Regningen er landet i Europa

Europa accepterede modvilligt 15 % told fra USA sidste måned. Selvom der var forhandlinger og forsøg på alternativer og diplomatiske manøvrer, endte det i overgivelse. EU erkendte, at man manglede de nødvendige håndtag til at slå igen.

Den egentlige grund er, at vi bruger 2 % af BNP på forsvar, mens vi læner os op ad den amerikansk sikkerhedsparaply, der koster dem 3,5 %. Regnestykket kom endelig frem.

Nu følger der en eksplicit prisseddel med sikkerhedsparaplyen. EU-USA-handlen repræsenterer et nyt kapitel i europæisk historie: suverænitet som en abonnementsordning, hvor leverandøren justerer prisen efter markedsvilkårene.

Det overraskende er ikke, at USA endelig præsenterede regningen. Det overraskende er, at vi stadig bliver overraskede. Hver afhængighed skaber et pres. Hvert pres bliver før eller siden omsat til penge. Den behagelige og traditionelle antagelse om, at sikkerhed og økonomi fungerede i adskilte sfærer er netop slut.

 

Hvordan endte vi så her?

De afhængighedsbånd, der virkede rationelle engang, viste sig i sidste ende at være fejlagtige – og fælder, der klappede, da verden ændrede sig.

Forsvar: Fredsdividende-fælden
At outsource forsvaret til USA frigav BNP til sociale programmer og infrastruktur. Det virkede fra 1945 til 2024. Fredsdividenden finansierede den europæiske samfundsmodel, vi med rette er stolte af. Så kom regningen – i form af told.

Energi: Den billige gas-illusion
Energiafhængigheden var altid en sårbarhed. Europa har i årtier betalt højere energipriser end USA og Kina. Afhængigheden af russisk gas – særligt tydeligt i Tyskland siden genforeningen – var en fejl allerede i 2005, netop fordi den ledte til situationen i dag. Da Rusland invaderede Ukraine, lærte vi prisen på den afhængighed at kende. Frankrigs atomkraft og Norges olie kunne ikke kompensere for, at Tysklands industrielle hjerte blev blottet.

 

Den behagelige middelvej og vækkeuret der ringer

Europa valgte den behagelige middelvej – illusionen af strategisk autonomi, mens de faktiske afhængigheder voksede. Det fungerede, så længe ingen kaldte bluffet.

Nu kommer regningerne, og vi opdager, at suverænitet ikke er gratis. Tre ting ændrede sig i 2025 og gjorde spørgsmålet om suverænitet uundgåeligt.

  • Regningerne blev eksplicitte
    Trumps told er ikke abstrakt teori – de rammer vores eksportører direkte og gør dem mindre konkurrencedygtige. Da Ørsteds vindkontrakter blev annulleret pga. adgang til Grønland, var signalet klart: selv tætte allierede rammes økonomisk, når strategiske interesser divergerer.

  • Alternativerne blev synlige
    Kinas industripolitik – længe hånet som spild – leverede resultater. Mens vi debatterede markedslogik, byggede Kina markedsdominans. Læringen er ikke, at vi skal kopiere Kina, men at strategiske sektorer kræver strategisk tænkning.

  • Teknologien skiftede
    Vi går ind i en ny æra: Physical AI. For første gang i to årtier har Europa strukturelle fordele.
    • Perception AI i 2010’erne (computer vision, voice recognition): USA dominerede med datamængder.
    • Generativ AI i 2020’erne (LLMs, billedgenerering): USA vandt med compute og kapital.
    • Agentisk AI i dag (workflow-automation): Europæere som n8n og Loveable konkurrerer effektivt.

Men Physical AI – robotteknologi, produktionsautomatisering, energisystemer – er noget andet. Her har vi fabrikkerne, der skal automatiseres. Vi har de industrielle kunder, der ved, at produktion stadig betyder noget.

 

Vejen frem?

Europa står for 19 % af verdens fremstillingsoutput mod USA’s 17 %. Netop som vi syntes at være fanget i teknologisk afhængighed, skifter teknologien i retning af vores styrker.

At bygge europæisk teknologisk suverænitet kræver tre ting: talent til at skabe, kunder til at købe, kapital til at skalere. Vi har det første – Europa uddanner flere STEM-ph.d.’er end USA og har flere softwareudviklere i absolutte tal. Det andet kan løses med reformer i offentlige indkøb. Men det tredje – kapital – er flaskehalsen, der kvæler alt andet.

En afgørende del af USA’s succes er dybden i deres kapitalmarkeder. Kapital flyder til giganter, vækstlag og startups. Alle trin på stigen betyder noget. Amerikansk venturekapital er på 585 $ pr. indbygger mod Europas 104 $ – en faktor 5,6.

Årsagen er strukturel:

  • Amerikanske og canadiske pensionsfonde går efter at maksimere afkast over tid.
  • Pensionsfonde i mange Europæiske lande er underlagt regler, der tvinger dem til at minimere kortsigtet udsving frem langsigtede afkast. Derfor allokerer de for meget til obligationer, og alt for lidt til aktier. 

Resultatet er, at indre kapital til produktive aktiver i Europa flyder udad og mest mod vest. Britiske pensionsfonde har fx kun 4,4 % i britiske aktier. Det er det laveste niveau nogensinde. Vi er ikke bare forsigtige. Vi eksporterer også vores risikovillig kapital.

Løsningen kræver to ændringer:

  1. Gør pensionsskattelettelser betinget – fuldt fradrag kun ved investering i europæiske produktive aktiver.
  2. Redefinér forvalternes pligt fra at minimere volatilitet til at maksimere langsigtet værdiskabelse.

Strategiske sektorer

Der er lige nu groft skåret ti sektorer, der afgør den teknologisk suverænitet: halvledere, energilagring, kritiske materialer, AI, biotek, forsvar & rumtech, kvantecomputing, telekommunikation, robotteknologi og autonome køretøjer. 

Intet enkelt land kan mestre alle – derfor er samarbejde nødvendigt. UK-EU-samarbejde er ikke”nice to have”, men en nødvendighed.

Regningen og kløften vokser måned for måned. Hver udsat beslutning fordyrer næste skridt. Men vi har alt, hvad der skal til for at betale.

Når europæiske iværksættere og ingeniører får ressourcerne, bygger de verdensledende virksomheder: ASML dominerer halvlederudstyr, Airbus overgår Boeing og Siemens leder industriautomatisering. Læringen er ikke at udpege nationale mestre, men at skabe rammer, hvor tusinder kan konkurrere – og de bedste naturligt kan vokse frem.

 

Mulighederne er enorme i Europa

For investorer er mulighederne historiske. Europæiske B2B-startups skaber mere end dobbelt så meget omsætning pr. investeret krone som amerikanske. Og ifølge Cambridge Associates har europæisk venture allerede leveret bedre afkast end amerikansk over de seneste 10-15 år.

Men det kræver, at vi handler nu. Energi, forsvar og digital fremtid kan ikke være baseret på udenlandsk velvilje.

Regningen er forfalden. Vi kan betale den ved at bygge strategisk autonomi i kritiske sektorer – eller vi kan fortsætte med at administrere tilbagegangen. Det, vi ikke kan, er at lade som om, valget ikke findes.

Den behagelige middelvej er lukket.