20 af Danmarks mest lovende startups serverede knivskarpt deres businesscase på præcis de tre minutter, de hver især havde til rådighed for at tiltrække investorernes opmærksomhed, da Denmark Demo Day for første gang blev afholdt i Bloxhub i sidste uge.

Setuppet var stramt og toptunet. Ingen paneldiskussioner, kendisoplægsholdere og den slags fyld. Eventen handlede om at showcase det bedste, Danmark kan levere inden for skalerbare tech-startups for de mange investorer, der var kommet til fra det meste af Europa.

De fleste startups var mødt op for at rejse penge på preseed eller seed-niveau og enkelte til serie A-runde. For nogle var runden den første, og størstedelen af iværksætterne var de i deres tidlige del af vækstfasen, hvor pengene typisk kommer alene fra lokale, danske investorer, da vækstrejsen i den tidlige del kræver tæt og hyppig sparring med investorerne. Men her var investorer fra Finland, Estland, Sverige, Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien. Og de var parate til at investere i de danske startups på trods af de tidlige niveauer.

“Det handler om at skabe kritisk masse mellem investorer fra ind- og udland samt de danske tech startups, hvis vi vil se, at vores startups får tilført det nødvendige brændstof, lokale kompetenceløft og internationale perspektiv og markedsadgang. Alle tre dele får de, når danske investorer syndikerer med internationale. Vi skaber kritiske masse ved at bringe parterne sammen,” siger Christoffer H. Malling, der er Head of Denmark Demo Day og uddyber, hvorfor syndikeringer mellem investorer fra ind- og udland gavner det danske miljø:

“De udenlandske investorer besøger Danmark for at passe deres porteføjleselskaber, og de er i bestyrelser med danske investorer. De udenlandske investorer finder nyt dealflow gennem dem og de gode founders samt events såsom Denmark Demo Day. I sidste ende vinder hele samfundet, når danske penge parres med de internationale. Det styrker grundlaget for solide exits senere.” 

Foto: Denmark Demo Day.

Flere syndikeringer på vej

Vejen ind for de udenlandske fonde er syndikering med danske investorer. Ekaterina Gianelli fra den finsk baserede fond Inventure er en af dem, og det er langt fra første gang, Inventure syndikerer investeringer i danske early stage-startups.

”Syndikering er en fantastisk mulighed for at bringe flere kompetencer og netværk ind i de startups, vi investerer i. Vi har allerede co-investeret med danske investorer som byFounders, PreSeed Ventures og danske business angels. Og det kommer vi til at fortsætte med fremover,” siger Ekaterina Gianelli.

Vi har allerede co-investeret med danske investorer som byFounders, PreSeed Ventures og danske business angels. Og det kommer vi til at fortsætte med fremover.

Hun er først og fremmest mødt op for at møde de danske iværksættere. Men Denmark Demo Day er også en anledning til at netværke med andre investorer, som Inventure kan co-investere med fremover, fortæller hun.

En fjerdedel fra udlandet i første runde

De mange internationale investorer, der er mødt op til Denmark Demo Day for at møde danske startups på early stage-niveau, er en tendens i vækst. Det bekræfter endnu ikke offentliggjorte data fra Vækstfonden, som har analyseret udviklingen i første-runde investeringer inden for tech i perioden 2010-2018.

Tallene viser, hvor danske techstartups rejser deres første kapitalrunde fra. Og næsten en fjerdedel  – 23 procent – af alle første-runde investeringer i de danske tech-startups har i dag internationale investorer med. Og i 14 procent af runderne er det kun internationale investorer, der står bag.

[infogram id=”copy-antal-1-runde-investeringer-1h984ww9100d4p3″]

”Det vidner om, at der er en god appetit på danske tech-selskaber fra udlandet,” siger Ditte Rude Moncur, Chief Data & Digital Officer i Vækstfonden.

En ny analyse fra DVCA understreger tendensen: Udenlandske venturefonde har investeret mere end 11 milliarder kroner i danske vækstvirksomheder siden 2016. Det betyder, at de internationale investorer står for 89 procent af den investerede kapital.

