Ugens startup: Blue Lobsters Nima Tisdall, skaffer frisk fisk til danskerne med sin app
På trods af trusler fra nogle af de etablerede i branchen er 27-årige Nima Tisdall i gang med at revolutionere den danske fiskeindustri. Med en enkelt app forbinder hendes virksomhed ‘Blue Lobster’ restauranter og private forbrugere direkte med en række kystfiskere, så forbrugerne kan få leveret frisk, bæredygtigt fanget fisk direkte fra kutteren og udenom de store jyske fiskeriauktioner. Det har fået Barack Obama og hans fond til at fremhæve den initiativrige dansker, som POV’s Poul Arnedal har mødt på Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn.
*Denne artikel er venligst udlånt af POV. og skrevet af Poul Arnedal.
Nima Tisdall er blevet fremhævet af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, hvis fond, The Obama Foundation, satte spotlight på hendes initiativ i sommeren 2019. Det var kun godt et år efter, at hun sammen med sin forretningspartner havde grundlagt virksomheden Blue Lobster, der via en app skaffer frisk, bæredygtigt fanget fisk til forbrugerne.
Samme år blev hun kåret af Berlingske som en af de 100 mest indflydelsesrige erhvervskvinder i Danmark.
Det var næsten umuligt at opdrive friskfanget fisk
27-årige Nima Tisdall har haft travlt, siden hun for tre år siden søsatte Blue Lobster sammen med 31-årige amerikanske Christine Hebert. Allerede et par år tidligere, mens hun studerede erhvervsøkonomi og sociologi på Copenhagen Business School, blev hun opsøgt af Christine, der var ved at tage en master i miljøøkonomi på Københavns Universitet.
For der var noget, der undrede Christine. Da hun kom til Danmark, hvor der intet sted er mere end 50 kilometer til havet, havde hun forventet at lande i et fiskeparadis. I stedet oplevede hun, at det var næsten umuligt at opdrive friskfanget fisk, som hun var vant til hjemme i Maine, hvor hun havde tilbragt sine somre. De fisk, hun kunne købe i Danmark, var både dyre og gamle.
Alt, hvad vi fik at vide, pegede ét sted hen: Fiskeriauktionerne i Jylland
”Det fik os til at undersøge problemet,” fortæller Nima Tisdall, der i dag er administrerende direktør i virksomheden Blue Lobster.
Hun har sat mig stævne i den gamle Fiskerhavn i Sydhavnen i København, hvor en af de kystfiskere, hun samarbejder med, ligger med sine tre kuttere.
Al fangst blev kørt til Jylland, hvorfra den så skulle tilbage
”Vi begyndte med at tage rundt til en række mindre fiskerihavne på Sjælland og spurgte både fiskere, restauranter og fiskehandler, hvordan de henholdsvis afsatte og købte deres fisk. Og alt, hvad vi fik at vide, pegede ét sted hen: Fiskeriauktionerne i Jylland.
Der var intet køb og salg mellem fiskerne og de lokale virksomheder. Al fangst blev kørt til Jylland, hvorfra restauranter og forhandlere så købte deres fisk og fik dem kørt tilbage til Sjælland. Det virkede helt absurd, at der skulle gå adskillige dage, før fisken endte lige i nærheden af, hvor den var blevet landet.”
“Samtidig gik det op for os, at det ikke var de fiskere, som havde lavet alt det hårde arbejde med at få den i land, som fik pengene for den dyre fisk.”
Virksomheden blev kaldt Blue Lobster efter en sjælden blå hummer, som findes i Christines hjemegn i Maine
”Vi lærte også noget om, hvordan de mindre kystfiskere, som i forvejen havde det svært, prøver at opretholde et bæredygtigt fiskeri i modsætning til de store industrielle bomtrawlere, der rydder alt, hvad de kommer i nærheden af nede på havbunden,” forklarer Nima.
App’en en den første digitale markedsplads for skånsomt fanget fisk
Efter et grundigt forarbejde søsatte Nima Tisdall og Christine Hebert deres projekt i foråret 2018, hvor man via en app kan forbinde fiskerne direkte med deres kunder.
Virksomheden blev kaldt Blue Lobster efter en sjælden blå hummer, som findes i Christines hjemegn i Maine. Udover selve app’en var det virksomhedens opgave at stå for logistikken, så fiskene kom fra fiskerne og ud til kunderne uden unødig forsinkelse.
