den er nu en noteret og officiel spiller i en finansverden, der ellers har mødt en decentralt udstedt valuta uden en nationalbank i ryggen med, hvad man godt kan kalde jysk skepsis. Men det var altså forrige onsdag. For det her om Coinbase skrev jeg allerede sidste fredag, og jeg tilføjede, hvis du – modsat 43 mio. på platformen – synes, kryptovalutaer er for svært, for ungt, eller for hypet for os danske grisehandlere, så kan vi da købe og sælge en aktie som Coinbase. Den vil nok cirka være så volatil som svinenoteringen.
Denne fredag skal vi lige have med, at venture-investoren bag Coinbase er danske Lars Dahlgaard, der ikke er krypto-forskrækket. Tværtimod. Som han sagde til Børsen: Man skal gøre sig klart, at inden for fem til ti år vil hoveddelen af betalinger og udveksling af goder og varer blive denomineret i krypto. Det bliver krypto, der gør, at man stoler på hinanden i en handel. Og det vil blive en hurtig og sikker måde at handle på”. Lars var allerede mangemilliardær efter salget af hans cloudvirksomhed Successfactors til SAP for 18,7 mia. kr. i 2012. Men Lars skulle jo lave noget, blev partner i big-big venture Andreassen Horowitz, og investerede så i 2013 i Coinbase, som han har fulgt siden.
I 2018 stiftede Lars Dahlgaard sit eget LUV venture med de vise ord: “Startups ser de store virksomheder som dinosaurer, der vil uddø. Og de store ser startups som en flok forkælede møgunger. Men jeg mener, der er et kæmpe potentiale i at samarbejde.” Han er også tit citeret for, at Silicon Valley kunne være 10-20 gange større, hvis 80 % af selskaberne var ledet bedre.
Ugens tips & tricks
Deeptech. Danish Tech Challenge er klar med næste acceleratorprogram for 20 deep tech & hardware startups. Det foregår hos Futurebox på DTU Science.
Begreber. Slush har lavet en lille god ordbog med investeringsbegreber – lige fra vesting til warrant.
Startup-fiasko. Andrew Wilkinson har lavet en Twitter-tråd om hvordan han tabte og mislykkes med en startup! David Hansson diskuterer og kritiserer Andrews forsøg på læring,
Clubhouse. Derek Davis har skrevet et åbent kritisk brev til VC-investorerne i Clubhouse. Der er flere konkurrenter, og flere andre, fx The Information, skriver om hvordan Zuckerberg og FB nu går vildt ind i lyd.
Værdisætning. Valuation er altid svær og selvsagt sværest i de tidligste stadier. Her kan du få lidt inspiration hos Slidebeam
Top VC’s. Medium finder på så meget praktisk hver uge, jeg aldrig selv ville tænke på. Her fx 10 VC’er, de mener, du burde følge på Twitter
Milliardærklubben og Bezos over alle
Amazon tromler hen over verden som i en blitzkrig. Hele nyhedsbrevet kunne handle om Bezos og Amazon. Eller bare om hans årlige aktionær-breve. Jeg gik dog lidt død i en analyse af hans 24 nyhedsbreve fra 1997-2020, men skal nok vende tilbage om det sidste. Han ønsker at være “Earth’s Best Employer and Earth’s Safest Place to Work”, men selvfølgelig snakker han allermest om værdiskabelse. Han stopper nok aldrig med at være den købmands-iværksætter, vi selv kender herhjemme fra Dyne-Larsen og ”Godaw, jeg har et godt tilbud”. Eller mere tilbageholdne Kurt Dall med Dallevalle og Harald Nyborg. Milliardærer i træsko.
Nyd 1999-foto’et af den endnu ikke skaldede texaner i et let snusket kontor med den store pc og de mange ledninger. Det er sådan alle kontorers mor. Og den dag du brokker dig over, at livet som startup tegner hårdt, så se på det og tænk: Selv noget så enkelt og trivielt som en stærk underskudsgivende online boghandel kan blive til ret meget!
Din weekend kan forhåbentlig føre til noget og åbne op for andet. Om ikke andet en god flaske – måske endda ude i byen. Vi ses i økosystemet næste herlige forårsuge, nærmere bestemt på onsdag før bedagsferien. Ha’ det så længe!
Comments