Sirenerne har hylet 5. maj på befrielsesdagen, og ingen er hverken på krigsstien eller i krigshumør. Men når jeg nu skal samle op på hele to uger i økosystemet, er der er altså konflikter, hvis ikke krige på spil. Måske fordi udvikling også sker gennem kamp. Måske fordi pressen og SoMe-algoritmer prioriterer modsætninger. Nu får du i al fald lidt fredagsnyt fra økosystemets minefelter og kamppladser.

 

Venture-fælden eller 10X raketkrigen du taber

I bededagsferien læste jeg med lige dele interesse og undren et par artikler om ”venture-fælden”. I min undersættelse lyder angrebet på VC-vejen, sådan her:

1. VC’er ønsker, din forretning er en måneraket. Eller dør, så VC’en kan jagte videre efter nye skalerbare startups. Hvis du ikke er til denne enten/eller-tilgang, er du ikke alignet. Så lad være.
2. VC-delejerskab opleves som et ægteskab, hvor partneren kontrollerer dig. Hvis du er kreativ og selvstændig, er det ikke sjovt.
3. Udnyt krigsdividenden. I dag er online software billigt (det Tyler Tringass, Earnest Capital kalder Peace Dividends of the SaaS Wars), så du behøver måske ikke al den kapital for at komme af sted.
4. Du bliver alligevel ikke unicorn! De fleste ”unicorn-pladser” i de fleste industrier er optaget. Så du bliver opkøbt længe før, hvis du er en succes. Vi er i en ny ”deployment-fase” hvor software trænger ind i alle industrier og ikke levner megen plads til 10X-raketter.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra danske startups i venture-porteføljer, om de føler sig fanget i ”venturefælder”, for det er ikke lige mit eget indtryk. Men for mig er det en pointe, at alt i verden ikke længere er 10X, og at svimmel raketjagt givet kan være usund for nogen.

 

Æsel-cyklerne. Og den evige krig om værdiansættelser på First North

Der er mange pro’s and con’s ved at blive børsnoteret ud over de selvfølgelige med kapitaltilførsel. Det giver en offentlighed og en blåstemplingsom, som MapsPeople nu er næste i rækken til på Nasdaq First North. Med den følger også – især omkring noteringen – en ordkrig om værdiansættelsen. Og den kører på to planer, eller i to virkeligheder. Den pæne, blanke og professionelle. Og den mindre pæne, mindre professionelle og meget fantasifulde. Lad os tage vores ugens IPO-case, den store 110 mio. kroners notering af Donkey Republic.

Det er én type virkelighed, når CEO Erdem Ovacik begrunder hans mobilitetstilbud og vækstrejse herunder stilstanden under COVID-19, og når certified advisor Anders Lauth Lauridsen opregner et imponerende antal inden- og udenlandske institutionelle, der står bag noteringen. Enhver kan regne ud, at der er kulegravet i Due Dilligence og delt viden mellem aktørerne side op og ned.

Men der er en anden type retail-virkelighed på LinkedIn og andre på sociale medier. Der udfordrer man produktet med at ’kun danskere kan cykle’. Eller man tager et foto af en æselcykler i DR-byens kanaler og forudser så (uden at kende de 59 andre byer), at æselrejsen selvsagt vil og skal ende som i fortabte cyklers paradis. Eller og især går man efter værdisætningen af SaaS-modellen. Omsætningen gange et tocifret beløb hænger ikke sammen med valuation. Eller værre, startup kører med stort underskud, så hvordan dog… Mandagstrænere hedder den type i fodbold. Mandagsinvestorer er en parallel side af demokratiseringen af startup investment. Som i fodbold er det en ordkrig. Og charmen er selvfølgelig, at mandagsfolket kan få ret!