Eller som Nima Tisdall selv forklarer:
”Det er den første digitale markedsplads for skånsomt fanget fisk, hvor vi med vores app forbinder kunderne med kystfiskere, så de får den højeste kvalitet af bæredygtigt fanget fisk og skaldyr direkte fra havnen, samtidig med at fiskerne altid får en fair betaling for deres fangst.”
Trusler fra den etablerede fiskeindustri
Men de to unge iværksættere fandt hurtigt ud af, at man ikke sådan uden videre gør op med et gammelt system, hvor handlen med fisk er samlet på ganske få hænder. Og det var ikke blot, fordi det i første omgang var vanskeligt at overbevise fiskerne om det geniale i deres idé. Der kom også trusler fra andre i industrien.
Vi havde fat i noget stort, som på længere sigt kunne skabe en forandring i markedet
”På et tidspunkt fik jeg at vide af en stor spiller i fiskeindustrien:
’Du er heldig, at I stadig er så små, men når I bliver større, så vil vi ødelægge jer!’. Lige i første omgang virkede det skræmmende, men samtidig gik det også op for os, at når nogen gad ulejlige sig med den slags trusler, så havde vi fat i noget stort, som på længere sigt kunne skabe en forandring i markedet,” siger Nima Tisdall.
”Og efterhånden som fiskerne fandt ud af, at vores system faktisk fungerede, og at vi sikrede dem gode priser for deres fisk, fik vi flere og flere med, og på et tidspunkt begyndte fiskerne selv at henvende sig til os,” siger Nima Tisdall, der er vokset op i henholdsvis Snekkersten syd for Helsingør og i Nepal, og hvis fornavn betyder ’solskin’ på nepalesisk.
Vokset op i Nepal og i Snekkersten
Nimas mor er fra Irland og flyttede til Danmark som 18-årig og har i mange år arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke, Danida og andre NGO’er. Blandt andet arbejdede hun i flere omgange i Nepal. Her mødte hun Nimas far, der har en NGO nord for Kathmandu, som driver et par skoleprojekter og arbejder for, at unge nepalesere får et livsgrundlag, så de kan forblive i Nepal i stedet for at emigrere til udlandet.
I dag er forældrene skilt, men hele sin barndom boede Nima skiftevis i Nepal og i Snekkersten, hvorfra der i hendes barndom stadig blev drevet kystfiskeri.
Derfor ville jeg gerne skabe nogle forretningsmodeller, hvor man både kan skabe en ny værdi og samtidig skabe merværdi og tjene penge på det, så projektet bliver selvbærende
”Jeg er vokset op med forældre, der arbejdede med velgørenhed, så for mig har det altid været en selvfølge, at jeg skulle lave noget, som gjorde noget godt for andre mennesker,” siger hun.
”Men jeg har også oplevet, at mange velgørenhedsprojekter blev holdt i gang i en årrække af nogle ildsjæle, men når så enten ildsjælene forsvandt eller bevillingerne udefra hørte op, så døde projektet, og man kunne starte forfra. Det var enormt demotiverende at være vidne til.”
“Derfor ville jeg gerne skabe nogle forretningsmodeller, hvor man både kan skabe en ny værdi og samtidig skabe merværdi og tjene penge på det, så projektet bliver selvbærende. I dag kalder man det social venture, men det begreb eksisterede ikke, da jeg i 2012 starte på CBS”, forklarer Nima, der i dag sidder i et Advisory Board på CBS.
Leverer nu også frisk fisk til private forbrugere
”Inden coronaen i marts sidste år lukkede Danmark ned første gang, samarbejdede vi med op til 25 forskellige kystfiskere og en lang række københavnske restauranter og deres kokke, som aftog de friskfangede fisk,” forklarer Nima.
Vores næste skridt bliver at arbejde sammen med fiskehandlerne
”Nedlukningerne har selvfølgelig ramt både os og restauranterne og vores fiskere hårdt. Så her efter nytår er vi gået i gang med også at levere til private.”
“Men det kræver selvfølgelig en anden form for logistik, når varerne skal bringes ud til kunderne, eller vi skal finde centrale steder, hvorfra den kan aftentes. Og vi er allerede godt i gang”, fortæller hun og fortsætter:
”Efter at vi nu kan skabe kontakt til både restauranter og den enkelte forbruger, bliver vores næste skridt at arbejde sammen med fiskehandlerne. Vores udfordring ligger i, at vi ikke kan tilbyde et fast bredt sortiment af fisk. Vores udbud afhænger af, hvad der bliver landet. Men i modsætning til flere andre i industrien, så generer det os ikke, at fiskerne, restauranterne eller fiskehandlerne også handler med andre.”
Comments