Peter Mühlmanns vision for en (lidt) bedre verden
Peter Mühlmann er med Trustpilot ugens store helt i det danske økosystem. Den længe ventede børsnotering på London Stock Exchange blev annonceret mandag morgen, og over frokost fangede vi ham for at høre om rejsen, om fremtidsudsigter for review-platforme og om den demokratiske vision, det hele handler om. Og vi fik Lars Andersen, der har været med på hele rejsen for Seed Capital, til at supplere.
Trustpilots vej fra startup over scaleup til kategorileder inden for anmelder-platforme har været og er stadig forbilledlig. De 700 medarbejdere, primært i København, kan være stolte, ja, det kan og er vi alle!
Trustpilot som ny unicorn
Og da den danske trang efter flere unicorns er umættelig, er det ikke mærkeligt, at erhvervspressen stod i kø mandag morgen for at gentage Financial Times’ formodede værdiansættelse over 1 mia. pund og dermed over 1,4 mia. $ – som ingen involverede kan eller må kommentere – og dermed unicorn-status. Nu er der lige det, at Aileen Lees 2013-definition af en unicorn krævede, at virksomheden var privatejet. Men kan vi få en ekstra dansk syvende pokal op på hylden, så er vi da med på at se bort fra det! Venturevejen er jo ikke bedre end børsvejen, men ift. unicorn-brandet selvsagt bedre end at blive opslugt i et industrielt salg.
”Det er et kæmpe skift fra at teamlede til at lede sammen med andre ledere.”
Peter på kontoret
Peter Mühlmann skal på dagen snakke med alt fra verdenspressen til lille Bootstrapping og går ganske afslappet rundt på sit kontor og taler. Han er ydmyg, som de fleste topledere med virkelig format. Og selvom han er eneste founder tilbage og ene dansk CEO-leder i en stærkt internationalt sammensat ledelse, fremhæver han straks sit team, og hvordan de har klaret det hele: ”Jura og finansfolkene har klaret alt med IPO’en,” siger han, nærmest som om han intet selv skal andet end stå i front med de papirer, han har fået stukket ud. Det er selvsagt beskedenhed. Men det er karakteristisk, at han fremhæver de personer, Anders Frejo Jørgensen, Jesper Lindhardt, Jan Bülow og Kasper Heine, der var med på de rigtige og vigtige tidspunkter for at bygge SaaS-platformen, funde den og komme ud i verden. Ikke fordi Peter Mühlmann er tilbagelænet, tværtimod, han går rundt om sit skrivebord for at komme af med al den energi og skarphed, som hans ikke så store skikkelse og det fregnede ansigt rummer.
”Han er fantastisk til at få de bedste folk med sig og gøre dem endnu bedre.”
Ledelse kræver noget helt andet
Peter Mühlmann er meget bevidst om, at der er stor forskel på at lede fra 0-10 mand og så springet fra 10-100 og nu snart 1.000: ”I starten kunne jeg ikke komme tæt nok på den enkelte og på deres familie, og vi kunne alle sidde om et køkkenbord og alle følge med i alt. Nu er det helt omvendt, jeg kan ikke engagere mig i andet end øverste ledergruppe og den bestyrelse, vi har og får. Det er et kæmpe skift fra at teamlede til at lede sammen med andre ledere. Og det er afgørende, at du kan trives med den. Ellers er du ikke den rette i toppen.” Sandheden om Peter Mühlmann er bare, at hans skandinaviske måde at lede på er lige dele anti-hierarkisk og smittende. Det bekræfter Lars Andersen, der selv har taget en startup til børsnotering og i dag er partner i Seed Capital og har fulgt Peter Mühlmann fra wildcard lige ud af skolen og til 700-mandsvirksomheden: ”Der er ikke en afkrog, Peter ikke kender og har været i, og han er åben for alle i virksomheden og lytter gerne til høj som lav. Derfor har han haft og har de bedste ledere i toppen til hver fase.” Hvor Peter Mühlmann selv siger, at hemmeligheden er ”flid og en god portion held”, smiler Lars Andersen og siger: ”Peter har om nogen, jeg har set, formået at formulere og leve sit WHY og sikre en fokuseret strategi og execution,” og han tilføjer: ”Han er fantastisk til at få de bedste folk med sig og gøre dem endnu bedre.” For Lars Andersen har det nemlig også som investor været en forbilledlig rejse med gode vibes hele vejen: ”Vi har sammen gjort meget for at sikre en homogen ejerkreds og bestyrelse. Vi har lavet skæverter, men ikke haft kriser, hvor vi rystede på hænderne, eller nogle råbte op. Og Peter har kunnet motivere de bedste til at komme med, som fx bestyrelsesformanden Tim Weller.”