Udenlandske fonde styrker danske startups

Umiddelbart skulle man tro, at flere udenlandske investorer, der sætter penge i helt spæde danske startups, vil forstærke tendensen til, at danske vækstselskaber flytter ud af landet og skaber størstedelen af deres vækst og arbejdspladser uden for landet, sådan som billedet har været med fire af seks danske unicorns. Men et lille marked som det danske gør det uundgåeligt at for vækstvirksomhederne at kigge mod udlandet på et tidspunkt i deres udvikling . Og så er der desuden ikke er store nok venturefonde herhjemme endnu til at rejse rene danske investeringsrunder efter Serie A. Derfor oplever danske early stage investorer ikke, at det truer deres rolle, at få fonde med udefra – selv i de tidligere runder.

”Det, at man kan geare dansk kapital med udenlandske penge i syndikeringer, er en absolut fordel for selskaberne og Danmark generelt. Ikke mindst skaber interessen ude fra frihed og spillerum for iværksætterne. Før har man set, at tech- startups var nødsaget til at flytte efter de tidlige investeringer, hvis ikke de kunne rejse penge i Danmark. Men der skal vi over 10 år tilbage, hvor eksempelvis Zendesk og Unity er stiftet,” siger Richard Breiter, Head of Investments, PreSeed Ventures.

”I PreSeed Ventures er syndikering en vigtig del af strategien både i og uden for Danmark. Vi syndikerer både med andre fra start og hjælper selskabet med at invitere andre investorer ind i de næste runder. I vores fremtidige fond vil strategien være at investere fra preseed, hvor vi virkelig kan hjælpe med at udvikle selskabet, og i de bedste selskaber følger vi med op i senere runder.” uddyber Richard Breiter.

Danmark skaber unicorns

Han mener, at Danmark har formået at positionere sig internationalt som fødekanal for fremtidens unicorns. Og derfor kan udenlandske investorer, der dækker Norden, i dag ikke gå uden om Danmark. Selv om mange mest er med på en kigger på dagens Denmark Demo Day, så er interessen udtryk for, at de udenlandske fonde gerne vil have en finger tidligt på pulsen i det danske startupmijø, fordi her kommer gode ting ud.

Det giver mere kapital, et bredere netværk og de rette kræfter omkring selskabet, hvilket øger chancerne for, at selskabet kan opnå de resultater, der skal til for at blive en succes.

”Det er svært at gå tidligt ind, hvis man sidder langt herfra. Derfor vil mange gerne syndikere med os allerede første gang, vi går ind. De ved, vi kender landskabet, har lokalt netværk og før har spottet succesfulde iværksættere meget tidligt. Vi har på det seneste set indikationer på, at der kommer flere udenlandske investorer, som gerne vil syndikere tidligere. Det er forsat kun nogle få cases. Men det lover godt for fremtiden. Det giver mere kapital, et bredere netværk og de rette kræfter omkring selskabet, hvilket øger chancerne for, at selskabet kan opnå de resultater, der skal til for at blive en succes.” siger Richard Breiter.

”Det danske økosystem er modnet. Hvis ikke startups kan finde kapital nok i de tidlige faser, så rykker de ud af landet. Derfor er det kun en fordel, at danske investorer kan syndikere med udenlandske fonde, så der er adgang til nok kapital for selskaberne fra starten.”

En fod i døren bedre end startups på taget

For investorerne handler det om at komme tidligt med og fastholde deres ejerandel, når fremtidige større investeringsrunder ledes af de store fonde. På early-stage niveau er de udenlandske fonde inde over med en mindre rolle, men når større runder skal rejses, tager store udenlandske fonde ofte lead, og danske investorer får en tilbagetrukket rolle.

”I hver runde er der en investor, der har lead-rollen. Før os er det oftest angel- eller preseed-miljøerne, og der sætter vi ’en fod i døren’ for at tidlig adgang til de gode selskaber. I næste runde tager vi oftest selv lead og udenlandske fonde får tilsvarende en fod i døren, da de ligger efter os i fødekæden,” forklarer Tommy Andersen, der er Managing Partner i byFounders.