 

Hvad er det vi kæmper for? Her efter Corona- og Churchill-effekter

Jeg sad i et udvalg i Aktive Ejere, eller var det i DanBANs bestyrelse, lige meget, og fik det meget gode spørgsmål: Hvis du på det amputerede Folkemøde i juni skal fortælle et medlem af vores folketing, hvad vi kæmper for, hvad siger du så? De udsagn, jeg kan hænge det meste op på, ville være

1. Vi skal løfte de digitale løsninger og forretningsideer til den grønne 2030-omstilling. (Grønne growth fonde og specialiserede ventures; bedre forskerordninger, 130 % fradrag for grøn innovation).
2. Vi skal sikre, at vores succesrige startups får kapital og kan blive længere i Danmark. (Pensionsmidler stimuleres til growth fonde og børsmarked, medarbejderaktier, kapitalindkomstbeskatning ned, udenlandsk arbejdskraft ind).
3. Vi skal demokratisere ejerskabet til vores fremtidsvirksomheder. (Startup-pensionspuljer for alle lønmodtagere, diversitetsprogrammer, iværksætterskat væk, investorfradrag for risiko og en masse kultur- og skoleting).

Praktisk politik handler imidlertid ikke direkte om ideologiske mærkesager. Den handler for det første om at få eller fastholde magten. Falder Mette som Winston Churchill gjorde ved efterkrigsvalget? Det spekulerede valgforskere over i ugen – og en dag får de ret. Men næppe foreløbig. Og et andet magttema. Hvor mange opdelinger af Venstre skal vi opleve, når 20 års allierede, Claus Hjort og Lars Løkke, endte i skyggegravskrig i ugen, så Hjorten mente, at den eneste mission for Lars er at genere Venstre? Og politik er for det andet et spørgsmål om konkrete politiske initiativer, der kan komme på finansloven, når corona-spenderbukserne er lagt på hylden.

I onsdags behandlede jeg DI-advisory boards 25 forslag fra 14 vækstiværksættere, fordi det er det hidtil bedste samlede bud på konkrete politiske initiativer for vores økosystem. Et af de 25 sprang jeg over, nemlig at vi skal have lov til at geninvestere vores overskud, altså først betale selskabsskat, når vi (ofte sent i livscyklus) tager udbytte ud. Det koster nok i starten staten en 1 lille milliard pr. år. Men det er godt og originalt – og når man tænker det igennem, hjælper det faktisk på alle mine tre foreslåede mærkesager. Men kommer det med når forligspartier skal kriges om finansloven?

 

I krig med din tidligere founder-ven. Morten Strunge og Valuer

Jeg husker fra Morten Strunges tidlige erindringsbog ”En iværksætterberetning om at satse alt, tabe alt, udfordre de store og vinde … til sidst”, hvor konsekvent – eller ”brutalt” – Morten agerer i Onfone, Mofibo og Plenty. Helt nødvendigt for forretningen giver han sparket til nære founders, hvis de ikke længere skaber værdi. Det er en hård sandhed, at succes også er brutal krig. Og at fjenden ofte bliver den, der før var din ven. Det skal da give rabalder!

Men det kan også være svært at greje, om og hvordan en kollega performer? Jeg brugte et par år i 90’erne på at lave e-psyk.dk, en af mine alt for tidligt timede startups. Jeg tabte et par millioner, men lærte hvad paranoide, skizoide og psykopatiske personlighedsforstyrrelser er. Eller rettere, rigtig lære det gjorde jeg som leder for mange – dog uden at sætte labels. For 3-4 % af alle og nok især i de hurtigt skalerende virksomheder og i rådgiverbranchen lider af personlighedsforstyrrelser. Og dem finder Hogan, TT-38 og andre tests ikke, uagtet hvor gode de er!

Det værste er personer med grænsepsykopatiske træk, fordi de – bag deres ofte forførende og charmerende facade – lyver for dig. Når du på et tidspunkt opdager det, hvilket kan være svært, da de tit formår at kontrollere og tryne medarbejderne under sig til loyalitet, gælder det om at handle.

I ugens Finans og på LinkedIn så jeg den ’rørende’ beretning om ’farvellet’ til en tidligere medfounder af Valuer. Jeg tænkte, at forklaringen nok var som Morten Strunges; det var nødvendigt og også ved selve fyringen gensidigt accepteret at skilles, som historien fx fremgik af ITWatch i februar. Men i ugen kunne ’den forsmåede’ så alligevel ikke vente længere med at få luft for alle sine indestængte fantasmer og vrangforestillinger og komme med det sædvanlige arsenal af efterrationaliserede trusler. Jeg kender kun personen fra møder med ham, som jeg afbrød, da jeg opdagede, at det ikke ligefrem var sandheden, han fyldte mig med. Når jeg siden har spurgt til folk, der har delt arbejdsplads med ham, får jeg svar, der for mig bare bekræfter, hvor svært det kan være at være leder. Historien er desværre ikke ny: Du er som ansvarlig for en forretning nødt til at skære igennem – men du taber altid omdømmekrigen. For i Danmark er det per definition i krige synd for den svage. Her den, der bliver fyret. Selv om det reelt kan være stik modsat.

