Christian, Jes og de andre – hurra for Entreprenører og Entrepreneurship
Reformen gør en del ud af at snakke om talent og videnbaserede iværksættere. Rigtig fint. Der er dog noget mere hensigt end handling i forhold til at skabe flere founders.
Entreprenant er et godt fransk låneord, der indgår i to vigtige konstruktioner for vækstlaget. Fonden for Entreprenørskab laver et flot arbejde med at få iværksætteri på dagsordenen i hele vores uddannelsessystem, og Christian Vintergaard & team får med reformen formentlig ikke så få millioner på de kommende finanslove – en kærkommen saltvandsindsprøjtning til at sikre både en iværksætterkultur og kompetence i samfundet.
Open Entrepreneurship er de otte danske universiteter fælles om. Her hjælper professor Jes Broeng og hans team forskere og kandidater med at udvikle deres innovationer, så de kan blive founders. Og særlig vigtigt fører de corporates og investorer ind på campus, så ideer og MVP’er kan afprøves, modnes og finansieres.
Al erfaring viser, at fysisk tæthed og triangulering af forskning, aftagere og kapital er en meget stærk cocktail. Det er trods forbedringer samlet set forsvindende lidt, vi har gjort for at kommercialisere store dele af forskningen. Og universiteternes såkaldte tech transfer-kontorer har for ofte mere hæmmet end fremmet founders’ ejerskab til deres ideer.
Derfor er det også fint, at reformen betoner, at der skal kigges på universiteternes meriteringsordninger, på deres mål og initiativer på feltet og på samlokation på campus.
Det er centralt, at forskere ikke bare uddanner små forskere og kun omgås akademia, men også skubber founders i gang og selv omgås det virkelige livs udfordringer. Det sjove er, at deres egen forskning også altid bliver skarpere af det!
Jeg ville gerne radikalt have ændret på forskningsreservens fordeling (den er på 1,7 mia. kr. og dermed større end hele reformen) og skrevet, at universitetsloven og stillingsstrukturen skal ændres, så mange af de 10.000 forskere også måles på deres innovation.
Christian og Jes må leve med, at de er frontløbere – og nu trods alt bedre understøttede pionerer med bedre politisk opbakning.
Comments