”Over de sidste fem år er udenlandske investorer blevet meget mere interesserede i danske startups. Når en startup når frem til Serie A stadiet og fremefter, så vil de store fonde helst tage broderparten af kapitalrunderne. Derfor skal du i dag investere tidligere, hvis du vil have andel i fremtidige runder,” siger han.

Også Tommy Andersen peger på, at der for bare fem år siden typisk kun var én eller to danske venturefonde at gå til for iværksætterne på hvert vækststadie. Og det tvang mange til at rykke tidligt ud af landet. Flere kapitalmuligheder på de forskellige stadier øger i dag chancerne for, at vækstvirksomhederne bliver i landet længere.

Den hurtigste vej til serie A

En analyse, som det hollandske datasite Dealroom har lavet, viser, at startups, der får udenlandske investorer ombord tidligt, øger deres chance for at nå til Serie A. For tech-iværksættere er født med globalt potentiale, og jo hurtigere de får adgang til netværk og sparring omkring markeder uden for Danmark, jo større chance for at rykke hurtigt og lykkes. Samtidig giver syndikeringen med lokale investorer mulighed for at fastholde den tætte sparring, som er afgørende i de tidlige faser.

”Vi har rigtigt gode erfaringer med at syndikere vores investeringer med udenlandske fonde. Vi tror på, at der er større sandsynlighed for succes, hvis man som startup både har en stærk lokal investor med nærhed, sparring, netværk, og kobler det med udenlandske investorer, der giver et større internationalt netværk, som bliver vigtigt senere,” siger Niels Vejrup Carlsen, der er General Partner i SEED Capital.

Flere syndikeringer stiller større krav til investorerne om et stærkt netværk internationalt. Og derfor spiller events som Denmark Demo Day og Investor Series, som løb af stablen dagen efter Denmark Demo Day, en stor rolle i at styrke det danske investeringsmijø. For ved disse events kan danske investorer møde og netværke med de internationale. Den professionalisering og internationalisering sker lige nu fra angel-niveau og op til Serie A, hvorefter de danske fonde endnu ikke kan spille en stor rolle.

Udlandet ser mod Danmark nu

Peter Sandberg er en af Danmarks mest aktive business angels, og han arbejder i dag fokuseret på at skabe et netværk internationalt. Selv kalder han stadig sine erfaringer med at syndikere med udenlandske investorer for relativt beskeden, men han er ikke i tvivl om, at det internationale netværk er det, der skal til for at hjælpe de startups, han investerer i, videre og dermed øge hans egne muligheder for en god investering.

Jeg tror på de brede syndikeringer.

”De udenlandske investorer skal ikke bare med for at være med. Men de har et andet netværk, når de sidder i Genève eller Paris. Og der er stor nysgerrighed derude på de danske startups lige nu,” oplever han.

”Jeg tror på de brede syndikeringer. Nogle gange kommer de udenlandske måske med for tidligt. Andre gange er det netop dem, der kan åbne den rigtige dør for de næste skridt, der skal tages. Jeg kan kun se fordele i at inddrage flere aktører. For måske kommer den danske startup aldrig op i den tunge vægtklasse, hvis ikke de udenlandske kommer med tidligt,” siger Peter Sandberg, der selv har et lokalt netværk i DanBAN og uden for landets grænser er aktiv bl.a. i StartupWiseGuys.

Rockefeller fra Roskilde

Et andet væsentligt aspekt ved at få flere om bord som investorer er, at der oftest kan rejses flere penge, og at investorerne har råd til at følge med videre op, når det ikke kun er en eller to investorer, der skal trække læsset, men det kan fordeles over flere.

”Jeg er ikke Rockefeller men Peter fra Roskilde. Derfor går jeg hellere ind med mange små investeringer, og jeg deler hellere succesen med andre, så jeg får en spredning i min portefølje. Det virker for mig,” siger Peter Sandberg.

Også de danske early stage-venturefonde er allerede meget aktive med syndikeringer med udenlandske fonde. PreSeed Ventures har senest bl.a. investeret med engelske Seedcamp i startuppen Whispr og med hollandske henQ i Legal Monster og med Speedinvest i danske Grandhood.

I byFounders er størstedelen af de 15 investeringer, som fonden har foretaget i sin levetid, sket i syndikering med udenlandske investorer.