 

Rentekrigen og Lunars modangreb. Sov Dithmer i timen?

Departementschefer er født før de sociale medier, så de får ikke altid forhindret deres ministre i at kaste sig ud i krige, de taber. I al fald fik rutinerende Ditmer ikke bremset sin erhvervsminister Simon Kollerup i på Facebook at skrive dette symbolpolitiske statement: Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere.” Og så udbrød en uge med ordkrig.

Lasse Nyby, adm. direktør i Spar Nord siden år 2000, sagde fx til finans.dk. ”Det overrasker mig, at en nordjyde kan komme så galt af sted med en udmelding, der bedst kan karakteriseres som sludder.” Nu siger Lasse, som mange nordjyder, sjældent selv så meget. Og det er så en nem nord- og vestjysk måde at undgå for meget sludder, fint optrævlet i Stine Pilgaards lille romansucces ”Meter i sekundet”. Med min rationelle side har jeg svært ved helt at forstå postyret om bankernes negative renter. Jeg mener, det interessante er rentemarginalen, især indlånsmarginalen i forhold til hvad pengene hentes til i Nationalbanken. ”Den er bankernes egen sag” fastslog Nationalbankdirektør Lars Rohde også. (”Lars” som jeg driller min kone med, fordi hun engang fik ham til bords og spurgte ”hvad han lavede?”. Han tog det selvsagt fint – og siden har hun ikke haft problemer med at genkende ham.) ”Lars” har fået lavet en fin oversigt over de forskellige bankers rentetilgang.

Med min mere irrationelle side kan jeg dog sagtens se de negative renter som en mulighed, en ladeport der står åben for fintech-platforme som Jeppes Pleo-konti og Ken og Peters Lunar Bank. Og sørme om ikke den blev grebet af sidstnævnte med løfte om 0,5 % i indlånsrente resten af året. ”Vi er sat i verden for at udfordre banksektoren. Vi er meget billigere i drift og har ikke fine bankfilialer og dyre lønninger. Når man driver tingene billigere, har man også bedre muligheder for at give noget tilbage til kunderne.”  Sådan oversætter Lunar sin smartere forretningsmodel til BT-læsere. Og mon ikke banken blev downloaded. Sådan kan krige få vindere, der slet ikke deltager i de første slag.

 

Sørens far har penge. Klassekamp og de 4 typer af rigtig rige danskere

Søren Hougaard – cand. merc., DanBAN-investor og en af de meget tidlige business angels samt forfatter til kloge artikler om investering – har uddannet mange i samme gebet. Jeg har sådan set selv æren af at afløse ham og prøve at leve op til at ham på akademier om startup-investment. Nu har han læst på den franske Bourdieu-inspirerede stjerneøkonom Thomas Piketty og hans opgør med de passive formuer over for os, der prøver at skabe værdierne. Med det afsæt lavede Søren så i ugen en velskrevet Politiken kronik om klassekampanes moderne former. Blandt de rigeste 10 procent danskere er gennemsnitsformuen godt 5 mio. kr. Så uligheden kunne, som Søren mere end antyder, være værre. Vi kender ’Dovne Robert’, ’Blå Bjarne’ og senest ’Arne’. Men hvem er ’Lorenz Mangepenge’, spørger Søren og inddeler i fire kohorter. Så find dig selv eller dit eget ideal:

Husene er de gamle familiedynastier, der er udsprunget af landets største og mest ikoniske virksomheder, der nu er i fondseje med fornuftig dekobling til ledelsen af kerneforretningen. ”Husenes særpræg er, at de ikke alene sikrer generationernes økonomiske privilegier i al evighed, men også påtager sig skrevne og uskrevne samfundsforpligtelser”.

