Kåringen af Årets Vækstiværksætter er aflyst. Lad os i stedet kåre Årets Istøttesætter. Lad os ære og hædre de virksomheder, som har været bedst til at skaffe støtte via statslån, grants osv. og slå alle konkurrenter af banen – med statens hjælp. Timme B. Munk giver et stærkt sarkastisk billede af det låne- og gearing-cirkus, han med baggrund i Economist ser tegne sig i det danske økosystem.

Lad os bryde tabuet

Her er ikke noget at skamme sig over. Staten har støttet alt og alle under coronakrisen. Kassen er åben, whatever it takes. Ikke mindst i startupøkosystemet, hvor offentlige soft money fylder overalt.

En ny epoke tegner sig: istøttesættelsens epoke. Sig goddag til en ny tid, hvor statens støtte for alvor bestemmer, hvem som skal leve, og hvem som skal dø. Fremtidens kamp handler om, hvem der er den stærkeste i tilskudsjunglen.

Den marxistiske økonom Piketty blev berømt for sin formel G < R. Budskabet var, at kapital (R) altid vil slå indkomst fra arbejde og den samlede vækst (G). Lønarbejderne kan derfor aldrig blive rige på deres arbejde alene. De rige kan læne sig tilbage og leve af deres investeringer, mens uligheden og uretfærdigheden vokser.

Istøttesættelsens epoke

Efter coronakrisens hyper-keynesianske gavebod har vi en ny formel. Iværksættelsen < Istøttesættelsen. Oversat til dansk: Indtægter fra støtte slår i dag alt andet. Staten slår markedet. Den istøttesatte slår iværksætteren, som er dum nok til at insistere på at stå på egne ben.

Det markerer enden på kreativ destruktion. Når alle får statsstøtte, skabes en medløbereffekt, hvor statspenge er en nødvendig forudsætning for overhovedet at overleve i konkurrence. At ville slå staten, er ikke modigt, men dumdristigt. Ingen kan jo i længden kæmpe mod finanslovens milliarder, slet ikke, når den har fået turbo på af gearing, og lånte penge kastes ud til alle og enhver.

Hellere statsstøttet zombie end selvstændig iværksætter

Det anerkendte tidsskrift The Economist havde i sidste uge et stort tema om de såkaldte zombie-virksomheder. Som de skriver: “Competition between businesses can deliver vast rewards to the winners, as rich lists dotted with spacefaring billionaires attest. The fate of the losers, on the other hand, is a gruesome demise. At least, that used to be the case. A horde of companies has of late emerged that is neither profitable nor condemned to liquidation or takeover. Such corporate “zombies” stalk the business landscape. They are bad news for the economy. And many more firms are in danger of being zombified during the covid-19 downturn.”

Ifølge The Economist defineres en zombie som “firms that fail to generate enough revenue to make their interest payments on borrowings for three years running, and have low valuations that suggest moribund prospects.”

Massivt statsstøttede virksomheder, zombier, er ifølge The Economist the new normal. De er hverken rigtigt levende eller rigtigt døde, men eksisterer for evigt som politiske og forretningsmæssige fantasifostre på statens goodwill.

Her mangler en kontakt med virkelige kunder og ikke mindst en kritisk kundemasse. De mangler et bundtræk af rigtig efterspørgsel. Problemet med disse virksomheder er, at de holdes kunstigt i live af statspengene, mens de gør livet surt for andre virksomheder, som har kunder og fat i et faktisk marked. Zombier skræmmer så at sige de levende væk.

Lyder The Economists zombie-beskrivelse ikke mistænkeligt tæt på en typisk startup? Er der zombier i det danske startupøkosystem? Uden tvivl. De er jo ifølge The Economist overalt. Man kunne overveje, om al den offentlige støtte gør det svært at skelne skidt fra kanel. Ja, når alt og alle er på støtten, hvem har så skabt en forretning, som kan leve uden støtte?

