Jeg synes, det er fedt, at Roccamore og særligt Frederikke Antonie Schmidt bruger deres stærke platform til at sætte fokus på kvinders repræsentation i magt- og beslutningsrum.
Når vi hylder kvinder, der har magt, handler det ikke om at glemme andre – det handler om at skabe mere diversitet der, hvor beslutningerne træffes. Kvinder udgør jo halvdelen af befolkningen, men er stadig markant underrepræsenteret i bestyrelser og på C-level.
Det betyder, at vigtige beslutninger ofte træffes uden at afspejle den virkelighed, de påvirker.
Rendyrket whataboutism
Noget af kritikken har gået på, at kampagnen reducerer magtbegrebet til kvinder i C-level og bestyrelser i erhvervslivet – og at magt jo også findes andre steder, f.eks. hos offentlige ledere eller SOSU-assistenter.
Selvfølgelig er magt mangfoldigt, og alle former for magt fortjener anerkendelse. Men kritikken af kampagnen er efter min mening rendyrket whataboutism, altså at afspore diskussionen ved at pege på noget andet, i dette tilfælde andre grupper af magtfulde kvinder.
Kampagnen adresserer et helt konkret problem: at kvinder stadig er markant underrepræsenteret i ledelse, hvor der træffes beslutninger med enorm betydning for vores samfund og økonomi. At sætte fokus på det udelukker ikke andre definitioner af magt, men det er ikke rimeligt at forvente, at alt kan dækkes under en kampagne.
Rollemodeller der inspirerer
Jeg tror egentlig på, at kvinder i mange tilfælde godt selv kan tage magten – men der er altså stadig masser af barrierer, ikke mindst i startup- og investormiljøet.
Netværk, kapital og kultur er stadig domineret af mænd. Derfor handler det både om at inspirere kvinder til at tage pladsen/magten og samtidig ændre de strukturer, der fastholder skævheden.
Mangfoldighed i ledelse skaber stærkere løsninger til gavn for hele samfundet – og de af os kvinder, som går forrest, hjælper med at bane vejen for flere – også i de næste generationer.
Læs: Roccamore-casen – branding skabt til at gå over stregen?
