Kilde: Getty Images

Lyt til vandrørene – FBV’s vækstbørs status – Risika’s vækstrejse – Dreamcraft VC – Starship robotter

 

”Lyttemøde”. Det lyder som noget, teenagers er indkaldt til på skolen, men det hedder det, når SKAT og de store erhvervsorganisationer og alt fra startup-repræsentanter til Grundfos i morgen formiddag mødes for at udveksle synspunkter om skattekreditordningen. Det er den, hvor 1776 startups og vækstvirksomheder har fremført underskud på deres egenudviklede software. Og hvor Skattestyrelsesn kontrol nu ikke længere mener, softwareudvikling er udvikling. Det er ikke en ”soft” sag. Men i Danmark er vi jo vant til at lytte til hinanden. (Jo, måske er det ikke helt oplevelsen hos minkavlere og Lars Findsen. Men sådan alt i alt.) Så vi vil også lytte til SKAT, for selvsagt skal tingene kontrolleres. Og omvendt. Og jeg har på fornemmelsen, at SKAT, når de stiller med hele 10 chefer til ét møde, ikke er pavestolte over det, vi har oprullet i casen. Men så kan de da lytte!

Lytte skal vi til kommende VC’ere, for der kan være gode nye tilgange og ideer. Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmusssen havde succes med Better Collective uddannelsesplatformen i gaming noteret i Stockholm. Super de giver videre til næste generation, herunder af spiludviklere, via venturefonden Dreamcraft (det først hed Bumble, men det var for tung en flyvetur). Ugens investor, Carsten Salling, er meget sympatisk partner, og jeg synes, han er god til at forklare, hvordan de er ”hands-on venture engineers”, og det både som ”Crafters” og ”Dreamers”.

Lytte gør vi også til næste generation af fintechs, og Risika kan vi dag godt regne med dér efter Pleo og Lunar-generationen. Investor backup er der fra en anden yngre VC på den danske himmel, Morph Venture, der også er sprunget ud af en startup-succes, nemlig Coinify. Risika er software baseret på machine learning, som nytænker den måde, vi arbejder med kreditrisiko. CEO Timm Jeppesen forklarer fint konceptet, og man forstår ambitionen om en børsnotering. Men på en udenlandsk børs! Det er jo lige at spille op til ugens klumme.

Den kommer fra Thomas Black-Petersen, direktør i den nye FBV, Forening for børsnoterede vækstvirksomheder. Og Thomas og foreningen er nok lidt trætte af at lytte. Siden sidste forår har vi alle måttet lytte til ekspertpanelet i dagbladet Børsen, og siden er alt på Nasdaq First North gået sydover. Børsens redaktør har skrevet til mig, at der er et par noteringer, de har ratet positivt. Jeg ville sige lunkent. Men når man sætter – vitterligt dygtige folk, bare på valueaktier – til at vurdere vækstaktier, skal resultatet jo blive derefter. Modsat Børsens ejer Bonnier i Sverige. Nå, dårligt er det gået uanset hvad, også for de rekordmange, 27 nye noterede vækstvirksomheder. I USA er nynoterede tech-aktier faldet 10-20% i 2021. Nu har vækstselskaberne så – og det er bare det helt rigtige initiativ – lavet er forening. Den skal seriøst se på, hvad der er op og ned. Og den skal skærpe kravene til noteringer.

 

Vækstbørsåret 2021 – Ny noteringer, store udsving og vækst i aktieomsætning

Der har været gang i vækstbørsnoteringer i ’21. Især i foråret. Og meget volatilitet i kurserne og stærkt øget mediedækning og debat med stærke holdninger af den danske vækstbørs Nasdaq First North. Måske dét mest diskuterede emne i Bootstrapping i året. Vi giver sammen med den ny direktør for den nystiftede Forening for Børsnotede Virksomheder (FBV), Thomas Black-Petersen, en status over faktiske performance for danske virksomheder på vækstbørserne i 2021. Facts slår jo alt!

 

Ugens Startup: Risika – kreditrisiko med internationalt potentiale

Risikostyring er et grundvilkår for enhver virksomheds fremtidige indtjening. Måske kan ny software baseret på machine learning være med til at nytænke den måde, som vi arbejder med kreditrisiko på? Efter sin hidtil største investeringsrunde står Risika klar til at ekspandere med automatiseret finansiel risikovurdering til lande som Norge og Holland. ”Vi sigter efter en børsnotering,” fortæller CEO Timm Jeppesen, ”og den bliver ikke nordisk”. Tjek Risika ud. 

 

5 skarpe til ugens investor: Carsten Salling, Dreamcraft Ventures

Ugens investor, Carsten Salling, er nyudnævnt general partner i Dreamcraft (tidligere Bumble) Ventures. Teamet er lige nu ved at rejse deres Fond II på 400-550 mio. kr. Læs om, hvor Dreamcraft differentierer sig fra andre VC’er. Og hvad de bl.a. gør for deres porteføljeselskaber som Organic Basics, GRID LeadFamly og Fuelsave. Samt hvorfor Carsten investerer i grøn omstilling, hvor vi andre måske fejlagtigt troede det hele var gaming og e-sport. Læs om Carstens Dreamcraft VC.

 

Techtopia 219: Nu ruller robotterne på gaden

Wolt, Gorilla, Hungry osv. kører rundt i byerne på mere eller mindre tjekkede transportmidler. Hvorfor dog ikke bruge en robot? Den estiske robot Starship har en flåde på 1000 selvkørende Long Johns, der har leveret varer over to millioner gange. Techtopia taler med Starships chefingeniør og med Novo Nordisk, der har fem Starship robotter. Lyt med.

 

Aktiv lytning

Det er det, vi gerne vil på Bootstrapping. Ikke bare høre, hvad der bliver sagt i økosystemet, men finde den egentlige mening bag det og bringe disse mange stemmer sammen i fremadrettet samtale. Det må også godt forplante sig fx til politiske scene. To af de politikere, jeg har haft kontakt med den seneste uge, Simon Kollerup og Sofie Carsten Nielsen, er nogle af de gode yngre, der kan og skal lytte aktivt til hinanden for at vi får innovative og bæredygtige løsninger. Fra manglen på arbejdskraft, til grøn omstilling og anden innovation. Men ugen samler jeg op på fredag. Nu skal du læse artiklerne helt i fred. Ha’ det herligt så længe.

 


Startup-tilbud

Støt missionen om økosystemets stemme. Få tjek på de vigtigste personer og dagsordener. Og nå ned under alle hurra-nyhederne.

Få Bootstrapping PRO til dig og 3 i dit team til prisen for én.

Ring nu på 42 61 06 60 eller skriv til nikolaj@bootstrapping.dk, så du kan hoppe over PRO-betalingsmuren.