Rationalet med EIFO-fusionen af Vækstfonden og EKF er ”En fælles indgang for danske virksomheder.” De, der er gået forrest ind, er så EKF, da kontinuiteten i den nye bestyrelse og i CEO er godt op mod de 100 % EKF. Så hvad med Vækstfonden, er det naturlige spørgsmål? Vil EIFO egentlig støtte investeringer i ventures og i venturefonde? Og hvad bliver investeringsstrategien for den grønne omstilling?

1. Rynker formandskabet ikke på næsen af investeringer i ventures?

Det sidste 10-15 år har vi opbygget en glidende værdiforøgende strøm fra diverse universitetscentre og væksthuse over Innovationsfondens programmer til Vækstfondens lån og egenkapital, der skalerer frem mod håbet om det store udlands- og unicorn-eventyr. Vi halter selvfølgelig efter Sverige og andre startup nations, men det går dog bedre end nogensinde. Nu er spørgsmålet om det frie marked ikke bare klarer det herfra? Den nuværende og de to forhenværende pensionskassedirektører i formandskabet har mig bekendt INGEN gode erfaringer med ventureinvesteringer. Da jeg i start 90’erne mødte Dorrit Vanglo i LD, døjede LD med investeringer i mindre vækstvirksomheder. Bo Foged havde vel et medansvar for de totalt kuldsejlede BankInvest venture-puljer, der i et tiår fra før til efter finanskrisen havde et negativ afkast på 56 %. Kan man gøre sig fri af de erfaringer? Kan man se, tiden er en anden? Jeg spørger – og får næppe svar. Men en lille bekymring kan jeg da godt udtrykke på økosystemets vegne.

 

2. Er startups en del af en grøn industripolitik?

Vi får en EIFO-bestyrelse, der vil være 110 % dedikeret på den grønne omstilling – i hvert fald i form af det, vi kan kalde grøn industripolitik. Torben Möger har den store tegnebog fremme især til CIP, og ruller med Bo Foged som partner i CIP gigantiske grønne infrastrukturer som vindmølleparker på verdensplan. Havvind-, PtX-, CCS-industrier etc. med mange arbejdspladser kan være sikre på EIFO-fokus. Samt selvfølgelig fortsatte eksportlån til Danfoss, Vestas m.m. ude i verden. Men Vækstfondens investeringer flest når maximalt størrelser som Green Hydrogen og Aquaporin. Grøn hard tech fra Preseed Ventures til Nordic Alpha Partners, fra klimafonde som Climentum Capital og Tommy Ahlers snart kommende DLUV til Giant Ventures (David Helgason) er måske udenfor skiven?

Det er jo et politisk-strategisk valg, hvor midlerne skal hen. Og jeg har mange gange skrevet, fx her og her, at al den grønne snik-snak og hønsehold på altanen intet dur til uden skalering og storproduktion. Men det skal dog starte et sted på rejsen. Hvor? Northvolt som jeg glæder mig til at besøge om et par uger med en delegation og regeringens grønne iværksætterpanel er vel også startet mere beskedent?

Nu er der jo ikke nogen, der siger, at Vækstfonden skal stoppe sine investeringer i fonde og i tidlige ventures. Der er ingen ko, der er faldet gennem isen. Men jeg vil formode, at et så stærkt strategisk-politisk formandskab som Torben Mögers som et af få både evner og vil sætte en retning. Og jeg er ret sikker på, at retningen ikke er at strø midler uspecifikt ud over alle og enhver. Og at den succesfulde samspillende centralisering og styring under corona og med klimapartnerskaberne mellem det store erhvervsliv, de store organisationer og ministerier vil fortsætte.