Iværksætterne har selv skabt deres ”ultrastore formuer i kraft af digitale forretningsmodeller, globalisering af forsyningskæder, firstmoving og lave adgangsbarrierer”. ”Disse superiværksættere har demonstreret fremragende forretningssans og strategisk udsyn. Flere af dem er konverteret til skærmtrolde, mediedarlings og ideologiske orakler.” Jo, sådan en slags danske Løvens hule udgaver af Elon Musk, der ifølge Wall Street Journal i ugen tjener flere penge på at tale sine bitcoins op end på at sælge Tesla’er.

Forvalterne er kapitalsfondspartnere og CEOs i disses virksomheder. Der har fået resultataflønning uden loft og del i exits. De administrerer husenes penge og har den fordel, at de ”er med på en optur, men ikke går personligt konkurs ved en nedtur.”

Anden generation mener Søren kendes på deres ”såkaldte Family Offices”. Disse har ”også i visse tilfælde lidt teatralske undertoner i den forstand, at de mest har til formål at sikre den næste generation en tilsyneladende menings- og betydningsfuld platform og dermed værdighed for alle, men ofte med the old man – grundlæggeren – eller dennes håndgangne mænd som forstandige bagstoppere og reelle beslutningstagere.”

Ja, Søren taler ikke nogen efter munden! Hans sidste gruppe er lidt upåagtet, men family officies er i stigende grad vigtige for vores økosystems investeringsmiljø, herunder ikke mindst for impact-investeringer. Så græs bare videre på savannen, som Søren siger. Ingen grund til at kriges om byttet.

 

Vi skal vinde freden! Den ny grønne Marshall-hjælp kan gøre os rigtig rige

Vi har selvsagt været meget optaget af at hjælpe danske virksomheder gennem krisen. Politikerne kan slet ikke stoppe. Og er der nogen, der trænger til likviditet til lån til omstilling – det gælder også startups – så kan de få det i banken. Vækstfonden og EU garanterer nemlig. Jeg skriver det, fordi jeg i markedet hører, at Vækstfondens matchinglån er på det allersidste og reelt er løbet ud, hvis du ikke massivt kan påvise direkte corona-relaterede tab. Nu er det garantier for din banks lån, der er hovedmenuen. Men udenfor oplevelsesindustrien og enkelte lokale SMV’er er det vel efterhånden svært at finde nogen, der mangler likviditet? Så lad os nu se på at innovere og investere i fremtiden.

Vores digitale, grønne virksomheder fra Vestas (der lige nu er udfordret på aktiekursen) til Better Energy, fra PtX til pyrolyse startups, kan også snart hente milliarder af eksportkroner. EU’s corona-genopretningsfond foldes ud de kommende par år. Den rummer 5.600 milliarder kroner. Mere end USA’s Marshall-hjælp til et totalt nedbombet Europa efter 2. verdenskrig! Og 37 % af pengene skal bruges på grønne klimatiltag, og mindst 20 % på den digitale omstilling.  

Når jeg tænker på, hvordan jeg som 3-årig blev løftet op på min morfars Massey Ferguson traktor, der var kommet med Marshall-hjælpen, så ved jeg også, hvad det betød. 300-400.000 landarbejdere røg ud af dansk landbrugs hestestalde og ind i de nye industrier. Det er den mest synlige disruptive teknologiske transformation til nu i min levetid.

Det er selvsagt især til Øst- og Sydeuropa, vi kan eksportere nye digitale og grønne løsninger. Der er en post-corona fred at vinde. Jeg så med lidt vantro i ugen en FN-rapport: ”Are We Building Back Better” med mor Mette i spidsen for Europas grønne ”recovery-spending” med Tyskland, Norge og Finland som runner ups. Men da herlig figur at bruge og misbruge.

 

Et Kinderæg af krige: Spotify, Arsenal og chipskrigen

 

Fodbold-krige

Johan Moesgaard Andersen, EU-rådgiver i Dansk Metal, spillede fodbold med min søn i BSV (Søllerød Vedbæk). Han har sørme skrevet en fornøjelig, letlæst bog, Foldbold A/S, der handler om FCK, Brøndby, FCM, FCN og OB som forretninger. Bogen har han skrevet sammen med faren Michael Moesgaard Andersen, som vi her på Bootstrapping kender som opinionsdanner, venture og busines angel. Enhver CBS-strategifreak kan efter opdateringen på de danske kamphaner nyde, at Michael Porter, innovations- og diversifikationsstrategier, lederprofiler m.m. fikst anvendt på noget, vi elsker, når vi kobler af fra vores forretninger. Sjov idé, sejt gået og givet hyggeligt far-søn projekt.

