Ugen i økosystemet… Tue eller Tvede?

Tv. Lars Tvede og th. Tue Mantoni.

Tue eller Tvede? Skal hjælpepakkernes milliardplastre rives af eller forlænges?
”Enhver er sin egen lykkes smed,” siger markedsliberalisten. ”Størst mulig velfærd for alle,” siger socialdemokraten. Det var sådan cirka, hvad vi lærte i min skole, dengang samfundsfag ikke var opfundet endnu. De ideologiske refleksioner har her på Bootstrapping de sidste to uger været mere avancerede, og rollerne fordelt mere subtilt i forlængelse af c-krisen.

Lars Tvede, unægtelig kendt og populær investor i vores miljø, har advaret mod, at hjælpepakkerne, herunder Vækstfondens produkter, gør virksomhederne ”afhængig af staten.” Synderen er skatterne. ”Hvis dit startupprojekt går i vasken, og det gør det 3 ud af 4 gange, er du måske forgældet for livet, men hvis det går godt, skal du aflevere 67 procent sammensat marginalskat.” På grund af marginalskat, halvelågeskat og kapitalvindingsskat har vi så få vækstiværksættere, og de, der er, flygter ud, lyder det fra Lars.

Tue Mantoni, tidligere direktør i B&O – hvor i ugen afdøde Ole Andersen sad som bestyrelsesformand, og for hvem det tre gange lykkedes at rejse ny kapital til firmaets frelse – har været Danmark rundt på sin Triumph-motorcykel og opdaget intet mindre end velfærdsstaten som tryghedsskaber. ”Det kan godt være, at vi betaler lidt mere i skat, men når vi regner det hele ud, så har det en kæmpe værdi, fordi vi får meget mere talent, fordi alle kan få en gratis uddannelse, og når vores medarbejdere bliver syge, så kommer de hurtigere tilbage på arbejde,” fortæller Tue til Bootstrappings redaktør. Tue er tæt på Venstres erhvervsordfører, Tommy Ahlers, da de begge var McKinsey-konsulenter i deres unge dage.

For Tvede betyder velfærdsstaten tab af al værdiskabende initiativ, et slavesind a la det, Anders Fogh udmalede i minimalstatsbogen. For Tue betyder velfærdsstaten, når den er bedst, at det hele fungerer.

Lidt samme holdningsforskelle løber ud i diskussionen af krisen og hjælpepakkerne med overraskende rollefordeling. De offentligt ansatte forskere, de tre økonomiske vismand, siger kort fortalt i deres ret fremragende rapport om udfasning af pakkerne: Riv plastret af hjælpepakkerne, inden de bliver sovepuder. Omvendt siger Dansk Metal og DI samt andre af de store private erhvervslivsorganisationer: Tøv nu lidt, vi skal stadig holde hånden under arbejdspladser, vi ellers taber, for svigt, ikke mindst, og eksporten.

På Bootstrapping konstaterer vi bare, at vi lever med et særligt kompromis mellem kapitalisme og socialstat. Og i økosystemet kan vi uanset, hvilken ideologi man måtte bekende sig til, være glad for at ”vores” hjælpepakke i forhold til likviditet og 1:3-kapitalrejsning var ”hjælp til selvhjælp”, altså lån. For så er der ikke noget, der kunstigt opretholdes. Og samtidig er Vækst- og Innovationsfondenes pakker jo principielt åbne for alle ramte. Men debatten er næppe slut, og lad os da gerne gentage den bekendelse, vi havde allerede 15. marts: Lad os komme fra pacificerende hjælpepakker til stimulation af vækst og i stedet sænke de tre skatter, Tvede angriber.

Professor på CBS i innovation og vækst, formand for ITB’s udvalg for økosystemet af iværksættere og nyt medlem af DanBAN.

Profit eller vækst?
Men ellers har diskussionens fokus de sidste mange uger været på Vækstfondens fire produkter, og hvem der er hvor langt med at få 1:3-matchet sin næste kapitalrejsning. Godt så, det emne har vi boret i og boret ud. Vi har talt mindre om fokusskiftet – med den påførte økonomiske krise – fra metrics på toplinje og skalering til fokus på bundlinje og traction. Og det, at magten samtidig allerede er gledet og skredet fra founders mod investorer.

Jeg synes jo, den svundne founder-magt kan være sund nok. Sidste år havde jeg fx en illustrativ investoroplevelse sammen med Michael Moesgaard. Vi indgik i proces med og værdisatte en dygtig startup til 60 mio. kr., hvorpå en anden investorgruppe lige lagde de 100 mio. kr., som de tre founders selv i deres drømme-pitch havde ønsket, men selvsagt ikke forventet. I dag var det næppe sket. Så venner: Den hverdag, Dan Turèll elskede, er oprundet. Jorden kalder.

