Enhjørning.bot – e-commerce investor – Tvede+ – Jasenko & Jacob Bratting – SpaceTech

Aldrig har vi set så stort et investeret beløb i startups som i årets første måneder. Det gælder internationalt. Og det gælder lille Danmark. Som en slags markering kan vi nu løbende på forsiden af Bootstrapping.dk bringe automatisk genererede transaktionsdata fra Erhvervsstyrelsens API kombineret med data fra Virk.dk. Det kan vi takke enhjorning.bot for. Som de selv skriver på Twitter: ”This is something we hacked together in our spare time, so yeah … use at you own peril and remember always to check out the underlying data and draw your own conclusions”.

Unicorn- og investerings-iveren gælder i særdeleshed for Nasdaq First North-noteringer. Det er godt for startups, især hvor ledelsen selv kan og vil fortsætte rejsen. Og også selv om børsen helt naturligt kan svinge som en yo-yo op og ned i cykler mere end i rette vækstlinjer. OrderYOYO, Samesystem og Copyright Agent er de tre sidste i 1. halvdel af året på First North – og du kan glæde dig til i dag at læse om den forventeligt største inden sommerferien, nemlig OrderYOYO. Selv om vi i økosystemet kan se tilbage på et godkendt halvår, er det godt med pres for kvalitet og kvalitetsmålinger fra en uafhængig valideringsinstans, pres for endnu flere institutionelle investorer på børsen og ikke mindst et politisk pres for bedre rammebetingelser for disse typer high risk børsinvesteringer. 

Ugens IPO startup: OrderYOYO – kampen for restauranternes selvstændighed går tæt på markedet for take away restauranter og den software infrastruktur, OrderYOYO platformen tilbyder. ”Ghost-kitchens” og farverige (og fattigt udseende) cykelbude fra madportaler, der tager op mod 35 % i kommission fra restauranterne, har fyldt i gadebilledet. Men der findes måder at fravriste sig madportalernes greb og selv tage styring over kunderejsen og eget brand. Bootstrapping har konfronteret Søren Gammelgaard, CEO i OrderYOYO, der forsøger at give noget af selvbestemmelsen tilbage til restauranterne.

Mod nye markeder i Europa – OrderYOYO på Nasdaq First North. Prospekt er offentliggjort, men hvor langt rækker de 79,4 mio. kr., som OrderYOYO nu vil rejse på Nasdaq First North i kampen mod madportaler? Og hvordan overbeviser man investorer om værdien i et produkt, der kan ligne konkurrenters? Vi henter svarene især hos certified advisor Jesper Vestergaard, Grant Thorton, der sjældent har oplevet så stor efterspørgsel blandt investorer omkring en børsnotering, der allerede er bakket op af BankInvest, Vækstfonden, SEED Capital, PreSeed Ventures og bl.a. investorer som Erik Damgaard.

5 skarpe til ugens investor: Bobby Gogios – pioner for e-commerce blev en af de første til at levere SaaS-løsninger i Danmark. Det skete med e-commerce platformen SmartWeb, der faciliterer webshops til virksomheder. Siden salget til Zitcom i 2018 har Bobby kastet sig over gerningen som rådgiver og DanBAN-investor i nye startups. Iværksætterkraften besidder han stadig, og sidste år stiftede han KarmaBeacon, der hjælper virksomheder med at holde overblik over, hvornår medarbejdere arbejder hjemmefra, er syge eller på ferie.

Sådan laver du det gode pitch er Jacob Brattings bud på og råd til dig i Vækstfondens podcast serie for iværksættere. Jeg vil tro, at selv folk, der har fået afslag fra Jacob, vil holde af ham. Men her handler det nu om, hvad du bør huske, og hvad Jacob vil bedømme dig på i dit deck og din elevatortale. Jacob er partner i VF Investering og i øvrigt i bestyrelsen af ugens case, OrderYOYO. Anden del er med Jasenko Hadzic, CEO og co-founder af Tame. Han fortæller om sin rejse med Tame som platform for virtuelle events, og hvordan han pitchede ideen og virksomheden til en række investorer. Tame og platformen under og efter corona vender vi i øvrigt tilbage til efter sommer.

Sophie-Trelles-Tvede: 100 millioner hårelastikker og en vodkatonic er en iværksætterhistorie, hvor vi bringer første kapitel: Telefonledningshårelastikker til piger. Her kan du læse, hvordan den dengang 18-årige Sophie fandt på at lave den hårelastik, der nu 10 år efter er blevet solgt i 100 mio. eksemplarer . Det er starten på et e-commerce eventyr, som vi følger op på i næste uge. For det lyder så let med e-commerce – og det er bare fuldt af faldgruber.

Techtopia 197: Satellitter skal overvåge truede dyr fortæller historien om, hvordan Sheila Christiansen og Alexandru Csete, founders af SpaceTech denMACH med deres sensorer samler data, fx i Amazonas, hvor 5G ikke er nået ud på kloden. Lyt med.

Den danske fodboldsjæl kom på noget af en yo-yo rejse i ugen. Men kong Christian er oppe af sygesengen, og så får vi se, hvad teamet kan, når det gælder kreativitet og vedholdenhed. Her i vores særlige økosystem kender vi til både nedture og opture, for tiden herligt meget af det sidste. Vi samler os selv og ugen op på fredag – hvor der nok allerede er tikket flere transaktioner ind på vores enhjørning.bot tjeneste.