Bogen kom passende lige da Super League elite-forretningen på 12 klubber blevet tvunget af plakaten. I Sverige har de været monomant optaget af, at Spotify-grundlægger Daniel Ek på Twitter tilbød at købe én af de 12, The Gunnars, altså Arsenal, af hovedrige klubejer Stan Kroenke. Lang historie blev kort, med Kroenkes prisseddel $17 mia. Forbes har anslået værdien til $2,8 mia., så Daniel skal diske op med mere end portvin, slesk tale og smukke melodier for at få den transaktion hjem.

Podcast-krigen

Måske Daniel Ek også skulle koncentrere sig om det, medierne kalder podcast-krigen med Apple. Lyd er sørme blevet en hed kampplads. Daniel Ek er gået sammen med Zuckerbergs om en podcast abonnementstjeneste. Spotify vil bevare sin position ved at lade producenterne af 2,2 mio. podcasts få bidraget, og Facebook kan fastholde sine brugere i deres univers.

Chips-krigen

Så er vi oppe i næste niveau af alvor. Det har længe været storpolitik, hvis man spørger chefer i udenrigstjenesten, at vi er stærkt afhængige af chips, der for 80 procents vedkommende produceres i Taiwan, som Kina jo mener er deres territorie. Og hvor er der ikke indbygget chips? Nu mærker danske hardwareproducenter den globale mangel. Præsident Biden vil investere 50 milliarder dollar udvikling og Intel 20 milliarder dollar i to nye chip-fabrikker i Nevada. Men ligesom med Mettes vaccinefabrikker. It takes time.

 

De tunge drenges stammekrige: Zuckerberg vs. Cook; Bezos & Musk

 

Zuckerberg eller Cook

Ud over at de ifølge New York Times ikke bryder sig om hinanden, så vil Apples Jim Cook sørge for, at der kommer pop-up meddelelser på iPhones, der spørger, om ejeren egentlig vil have målrettede annoncer fra Facebook. Mark Zuckerberg svarer, som sandt er, at det jo er det, der gør internettet gratis. Hele den skjulte målretning har jo længe, bl.a. i forbindelse med Trumps valgkampe, været et hot tema. Men lige nu er kamppladsen også techgiganternes egen.

Cook eller Sweeney

”Fortnite-krigen” hedder den i amerikanske medier, og som fx Wall Street Journal beskriver, handler det om, at Tim Sweeney, milliardær og hovedmand bag Epic, så eksistensen for deres Fortnite (videospillet over alle for alle teenagers) truet af Apple, hvorfor han igangsatte #FreeFortnite. Det projekt handler, som jeg nævnte forrige fredag, om at skabe et “metaverse”, et fælles univers af AR og virtuelle verdener, der vil smelte sammen med den fysiske verden, og hvor vi frit kan leve, arbejde og hænge ud. Nede på jorden og i de retslokaler, hvor alle amerikanske kampe ender, handler det om, om Jim Cook stadig kan få et 30 % cut af Epics omsætning.

Bezos og Musk

En direktør i Tryg fortalte, i forbindelse med en rapport, jeg lavede om sektorens fremtid, at de havde mange flere data om deres bilforsikringskunders kørsel, end de brugte eller turde bruge til, det der på forsikrings-lingo hedder mikrotarifering. Men tænk så hvad bilproducenterne, in casu Tesla, har af data. Elon Musk behøver ikke se i en politijournal for at vide, at jeg har fået mit første klip på en regnvejrsaften på en uendelig, tom landevej nord for gudsforladte Aars. Og hvorfor skal kvinder, der notorisk kører pænere end mig subsidiere præmien for os mænd? Jeg spørger bare. Oven i vil markedet svinde ind (delebiler, droner mm.) og færre ulykker (selvkørende transport). Den perfekte storm er nær. Musk vil tage old hat selskabernes bedste forretning. Selskaberne ved det, men lukker øjnene.