Det handler om at lære – af sine kunder og sine fejl
Man kan ikke finde nogen, der ikke synes, Peter Mühlmann er en ordentlig og tillidsvækkende CEO at arbejde med og for. Det er logisk, for hele hans forretning bygger på gensidig tillid og på, at åbenhed og transparens mellem sælger og køber er intakt: ”Der er to typer review-platforme: De, der kun er marketing fra sælger og handler om at puste sig op med bedste anmeldelser. Og så dem, hvor det handler om at lære af kundernes oplevelse, og hvor vi er kategorileder,” siger Peter Mühlmann. Det hele er opstået ud af internettets idealer om transparens og samarbejdende intelligens a la Wikipedia, herunder idealer om ’wisdom of the crowd’, ’collaboration’, ’samskabelse’ mm. Og om, at mange kontaktpunkter og manges viden sikrer tillid og fælles vurdering.
”Det unikke er, at din ’nabo’ eller sin ’ven’ uden censur kan højne kvalitet og oplevelser i åbenhed og løbende dialog.”
Demokrati- og dialogvisionen
Og dér har vi så Peter Mühlmanns vision for verden: At vi i åbenhed kan gøre hinanden bedre i dialogen på den markedsplads, som vi kender helt tilbage fra Athens by-demokrati (polis) over Grundtvig, højskolen og andelsbevægelsen og til dagens digitale dialogværktøjer. ”Det unikke er, at din ’nabo’ eller’ ven’ uden censur kan højne kvalitet og oplevelser i åbenhed og dialog for alle,” betoner han. I de fleste lande er det afsenderautoriteten, der bestemmer, hvad der er kvalitet. Det monopol og den autoritet udfordrer Trustpilot og ligestiller bruger og forretning og tilbyder dem at lære af hinanden i en gensidigt opbyggende dialogspiral, hvor begge bliver klogere: ”Vi kan bruges bare for at få anmeldelser, men den intelligente brug er at bruge os som værktøj, så kunderne er i dialog med din forretning og løbende forbedrer den.”
Her 25 år efter internettet og de sociale medier er vi mange illusioner fattigere på, hvor godt alting er, når algoritmer polariserer, og alle frit kan lægge ting op, herunder deres beskidte vasketøj. Men på Trustpilot fungerer det. Dog ikke uden overvågning. Trustpilot har ad flere omgange, senest sidste år fra Which? og BBC Watchdog, måttet høre for falske anmeldelser. Hele 2,2 mio. problematiske reviews luges væk om året, nu ved udstrakt anvendelse af AI. Men dialogerne fungerer. Brugernes anmeldelser gør servicer og produktejere skarpere.
Nu starter næste skridt på rejsen for det åbne system
Når Peter Mühlmann skal svare på, hvad en børsnotering giver, er det først og sidst et rygmærke af seriøsitet. ”Kunderne og alle andre ved, at så kræves der højeste standard for åbenhed, og du bliver fulgt og tjekket i hoved og… Og vi vil kun gerne have det pres, der givet også bliver.” Der er ifølge den oplysende annoncering fra London Stock Exchange fem ting, man som snarlig aktieejer i Trustpilot køber ind i. Sandheden er bare, at når J.P. Morgan og Morgan Stanley er imponerede af Trustpilot, så er det meget banalt, fordi potentialet er så enormt. Der er masser af B2C-brancher, der kan udbredes, B2B og offentlige kan komme i gang for alvor. Kort sagt: Anmeldelse og dialog er central for kvalificering af al matching på alle typer markedspladser. Og nye ydelser, fx anmeldelse på bæredygtighed, kan indtænkes og dermed crowd-kvalificeres.
”Det er Peters WHY, der får folk til at tage fra San Francisco til København for at være med.”
Peters WHY
Rejsen er kun lige begyndt. ”Det Peters WHY, der får folk til at tage fra San Francisco til København for at være med. Det er det dansk-nordiske perspektiv,” supplerer Lars Andersen. Seed Capital får sammen med flere andre ventures, som Index og Northzone, nu over tid mulighed for at gøre dele af deres investering likvid og få den tilført nye startups. Også den cirkel kan sluttes efter en tiår, som Lars Andersen ikke lægger skjul på, har været en helt fantastisk oplevelse.
Vi bukker for Peter Mühlmann, pudser glorien og sætter den 7. meget smukt dansk demokratiske unicorn-pokal op på hylden.
Trustpilot, stiftet i Århus i 2007 af Peter Mühlmann, rejser nu 300 mio. kr. og havde i 2020:
- en voksende omsætning på 626 millioner kroner
- et dalende underskud på ca. 75 millioner kroner
- flere end 19.500 tilmeldte kunder på 529.000 sites
- 120 millioner reviews liggende
- 670 medarbejdere i København, London mm.
- 41 % kvinder, heraf 37 % i de ledende positioner
- en gennemsnitsalder på 33 år.
Comments