Mads-Jensen-2021-scaled-1-1200x675

AI, Kvante og Fusion: Tre teknologier der sætter skub under hinanden

AI og kvantecomputing smelter sammen i en teknologisk symbiose, der accelererer innovation på tværs af brancher. Fra kraftfulde nye AI-modeller til gennembrud i kvantechips og fusionsenergi – vi står over for en eksponentiel udvikling, der kan omdefinere fremtiden hurtigere, end vi tror, skriver Mads Jensen, SuperSeed fra London

AI-feltet bevæger sig hastigt mod mere specialiserede og målrettede løsninger. Men på kort sigt er det tvivlsomt, hvorvidt blot det at skalere AI-modeller kan fortsætte med at levere så store gevinster. Der er dog enorme muligheder i at implementere eksisterende AI-teknologier i praksis og til andre gøremål. Softwareindustrien satser stort på AI-agenter, som kan udføre komplekse opgaver inden for alt fra kontorarbejde til fabrikation, logistik, landbrug og medicin. 

 

Parallelle gennembrud: AI møder kvanteteknologi

Samtidig er den accelererende udvikling inden for AI med til at drive og fremskynde udviklingen inden for kvantecomputing. Det gælder også den anden vej rundt, hvor kvantebaseret maskinlæring kan muliggøre træning af AI-modeller, der er 100-1000 gange større end nutidens systemer med langt lavere energiforbrug – en potentiel katalysator for AI’s næste udviklingsfase. 

Dette skyldes det man kalder den kvantemekaniske superposition og sammenfiltring, der muliggør parallelle beregninger på en skala, som klassiske computere ikke kan opnå. (Uddybes i box i bunden af artiklen).

 

Kvantecomputing i startup-økosystemet blomstrer

Microsoft lancerede for nyligt Majorana 1 – verdens første kvanteprocessor med topologiske qubits, som gør kvantecomputing mere pålideligt og skalerbart. Google og Amazon har også bidraget med vigtige gennembrud. 

Kvantecomputing får betydelige investeringer, især i Europa. Virksomheder som franske Alice&Bob og hollandske QuantWare er gode eksempler på startups, som virkelig gør sig bemærket, og som tiltrækker store investeringer. Dette understreger Europas stærke position i det globale kapløb om kvanteteknologi.

Selvom Alice&Bob allerede har udviklet kvantebits med fejlkorrigerende arkitekturer, er fuldt fungerende kvantecomputere med praktisk anvendelighed stadig nogle år væk. QuantWare er på vej mod at kommercialisere modulære kvantechips, der kan gøre kvantecomputing mere tilgængelig for industrien. Når disse teknologier modnes, vil det formentlig skabe en eksplosion i beregningskraften, hvilket kan accelerere forskning i nye materialer, farmaceutiske opdagelser og optimeringsløsninger i industrien.

Mens kommercielt anvendelige kvantecomputere (100+ logiske qubits) muligvis kan være tilgængelige mellem 2027 og 2030, vil kvantecomputere med kapacitet til at bryde kryptografi sandsynligvis stadig være mindst 5-10 år væk. Videnskabelige gennembrud inden for materialevidenskab og farmaceutisk forskning forventes først at blive realiseret om cirka 10-15 år.

 

AI baner vej for gennembrud i fusionsenergi

Kvantecomputing er ikke det eneste teknologiske felt, der drives frem af AI; også inden for fusionsenergi spiller AI en stadig større rolle. Europa satte i februar 2025 ny rekord, da det franske CEAs West Tokamak-reaktor fastholdt fusion i 22 minutter.

Selvom kommerciel fusion stadig er årtier væk (forventet i 2040’erne), tyder nylige gennembrud – især med længere og mere stabile fusionseksperimenter samt AI-baseret plasmakontrol – på, at fusion kan realiseres hurtigere end tidligere vurderinger antydede.

Det underbygges af de seneste gennembrud i fusionsenergi, herunder AI-baseret plasmakontrol og længerevarende stabile reaktorforsøg. Dette kan føre til en nærmest uudtømmelig kilde til ren energi, hvilket vil reducere afhængigheden af fossile brændstoffer, stabilisere energipriser og muliggøre energikrævende teknologier som kvantecomputing og avanceret AI uden klimabelastning.

Der er dog stadig lang vej til kommerciel fusion. Her er nogle af de vigtigste skridt på vejen: 

  • Kontinuerligt netto-energioverskud
  • Driftstid fra minutter til uger eller måneder
  • Materialer, der kan tåle ekstreme temperaturer
  • Løsninger på brændselscyklusens udfordringer

Men vi nærmer os. Det er ikke længere en hel generation væk. 

 

Den teknologiske symbiose: AI, kvante og fusion

For virksomheder og investorer betyder den teknologiske sam-evolution mellem AI, kvante og fusion, at strategiske satsninger inden for ét område kan få afgørende betydning for mulighederne i de andre områder. Udviklingerne i begyndelsen af 2025 tegner et tydeligt mønster af en teknologisk sam-evolution:

  • AI → Kvante: Avancerede AI-systemer designer kvantearkitekturer og optimerer fejlkorrigeringsteknikker, som menneskelige forskere ikke kunne finde frem til alene.
  • Kvante → AI: De første kvanteaccelererede algoritmer til maskinlæring viser 10-100 gange forbedringer i træningseffektiviteten.
  • AI → Fusion: AI-drevne plasmasimuleringer og realtidsstyringssystemer løser problemer med plasmainddæmning, der har hindret fusionsenergiens udvikling i årtier.
  • Fusion → AI/Kvante: Efterhånden som fusion nærmer sig kommerciel levedygtighed, kan det levere enorme energiressourcer, der kræves for næste generations computere, til lavere omkostninger.

Denne positive cyklus kan på relativt kort sigt skabe en teknologisk accelerations-feedback, helt uden sidestykke i menneskehedens historie.

Ethvert gennembrud inden for ét område fremskynder store fremskridt i de øvrige, hvilket potentielt kan føre til eksponentiel udvikling på tværs af alle tre felter, AI, kvante og fusion.