Det er bare ét eksempel på, hvad vi kan vente os fra Jeff Bezos butik, når den står i fuldt flor. Amazon-data på vores indkøbsmønstre oppe i deres egen sky, er så vild. Og du får kun adgang, hvis du sælger på Amazons platform og betaler. Joachim Sperling, Axcelfuture sagde det engang sådan her: ”Enhver, der har været med i et spil matador, hvor én modspiller har tilranet sig alle bygbare grunde fra Hvidovrevej til Bredgade ved, at det bliver et dødkedeligt spil. Vinderen er udpeget, det er kun et spørgsmål om tid.” Den side af krigen er forbi, før den er begyndt.

 

Ugens tips, tricks & transaktioner

Der er så mange gode transaktioner på det seneste, at det bliver for mange at hive frem. Fx her til morgen i Finans gode Jasenko og byFounders rejsning af 35 mio. kr. til Tame, som vi nok vender tilbage til i hastig takt med at events vender tilbage. Men her lidt tips:

Business angel-fælden?

Founder og E-manager Rasmus Theilsø Madsen har lige skrevet bogen ”Pitch Deck” som en manual til din første investering. Alt fra hans egen investering er dokumenteret, herunder på  ”panden mod mur”- erfaringer i mødet med business angels og med Vækstfondens reglementer. Se mere på pitchdeck.dk.

Du kan godt søge Innobooster

”Den gode nyhed er, at vi er i bund med puklen fra 2020-slutningen”. Sådan skriver Pernille Rype, Innovationsfonden til mig. Jeg har spurgt, fordi jeg har modtaget klager fra miljøet over, at ansøgninger har ligget i op til 20 uger. Hvordan planer og prognoser er going forward, vender jeg tilbage med.

Du kan også søge VF-matchinglån

Mens jeg skriver dette, fremgår det på Vækstfondens hjemmeside, at matching-lånene igen-igen-igen er forlænget, nu til 31. juni. Men reelt skal du søge denne måned. Som jeg hører det fra ansøgere, er det som nævnt overfor, skærpet vigtigt at være COVID-19 ramt.

Antler

Det svensk-startede VC med det smarte koncept om at sammensætte stærke teams kommer jeg tilbage til snart. Mens vi venter på at deres danske opstart tager fart i august, kan du – helt gratis – gå på deres online vækstiværksætter-academy.

Newdeal

Om det er et tips eller trick, må du selv afgøre. Men der er altså mange, der tilbyder at anbringe ens opsparing. Jeg får mindst et dansk tilbud om dagen. Nu forfordeler jeg, som enhver træt læser ved, Nordjylland, hvor startup-investorkulturen er svagest og mest indadvendt. Newdeal Invest i Aalborg tilbyder dig 30 % afkast om året. Det kan Mads Christiansen – mener han – fordi han sidste år fik et afkast på 266 % i radioprogrammet “Millionærklubben” ved udelukkende at investere i onlinehandel, digital transformation og gaming. Og investeringsfonden skal følge samme strategi, når den investerer i 15 børsnoterede virksomheder. Hvad så med de sidste 233 % – eller er der noget jeg platte Mads Doss har misforstået?

 

Lad os begrave alle stridsøkser, smelte våben til jern

Rige mennesker bliver skilt mindre end andre. Vi over 50 hyppigere, såkaldte ”grey divorces”. Ja, nu er vi nået til den udeblevne skilsmissekrig mellem Bill og Melinda Gates. Verdens 4. rigeste par med $130 mia. (og nok mest intelligente og overskudsagtige) talte kun pænt. Hvad er så grunden til, at de skilles efter 27 år? Det kan jeg sagtens fortælle efter ugens myriader af amerikanske parterapeuters bud. De og især han arbejede lidt for meget – og for meget hver for sig. Hvordan ved jeg det, ud over at ordet ”arbejde” er det mest anvendte ord i deres staement? Fordi af alt vi læser uddrager vi allermest det, vi selv direkte kan spejle os i. Så kan du selv gætte forklaringen på min egen skilsmisse, der faktisk også kom efter 27 år! (Og ja, Bill og jeg er også lige gamle, men der ophører lighederne og spejlingen så også.)

Håber du fik læst lidt fra krigsskuepladserne, du selv kunne spejle dig i – eller bare ryste på hovedet af. Ellers er du velkommen i næste uge, endda til at bidrage. Der er nyt, mestendels fredeligt, på Bootstrapping-platformen hver dag, og jeg samler op onsdag, før det herlige økosystems Kristi Himmelfarts raketter går til vejrs. God fredagsfest!