Foto: Getty Images.

LEDER: Hvornår kommer 3. coronastrategi?

Som vi alle ved: Onsdag aften skiftede regeringen strategi fra (forsigtig) inddæmning til (radikal) forsinkelse af COVID-19-pandemien. Med voldsomme konsekvenser. Danmark er lukket. Og den spæde iværksætter og lille café smækker døren i. Tredje strategiskifte trænger sig på. Snart vil alle tale om det. Her ser Bootstrapping frem – og vædder på hvornår det vil ske.

Først skulle de få første smittede opspores og i karantæne. Sådan som man har gjort i århundreder med smittede. Men de alpine skientusiaster var bare smuttet hjem upåagtet. Så Sundhedsstyrelsens første strategi var hurtigt passé. COVID-19 er for de fleste meget mild og usynlig, hvorfor smitten fint vil husere, til 600.000 danskere er smittet. Det vil ske. Men må forsinkes, så vi ikke får italienske tilstande.

Derfor kom strategiændringen til en inddæmningsstrategi. Og den blev så ellers eksekveret for fulde sejl. Nu er hele landet, grænserne og skolerne lukket ned, rejse- og oplevelsesbranchen ved at dreje nøglen om, virksomheder i åndenød, og vi lever med midlertidige love af en art, vi normalt anser for illegitime. Godt så.

Vi skal handle konsekvent

Vi har sluttet op om Søren Brostrøms sundhedsfaglige rationale for 2. strategi:  Vi skal gennem vores adfærd bidrage til at forsinke smitten, så sundhedsvæsenet kan berede sig på at behandle gamle og kronikere. Vi har 1.238 respiratorer, og de skal støves af. Nye skal købes. Og vi skal have omorganiseret og uddannet 4.000 sundhedsfaglige til at betjene dem. En kæmpe opgave, der kræver forsinkelse af smitten til den halve million danskere, hvoraf så fremadrettet 11.000 vil skønnes at blive registreret smittede på grund af stærkere symptomer, og 3.000 alvorligt.

Sagt mere direkte: Som ved al anden influenza vil mange dø (anslået 1.650-5.000), men i den danske velfærdsstat skal det selvsagt ikke ske ubehandlet og kaotisk. Slet ikke for en regeringsleder, der er selvudnævnt ambassadør for børnene og de svage. Vi skal derfor undgå italienske tilstande og handle konsekvent, som kineserne gjorde fra januar. Og vi har i alle familier gamle eller kronikere. Så det var menneskeligt og politisk meget let at slutte op. Ja, umuligt andet.

”Næsten” folkelig opbakning

Strategi 2 fik da også straks fuld politisk opbakning inklusive beundring for Mette Frederiksens håndfasthed. Men i skrivende stund – fire dage senere – må man allerede sætte et ’næsten’ foran den fulde folkelige opbakning.

  • Næsten, for vi skal så lige se bort fra folks hamstring af toiletpapir. Men når de en hel aften på DR – som misforstået public service – kan læse og høre, at ”Danmark lukker ned”, var det vel en undskyldelig enkelthændelse. Men måske kun den første …
  • Næsten, fordi det er åbenbart, at græselukningen både for Frederiksen og Trump er politisk motiveret. På hver sin måde og baggrund skal de vise handlekraft og konsekvens. Og når man ser sig som leder af et sundt folk i et sundt samfundslegeme, er tanken om, at smitte kommer udefra måske også mere tilgængelig. Heldigt, at mange EU-lande følger trop, så hele verden ikke tror, at Danmark alene, verdens mest åbne økonomi, er lukket ned. For det er ikke sundt …
  • Og næsten, fordi vi godt kan finde ikke bare enkelte borgere, men også rigtige læger, der ikke helt forstår, hvorfor hele samfundet, i stedet for – som normalt – de potentielt faretruede, skal holdes i karantæne for en virus med små symptomer og, i hvert fald i forhold til fx fugleinfluenza, relativt lav dødelighed. Så der vil blive sat spørgsmålstegn ved rationalet, også selvom myndighedernes strategi hænger sammen og for de fleste af os virker velbegrundet …

Hvor længe vil opbakningen vare ved?

Trods disse sprækker er der massiv opbakning, også fra erhvervslivet, der bare vil kompenseres. Og er blevet det. Men den opbakning bliver ikke nødvendigvis ved. For ét er den sundhedsfaglige begrundelse for at strække viruskurven, der for normal influenza er 3-4 måneder. Der er en anden lige så vigtigt kurve: legitimitetskurven.