Statsstøtte er det ypperste mål for succes

Selvom måske kun lidt over 1 ud af 3 startups overlever de første 3-5 år, er dødeligheden stadig for lille. Spørgsmålet er, om der er for få startups, som dør, og især for mange, der lige nu dør for langsomt, fordi de bliver holdt kunstigt live i statslige kuvøser og beskyttede værksteder? Altså, hvor en zombie-virksomhed hopper fra istøttesættelse til istøttesættelse – i nogle tilfælde med hjælp fra investorer, som har alt at tabe på at lukke ned, selvom det retteligt burde være sket for længst, og hvor investorerne blot forlænger lån med nye gearede lån.

Et muligt problem er ikke mindst de små startups, som har så lave operation costs, at de kan leve som statsstøttede zombier for evigt. Problemet har muligvis været en alt for ukritisk vilje til at lade tusinde blomster blomstre ud fra devisen: jo flere, jo bedre.

Er startupscenen velfærdsstatens yngel?

Ja, nogle startups er måske ligefrem honningfælder, som lokker flere til en åbenlys dødssejler. Hvor BA’er kaster endnu flere gode penge efter dårlige eller lokker nogle om bord på den synkende skude, som aldrig kan synke på grund af statens støtte. Alle de lette soft money kan også medføre manglende finansiel disciplin. Istøttesættelsen skaber en kultur og idé om, at lånsætning aldrig nogensinde er et problem, men er løsningen i sig selv. Ja, at klassiske dyder som overskud er et tegn på manglende dynamik og vækst ud fra devisen, at hvis alt er under kontrol, går det for langsomt.

Pointen er, at alt for mange starter, fordi risikoen simpelthen er for lille, fordi staten tager for meget af risikoen for hurtigt og for alt for mange. Sandheden er vel, at IKKE alle burde have fået penge, som staten nu så rundhåndet deler ud af? For der findes vel nogle virksomheder, som får offentlige midler i dag, som ikke burde få det?

Vi savner tydeligvis en åben og ærlig diskussion af den slags hard questions i økosystemet frem for det evindelige send flere penge-piberi, som findes overalt i velfærdsstaten. Ja, hvad der egentlig er uklædeligt for et miljø skabt af mennesker, som er selfmade med succes uden statens hjælp.

Staten virker. Spørg Mærsk

Før vi blindt hader igennem på istøttesættelsen, må vi forstå, at forholdet mellem stat og marked er en kompleks problemstilling med få enkle svar, hvor de to både kan hjælpe hinanden eller stå i vejen for hinanden på en og samme tid.

Istøttesættelsen er altså ikke kun dårlig. Bevares. Vindmølleindustriens kæmpesucces voksede ud af statens kærlighed og omsorg. Zombien blev efter årtier en eksportsucces. Statens kæmpestøtte har holdt hånden under dansk økonomi i coronakrisen.

Vi hylder den liberale markedskapitalisme, men se blot på den kinesiske statskapitalisme, som stormer frem i coronas skygge. Staten virker. Spørg Mærsk, som kæmper en ulige kamp mod statsstøttede kinesiske fragtruter.

Lad nu politikerne helt åbent bestemme, hvem der skal være markedets vindere. Mange politikere elsker SAS som potent skandinavisme. Ergo, lad SAS overleve på trods af, at markedet er væk. Naturligvis er det gode penge efter pivringe, men ingen kvaler, staten betaler. Markedet er jo allerede korrupt, politisk og gennemreguleret. Vi har historisk hyldet iværksætteri, men spillereglerne og den økonomiske tyngdekraft er nu for alvor sat ud af kraft. Vi må skifte spor.

Lad os glemme alle de fine liberale fornemmelser og markedsfundamentalismen. Lad os springe ud af skabet og kærligt omfavne den stærke, gode, kærlige stat. Ja, istøttesættelse burde være et fag i folkeskolen fra nulte klasse. For istøttesætteren vil redde os allesammen, nu når markedet er væk.

Det er sjældent zombier, der redder de levende på filmen. Men måske bliver vi positivt overrasket denne gang, og verden bliver reddet af zombierne. Staten er jo last man standing, når økonomien er mere død end levende. Staten har reddet os igennem første bølge. Det kan ske igen på vej inden i anden bølge. Tro på det. Vi er ikke i en zombie-armageddon.

Vi er i en zombie revival med statens hjælp, hvis alt går godt. Det lyder skørt, men skøre tider kræver skøre løsninger.