Impact fintech: Gaia & Darré – Balle Olesen som klog investor – Rasmus Madsens pitchråd

Kristi Himmelfart hed altid Kr. Rumfart i skolen – og rumfart var unægtelig lettere at forstå end himmelfart og senere Helligåndens komme. Men hvordan Elon Musks vil tjene penge på sine rumraketter, som han gør på bitcoins og sekundært Teslaer, er nu også lidt gådefulgt for mig. Elon fortalte på Saturday Night Live, at han i al fald er præget af et syndrom måske endda en særlig ånd: Asperger. Godt for noget, men næppe en fordel, når man skal sælge vilde startup fremtidsprojekter. Og så dog. Jeg blev TT-38 founder-testet i går og fik, blandt meget andet udfordrende, at vide, at jeg selv var ”professionelt ekstrovert”. Altså introvert. Og det var godt, fik jeg fortalt, for så tænker man sig om! Well, ikke altid, men det er faktisk læren om at tænke før du sælger dit budskab, der ligger bag dagens hovedhistorie:

Pitch Deck #1. Sådan misser du ikke dit pitch er artiklen, du bliver – også som investor – meget klogere af. Salgspitchet er jo en kunstart. Jeg blev imponeret af Rasmus Madsens fremstilling – og det er bogens to supportere Lars Tvede og Martin Thorborg i øvrigt også. Rasmus pitchede sin eManager for Danish Business Angels, men gik glip af 4,5 mio. kr. Det lærte Rasmus af, og nu giver han altså opskriften på skarpere forberedelse videre i manualen Pitch Deck og her i uddrag de næste par onsdage. Glæd dig!

Ugens bæredygtige fintech-startups: Gaia er et godt eksempel på founders, hvor ambitionen er omvendt proportional med, hvor langt CEO David Bentzon-Ehlers & Co er med deres bæredygtige investerings- og neo-bank app: ”Om ti år er vi globale og har ændret hele måden at tænke økonomi og bæredygtighed som en helhed, der ikke udelukker hinanden.” Allan Sønderskov Darré, større BA/DanBAN-engel, har taget Mor Gaia drengene til sit hjerte og forklarer hvorfor.

Nu salig Johannes Møllehave havde som motto (fra Prædikernes bog): Smid et brød på vandet, og det kommer tilbage til dig”. Det er jo forretningsmodellen for mange startups: Man giver noget – og det kommer tilbage. Too Good to Go er et fint later stage eksempel – endda ret bogstaveligt – på, at brød vender tilbage. Verdens største platform for overskudsmad med nu 1000 medarbejdere har lige annonceret en 223 mio. kr. convertible note fra Vækstfonden. Også et godt eksempel på, hvor vi skal op for at fastholde denne Mette og vores bedste scaleups, jf diskussionen sidste uge af danske growth fonde for scaleups.

Johanns Møllehave forklarede selv sit motto så jordnært i hans allersidste optræden, en kort, rørende videoafskedshilsen til åbning efter hans død: ”Man skal betale 7000 kr. i skat – og så en dag får man 7000 kr. tilbage med en check.” Forklaringen med de 7000 frem og tilbage forstår vi, der er vokset op i den danske velfærdsstat. Og det er ugens investor også:

5 skarpe til ugens impact-investor: Jørgen Balle Olesen går til boghandlersønnen, der lavede Danmarks største e-boghandel Saxo.com. Ligesom Johannes Møllehave er Jørgen Balle Olesen også optaget af undervisning. Som ung boede han i Bolivia og så, hvad der manglede dér af bøger og pædagogiske systemer. Alt det vi positivt har i velfærdsdanmark, som Jørgen siger det: ”Vi har en langvarig demokratisk tradition og også en pædagogik, som – i hvert fald i forhold til andre og mere autokratiske samfund – er baseret på ligeværd og en høj grad af tillid.” Derfor har han efter salget til JP/Politiken af livsværket, ’den-danske-Amazon-startup’, investeret massivt. Især i edtech. Bl.a. i CanopyLab, Coders Trust, Bookbites, GoLearn samt Udocz (Peru),Tutor (Estland) og Lyfta (UK). De snarligt børsnoterede Donkey Republic og Mapspeople, samt OnRobot er blandt hans øvrige ikke-edtech investeringer. Ikke mærkeligt, at Jørgen har en lærdomskilde af investor-betragtninger han øser af.

Techtopia 192: Sag om ulovlig telelogning for retten minder mig om en af mine gamle venner, der er flyttet til smukke og fredelige Ærø som erhvervs- og turistchef. Men ingen kan vide sig fri fra statens overvågning og telefonlogning. I hvert fald ikke, hvis vi skal tro det, min Ærø-vens svigersøn Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, fortæller til Henrik Føhns i Techtopia.

Jeg vender tilbage fredag med et kig på nogle af de mange raketter, der er for opadgående sammen med Elon Musks Space X. Jobmarkedet gløder, siger Kaare Danielsen fra Jobindex, og det er sammen med chips- og råvareprisstigninger inflationsopskriften på en mulig kommende økonomisk fuser. Så aktiemarkederne ved ikke, hvor de skal hen.

Men de sidste BA og venture matchinglån skal lukkes, hvad så bagefter? Fonde samler ind til de næste runder før sommer, og nye acceleratorforløb kan glæde sig til åbning efter. IPO’s, fx Mapspeople, som er vores case i næste uge, står i kø på Nasdaq First North inden sommerferien, men SPAC-bølgen er vel ovre, før den landede? Der er meget at snakke om, hvad enten vi er in- eller ekstroverte, transformative bedemænd eller brødspisere.

Ha’ en herlig Himmelfart.