SKAT #5 – SKAT vil have os ned med nakken. Men vi kæmper.

SKAT sagde, vi ”bare var en webshop,” så vi skulle tilbagebetale alt det, de selv havde givet os. Det siger Søren, CEO i en startup, der ligger i langstrakt principiel retssag med SKAT pga. tilbagebetaling med tilbagevirkende kraft af skattekreditordningen. Søren synes, han er blevet behandlet helt urimeligt, og vil gøre alt for, at andre startups ikke oplever det samme.

“Jeg troede sådan set, at lovgivning med tilbagevirkende kraft var slut efter 2. verdenskrig. Men nej, SKAT mener, vi skal betale fradrag, de selv har givet os i 2015 – 2017, og nægter udbetaling af 2018.” Søren er ivrig og ringer hurtigt tilbage, fordi han synes, det er vigtigt for økosystemet, at vi får skabt retfærdighed. Ellers har han travlt med sin startup, der har Vækstfonden og et syndikat af business angels som investorer.

 

Hvordan kan SKAT vide, om vi er innovative?

Sagen er, at Søren med sit gamle selskab i 2018 ville have udbetalt innovationsdelen af fremførte underskud efter skattekreditordningens § 8 X. Men da hans selskab lidt efter gik konkurs, nægtede SKAT at udbetale pengene og krævede pludselig beløb fra de foregående fire år tilbagebetalt prompte: ”Begrundelsen var, at vi ikke var innovative, men bare en webshop. Det til trods for to ting: At SKAT selv gennem årene havde udbetalt uden spørgsmål, og endda for et par af årene også havde godkendt genoptagelser og udbetalt yderligere penge. Og at både et offentligt innovationsmiljø og Innovationsfonden efter vurdering af vores software havde givet os et millionbeløb. Men SKAT mente åbenbart, de bedre kunne vurdere teknologi end de professionelle erhvervsmiljøer.”

”Med SKATs logik har ingen af landets seneste unicorns været innovative.

I alt havde Sørens selskab fået 4 mio. kr. i offentlige støttemidler og lån, så det føltes noget skizofrent, at SKAT derefter var ved at tvinge dem ud i konkurs. Nu gik selskabet selv konkurs i 2018 pga. andre årsager, men var det ikke sket, havde SKATs krav haft samme effekt.”De havde knækket os,” siger Søren. Med et falsk argument, for ingen laver samme type integrerende software. Vækstfonden lod dem købe aktiverne over i et nyt setup for småpenge i 2019, og sammen med private business angels i Danmarks største netværk og Vækstfonden startede de op igen. De har klaret sig rigtigt fint siden. Men det er en oplevelse, Søren aldrig glemmer. ”Man sættes hurtigt i bås med eksisterende løsninger, selvom ens tilgang til løsningen er fuldstændig anderledes og innovativ, hvilket medfører tonsvis af nye muligheder. Med deres logik har ingen af landets seneste unicorns været innovative, da nogle af de mest simple elementer har været udformet tidligere, og de derfor kan anses som ikke værende innovative.”

”SKAT spiller på, at vi små startups ikke har råd til at kæmpe imod. Det har vi heller ikke.”

 

 

SKAT taler med to tunger

Det værste var måske, at når vi talte med SKAT i telefonen var de søde nok og kunne godt se, at vi ikke var noget nær en webshop, men derimod en innovativ platform med en innovativ tilgang til mulighederne, så det skulle nok komme ud af verden. Men det var proforma, for inde bagved eller højere oppe sikrede de, at vi bare fik en ny tåbelig skrivelse med øjeblikkelige tilbagebetalingskrav,” fortæller Søren. Det er umuligt at forklare, men Søren kan godt følge, at det måske er, fordi der er folk i Skattestyrelsen, der er bange for en ny udbetalingsskandale, bare indenlandsk: ”SKAT spiller på, at vi små startups ikke har råd til at kæmpe imod. Det har vi heller ikke. Men Revitax (skatteekspertselskab for en lang række FSR-revisorer, red.) er gået ind og fører sagen, og de kan få en halv million tilbage på den.”

”Jeg skal bære en bevisbyrde fem år efter, mens SKAT bare kan køre på mig, for det er hele tiden mig, der skal dokumentere og være under anklage.”

Ifølge Søren har Revitax kendskab til 20 andre sager, hvor SKAT med tilbagevirkende kraft vil have softwareinnovationspenge tilbagebetalt. Men sagen kræver også meget af Søren. ”Det er også et kæmpe arbejde at føre sag. Jeg tror, jeg har skrevet 100 sider dokumentation med flowdiagrammer for vores innovationsprocesseer og alt muligt. Jeg skal bære en bevisbyrde fem år efter, mens SKAT bare kan køre på mig, for det er hele tiden mig, der skal dokumentere og være under anklage,” siger Søren og slutter: Jeg burde jo bruge min tid på mit nye selskab og skabe nye danske arbejdspladser frem for at kæmpe mod staten over nogle midler, jeg mener, vi var fuldt berettigede til.”

 

Håb forude…?

Søren har delt den foreløbige vurdering fra Skatteankestyrelsen, og den tegner til, at han og Revitax får medhold. Men SKAT har ønsket et retsmøde, der bare igen forsinker sagen fra 2018 i yderligere fire måneder.

Jeg kan næsten ikke få mig selv til at spørge Søren, om han så også søger skattekredit nu, for det arbejde med data må da være ret så værdiskabende: ”SKAT henviser til en model fra 1970’erne, som de definerer innovation ud fra. Så de anser vel strygejernet og bilen for innovation, men næppe software.”

Ifølge Søren virker det ikke, som om det er Skattestyrelsens opgave at fremme softwareinnovation. Selvfølgelig skal trepartssoftware og simpelt købte webshops sies fra, og selvfølgelig kan der være uberettigede udbetalinger. Men derfra og så til ukoordineret med andre offentlige instanser at kræve udbetalinger for egenudviklet software tilbage med tilbagevirkende kraft er der dog et stykke. Eller hvad mener du?

Vi hører gerne din oplevelse og mening. Meld den ind til mig på jesper@bootstrapping.dk. Vi garanterer anonymitet, hvis du ønsker det.

Søren og hans startup har efter samtale med investorerne ønsket, at vi anonymiserer CEO’s retssag med SKAT, da de ellers kan frygte, at danske og udenlandske fonde, som de p.t. taler med om deres software, kan trække sig.