Hvor længe kan man lykkes med som samfund at holde lukket for liv og erhvervsliv for at forsinke en – for det massive flertal – ufarlig smitte? Hvor længe kan Danmark som åben økonomi være på vågeblus? Hvor mange skal gå konkurs i likviditetstørke, hvor mange miste deres job uanset arbejdsfordeling og lønkompensation? Hvor langt ned må aktier komme, hvor dyb krise (der også ødelægger liv) vil vi tillade? Og hvor mange milliarder vil regeringen brænde af, så der ikke er nogen tilbage til dens løfter om Arnes førtidspension og til de store klimaomstillinger?

Hvad gør mest ondt samlet set?

Vigtigst er, at 6,5 mio. mennesker kommer til at betale regningen for regeringens inddæmning – og jo bedre den virker, jo højere er prisen. Er den det værd, vil det nytteetiske spørgsmål lyde fra stadig flere. Hvad gør mest ondt samlet set?

Og måske reelt vigtigst: Hvor længe kan moderne mennesker holde ud at gå uvirksomme og rastløse, ikke at måtte tage på arbejde, børn ikke lege på legepladser, unge ikke mødes og uddannes, pårørende ikke komme til begravelse? Altså, før de selv tager sagen i egen hånd og alligevel interagerer og smitter hinanden. For det begynder allerede nu at ske. Og det uagtet, at alle har en yngre kroniker eller ældre onkel i risikogruppen, og de fleste forstår nødvendigheden. Og også selvom vi i krisen opdager og tager de nye digitale teknologier til os.

Vi kan arbejde, studere og samarbejde uden at sende mennesker og til dels varer rundt. Det giver, som en af krisens få positive sider, nogle iværksættere gode ideer. Men det løser så langt fra alle branchers akutte behov. Og det erstatter heller ikke de sociale behov. Danskernes ”hygge” består i snak, sladder og social kontakt. Jo flere, jo hyggeligere. Og helst med kropskontakt.

Tør gøre det ”onde”

Strategi 2 vil være en strategi for en periode i et samfund, hvor folket nok først elsker at se den stærke leder tugte os. Men kun kort. Derefter skal man kunne se meningen og nytten. Ellers vil civil ulydighed brede sig endnu mere. Kan den enkelte ikke se logikken i ikke at kunne rejse ud eller hjem, ikke se, at ens eget ”samfundssind” er piske-nødvendigt for at hjælpe andre og svagere. Så stopper beundringen for pressemøderne. Er der ikke et massivt kommunikations- og medietryk med ”lig i gaderne”, dvs. masser af ubehandlede på hospitalsgangene, så kan det godt blive svært at holde Danmark på vågeblus.

Overgangen fra strategi 2 til 3 vil kræve endnu sværere statsmandskunst. Den kommer nemlig, når en statsminister for alvor skal til at håndtere og kommunikere de multikomplekse afvejninger: Hvor langt kan vi erodere et samfunds liv og økonomi i forhold til, hvor mange der nu skal have hjælp? Har vi ikke forsinket nok, når sundhedsvæsenet kan håndtere cirka det forventede antal indlagte ved en influenza?

Ved den overgang skal der skiftes fra alene en protestantisk opofrelsesetik for de få svage til også at argumentere i en nytte- og statsmandsetik. Til en strategi 3, der afvejet også tør gøre det ’onde’. Men det er svært. Især i Danmark. Krisen afspejler et velfærdssamfund, hvor det indtil nu har været utroligt vanskeligt at sige nej til noget, fx til en livsforlængende behandling om så den koster en million og holder en 87-årig i live i et par måneder. Et samfund, hvor knapheden og den økonomisk nødvendighed længe har været væk til fordel for en dominerende social-etisk diskurs. Den, der fra DR til Politiken og sociale medier handler om, at næsten alle er ofre, det er synd for, og om alt det gode, den enkelte burde gøre.

Nu kommer regningen for det. Snart og kontant. Sundhedsstyrelsens eget bud er – indirekte – 13. april. For det er datoen for deres (få) hjemsendte medarbejdere. Samme slutdato har grænselukningen. Mens pakken med lønkompensationen er sat helt til 9. juni. På redaktionen diskuterer vi, om den politisk-kommunikative strategi 2 kan holde helt til efter 1. maj eller kun til 7. april. Vi hører gerne din mening.

Denne leder er bragt middag tirsdag den 17. marts 2020.