Bootstrapping Sommer 6 – Årets dagsordensættende indlæg
Vil du være klar til efteråret i økosystemet, så kan du i dag lige tjekke de vigtigste dagsordener ud. Her ser du, hvad der har været på Bootstrapping læsernes top 10 de sidste 12 måneder. Reelt kan vi nok koge det ned til tre egentlige agendaer, men først jeres top 10 indlæg:
- SVB-kollaps. Panderynker hos danske venturefonde
- Vækstfondens kurs #1: Dav EIFO – farvel Vækstfonden?
- Startup-valget: Moderaterne og iværksætteri
- 11 danske Unicorns. Hvor mange blev i DK?
- Interview med Laurits Bach Sørensen: Når industriel GreenTech skal skaleres
- Growth fonde og 1:3 matching. Hvad venter vi på, mens renter stiger, og kapital tørrer ud?
- Vikaren” Morten Bødskov og hans 7 spor for iværksættere
- Startup efter valget #1: Fire påstande og seks ønsker til politikerne
- ES-warriors med kompetencerne til at skalere industriel GreenTech kan lede os til NetZero
- Vækstfonden og gældsbjerget ’22. Forbeholdt de få startups
Den store vending i markedet
Top 1, 2 og 4 samt 10 handler reelt alle om den store markedsvending. Ja, den skete i 2022, men har jo unægtelig trukket spor ind i 2023. LP’s og dermed venturefondes kapital blev knap efter rentestigningerne og vækstbørserne gik på standby. Værdisætningerne er halveret og robust runway med udsigt til profitabilitet er igen et krav til founders. Mest læst er Jesper Jarlbæk, DanBAN; Lars Jensen Scale og spritny byFounders partner Martin Krags bud på Silicon Vally Banks kollaps i marts. Vores serie om Vækstfondens kurs og mange artikler om EIFO-fusionen må ses i samme lys. Er der stadig 1 mia. kr. til startups og 1 ½ til venturefonde efter at Vækstfonden blev frontet af EKF’s Peder Lundquist og et formandskab med dårlige venture-erfaringer i bagagen? Kort fortalt sejler skibet heldigvis fint videre, omend EIFO’s processer af mange opleves som (endnu) mere bøvlede i kraft af mange nye medarbejdere. Alt i alt er konklusionen, at vi vel er kommet bedre gennem markedsvendingen og tilbagebetalingen af corona-midler, i al fald med færre konkurser, end vi havde kunnet forvente.
Manglen på vækstkapital og vækstbørser – især til grøn omstilling
Artikel 4, 5, 6 og 9 er udtryk for en dagsorden, vi virkelig har dyrket det sidste år i Bootstrapping: Manglen på dansk vækstkapital. Ikke kapital, den er der masser af fx hos pensionskasser. Men kapital fra omkring serie A og op til at kapitalfondene m.fl. kommer med hele og halv milliarder. Især vores grønne omstilling lider under det. Eller rettere Danmark gør. Selskaberne får kapital, bare fra udlandet! Sådan var det med første bølge af danske unicorns, der som Thomas Black-Petersen viser i artikel 4 kom tidligt afsted med enormt dansk værditab til følge. Og aktuelt med Re-Match, Seaborg, Weiferion er cases, der er oppe bl.a. i Laurits Bach Sørensen, Nordic Alpha Partners artikel 5 og 9. Den sidste spørger også, hvorfor CBS studerende ikke i stedet for at snakke flyskam, skaber, leder og skalerer de green tech tech startups, der kan løse problemet? Skal vi have vækstvirksomheder, hvor viden og arbejdspladser bliver i Danmark, skal vi have udviklet og etableret meget større private vækstfonde.
Iværksætter-valget og Bødskovs reform
Der var jo folketingsvalg før jul og den nye erhvervsminister Morten Bødskov lagde ud med at proklamere, at Danmark skal være Verdens bedste iværksætternation. Hvad er så målet for antal startups og antal scaleups, kunne vi spørge? Og hvilke midler skal der til? Artikel 3, 7 og 8 er forskellige indgange til de svar, vi stadig ikke har fået. Erhvervsministeriet har senest, jf. artikel 7, udlagt syv spor, som de +300 mio. kr. i regeringsgrundlaget til vækstiværksættere kan bruges på. Men Bødskov har foreløbig mest talt i overskrifter – hvor ingen kan være uenig – om diversitet og grøn omstilling. Så hvor vi ender, får vi se i et spændende politisk efterår. Vi håber det bedste – men frygter….
Det var de mere politiske dagsordener. Næste tirsdag lukker vi den våde danske sommer ned med de dilemmaer (og skandaler) samt ChatGPT og andre teknologier, der har optaget os i økosystemet. Ha’ det herligt så længe!
Comments