Putins gas skal ud. Ind skal sol og vind. Det er essensen i Mette Frederiksen-regeringens ”Danmark kan mere 2”. Og det kan kun gå for langsomt. Men hvad betyder det for grønne startups? I dagens EU går kun 4 % af ventureinvesteringerne til grønne energivirksomheder. Så hvad gør vi?

Ukraines gul/blå flag har nu vajet i 7 uger overalt og kunne fra i går passende flankeres af et forårsgrønt. Mette Frederiksen og ministerholdet har lanceret letlæste ”Danmark kan mere 2”. I dag kommer den længe ventede CO2-afgift. Og i går kom omstillingen af industriens gasforbrug, af 400.000 gasfyrede hustande inden 2028 og en firedobling inden 2030 af sol- og vindparker.

Bekymringerne er de små husholdningers midler til varmeomstilling, det er industriens tilbagebetalingstider, og det at få håndværkere til det hele. Alt helt reelt. Og bøvlet bliver det. Men det er dog finansiering og implementering af totalt kendte teknologier med realkredit og anden belåning. Og statsstøtte i halen til de fattigste vælgere. Et underbelyst spørgsmål er derimod, hvordan vi får prioriteret og finansieret den del af omstillingen, der hviler på grønne anlæg til PtX, CCS og alle andre nye teknologier.

 

Mega. Er de meget store grønne projekter i et funding gap?

I 2021 har det været let at rejse venturekapital til alt fra budtjenester til krypto-platforme. Omkring 600 mia. kr. er der blevet investeret i Europa – men kun 4 % ifølge Pitchbook til high tech energiinvesteringer. Selve New York Times karakteriserede i går på den baggrund situationen i Europa sådan her: “After getting initial start-up money or grants, businesses are struggling to raise funds for larger projects needed to complete the transition from carbon-spewing sources of energy. The funding gap means that Europeans face further energy shortages and rising costs or the prospect of falling short of the bloc’s ambitious climate targets.”

Der er givet en stor udfordring, at omstillingen hviler på, at energiøer og -anlæg, energitransmission, omstilling fra el til brint, CO2-fangst og -genbrug for at være rentable mestendels skal laves på kæmpe industrielle anlæg. Det er enormt kapitalkrævende og sker i et langstrakt forløb med risici for aftag, priser og regulering. Ved de tungeste anlægsprojekter i metro- og bro-klassen kan kun de danske pensionskasser finansiere sammen med staten – og det er så også modellen. PensionDanmark, PFA osv. har længe lobby’et intensivt for energiøerne. Men hvordan får vi fx danske grønne scaleup-virksomheder finansieret?

 

Mellem. Hvordan får vi de danske fyrtårne accelereret?

I Sverige har de rejst NorthVolt, der producerer el-batterierne til Volvo, WW osv. til en potentiel gigant. Har vi nogen herhjemme? Nej, vi har helt generelt meget færre grønne startups end i Sverige, ifølge Danske Banks sammentælling. Men vi har da nogle vækstvirksomheder, vi på en dag i medvind og solskin kan sige har en vis begyndende størrelse. Fx i energisektoren Green Hydrogen Systems, Everfuel, Monta, Better Energy og European Energy samt Seaborg. I en ikke fjern fremtid skal de forhåbentlig bruge endnu mere kapital for at blive internationale successer. Vel at mærke især dansk venturekapital, så vi ikke sender dem for tidligt ud af landet. Den type accelerationskapital har regeringen allerede afsat 4 mia. kr. til. Men alene Northvolt har fået flere gange det beløb i indskudt kapital! Og fintechs som Pleo og Lunar har senest hver brugt 1 mia. af den type efter A-runden. Så der er altså til 4 stk. af de grønne!

Vi skal nok være mere ambitiøse! Vi skal måske skæve til Macron og Frankrig og sikre os en meget større grøn klimafond. Alternativt skal bare lidt flere af vores 4000 mia. kr. i pensioner sendes den vej, fx ved en reduktion af PAL-skatten på risikofyldte grønne investeringer op til måske et par hundrede mio. kr.

 

Små. Mangler vi også tidlig grøn kapital?

Meget andet inklusive adfærdsændringer hos brugerne skal til. Der skal smartere teknologi ind overalt til at styre energi mm. i bygninger, fødevareomstilling, ny logistik. Alt sammen godt stimuleret af CO2-afgiften fra 2025. Meget er opfundet. Andet ikke helt. Så tidlig grøn kapital skal der også til, ellers kan grønne startups hverken komme i gang eller vokse hurtigt. Det ene vigtige, vi her kan gøre, er at matche private investorer 1:3. Hvis private vil lægge hånden på kogepladen i en tidlig fase, så kan staten vel roligt toppe op med det 3-dobbelte i lån. Under corona-krisen viste den model sin styrke. Og Vækstfonden er ikke gået ned, men tværtimod lige kommet ud med rekordregnskab. Den type lånekapital på gode vilkår, er win-win-win for grøn virksomhed, stat og tidlige arbejdspladser.

 

Staten må gerne fylde lidt lige her!

Omstillingen nu på grund af uafhængigheden af Putin skal gå så stærkt – og er samtidig svær. Peder Lundquist, EKF Eksportkreditfonden, stod i går klar med 30 mia. kr. i lånekapital, vel især til den lovende eksportside af ”energieventyret”. Og han gav i Børsen et meget godt eksempel på hønen-ægget problemer i feltet: ”Investorer i PtX-anlæg venter på blandt andet infrastrukturinvesteringer (f.eks. et brintrør), mens infrastrukturinvestorerne venter på, at der er en efterspørgsel. Investorer i PtX-anlæg afventer også, at offtakers er klar til at binde sig til længere kontrakter, mens offtakers kigger på deres rammevilkår.” Der er brug for en stat, der på én gang kan sikre rammevilkår og finansiering, hvis vi fx med PtX skal ”slå over vores vægtklasse”, konkluderer han. Og DEIF, fusionen af EKF og Vækstfonden til Danmarks Eksport- og Investeringsfond, bliver givet her væsentlig.

Hovedproblemet for finansieringen bliver bare ikke at yde flere eksportlån fra Vestas til Danfoss – selv om vi unægtelig har en gylden chance for eksport af både el-energi og energieffektivisering. Det bliver, om vores mellemstore grønne vækstvirksomheder kan få vækst- og accelerationskapital, og om de private grønne business angels og venturefondsinvesteringer hurtigt nok får tilstrækkeligt med midler. Vi vifter med fanerne i alle farver og håber det bedste.