Omvendt skal vi så passe på, at vi nu ikke ender i den modsatte grøft med ren investorsjakren a la Løvens Hule, hvor investors ejerandel indimellem lige fordobles til usund størrelse på minutter.

Søren Stig, CEO Lifeline Robotics.

Impact eller robot?
Hvad er bedst at investere i lige nu? Hvad giver merafkast og gavner samtidig her i c-krisens tid? Robotter, så vi ikke skal have alt lavet i Østen? Eller impactinvesteringer, så vi kommer ud med en bæredygtig klode?

Jeg ville spørge den gamle A.P. Møller-mand Søren Stig, for han er nok mister impactinvestor par excellence for mig i Danmark. Men nu ved jeg, hvad hans svar er. Begge dele selvfølgelig! Søren har de sidste tre måneder været CEO i Lifeline Robotics. Og nu skal den nye robot til mundtest af COVID-19 ud i den store verden. Vi glæder os til at følge dens sejrsgang med alle de millioner af tests, der skal tages. Tests, der så ikke udsætter sundhedspersonalet for fare og stress: ”Vi er ved at segne”, som dansk testpersonale udtalte i Politiken 2.6. Her er i al fald impact for pengene.

SVP, Growth & Impact i Danske Bank.

Sandt eller falsk om impact?
Nu vi er ved impact, så vælter, ifølge Finans 2. juni, ”Nye investeringsfonde til den gode samvittighed frem”. Godt, tak, men hvorfor skal impact skildres som et rent samvittighedsspørgsmål i stedet for som et investeringsspørgsmål? Det er faktisk én af de centrale 10 myter, Danske Bank har punkteret i en ny rapport, lavet sammen med Rainmaking. Forstå det nu presse: Vi investerer i impact, fordi det giver god IRR. Period.

Da jeg selv optræder, skal jeg undlade at sige, at rapporten er sej og punkterer væsentlige myter.  Samme gælder +impact, bankens herligt forbedrede platform for impact investment, vi har omtalt. Så registrér dig, og bliv en af 1.000 startups. Eller det halve antal investorer i Norden. Hvad enten du er nysgerrig eller impacter. Platformen belønner især de prof. på feltet, men er absolut til at gå til for alle andre. Det er ikke Klavs Hjort og venners skyld, hvis impact ikke vokser. 

Th. Esben Elmø.

Hvad er et ”C-meeting” i Fællesparken?
Kan det være Nedre C i Parken, hvor du ikke skal opholde dig, hvis du vel at mærke ikke også er FCK-fan? Eller eksklusivt for C-levels, som det hedder, når sælgere kun snakker om, men ikke med CEOs?

Nej, jeg taler om Mette og Esben, der laver et fysisk CoronaTech-event (d. 11. juni ved isboden, kl. 16.30). Vi skrev en del om CoronaTech-initiativer i marts, bl.a. C19.dk, der hurtigt fik 25.000 af os med for at følge smittetrykket, dengang testkapaciteten var elendig. Herunder om min gamle makker fra GroupCare-dagene Esben Elmø (ja vi nåede med GroupCare 700.000 danskere fire år før FB) ,der lavede og gratis forærede myndighederne en app, der mobilt sporede, hvem man mødtes med, og sendte en notifikation, hvis man var tæt på en registreret smittet. Men, men, staten ville ikke have de gratis løsninger; hellere bruge 10 mio. kr. på Netcompany-løsninger, der efter sigende nu er overflødige eller kasserede. Offentlige indkøb og udbud, er skabt for de store (til de store skandaler, fristes man nogle gange til at tænke).

Omvendt, som den erfarne IT-journalist Dorte Toft har fremhævet til en artikel i POV International: Staten sikrer sig jo mod at indkøbe fikse ideer, hvilket så ikke lige var tilfældet her. Men faktisk har c-krisen styrket digitaliseringen enormt i den offentlige sektor. Jeg har snakket med en del kommunaldirektører om, hvordan de efter års stagnation pludselig hurtigt digitalt måtte og kunne transformere alt fra skole over lægehjælp til mødet med ældre. Men lige det med at indkøbe fra vores økosystem, ja, det holder hårdt. Det og andet kan vi så drøfte til C-meeting i Parken – vel at mærke stadig uden for C-tribunerne. Indtil da må du ha’ en rigtig dejlig weekend.

Og send gerne tips fra din uge til mig på jesper@bootstrapping.dk. Og husk MobilePay 125016, hvis du vil læse med til en pris, du selv ”C”ætter!