Bootstrapping sommer 5 – Årest mest læste investor

 

Det med at investere i tech og life science har udviklet sig helt vildt de sidste 25 år. Det kan du nikke til, hvis du læser #6, Lars Bruhn, der ud over mangt og meget stod bag landets første ventureselskab IVS i 1999. Lars fik 600 henvendelser fra startups, så der var plads på markedet. Og de kom! For alle i årets top 10 af investorer i ventures er professionelle heltids VC’er. Ugens top 10 af mest læste investor-indlæg er:

 

1. Rasmus Lund, NAP: Vi forventer at fordoble fond II til mindst 1,8 mia. kr.

 

2. Thomas Krogh Jensen, Copenhagen Fintech – fra medvind til markedskorrektion

 

3. Ulla Brockenhuus-Schack: Udfordringerne fortsætter, men vi er blevet skarpere

 

4. Frank Lyhne, N2F: ”Vi støder på muligheder, der er for gode til at være sande”

 

5. Erik Balck Sørensen, EIFO: Vi går fortsat efter en Growth-fond. Men pensionskasserne skal ud af busken

 

6. Lars Bruhn: Danske VC-fonde spænder ben for startups skaleringsmuligheder

 

7. Claus Gregersen, Chr. Augustinus Fabrikker: Iværksætterdagsordenen skal ikke bare fokusere på det, der populært kaldes ”styrkepositioner”

 

8. Christian Vinther, Founderment: Hvad er red flags for mig hos en startup?

 

9. Anna Lundin – Hvordan rejser Europas største klimafond 2,5 mia. kr. i det nuværende marked?

 

10. Michael Wiatr, Antler – Early stage og Antler Elevate til serie C

 

Det er godt at se, at industrial greentech tager en 1. plads. Det at skalere vores nye hard tech innovative industrier er afgørende for klimaomstillingen. Det er Rasmus Lund, der i #1 udfolder Nordic Alpha Partners economic sustainability” tilgang, hvor de nu kan rejse knap 2 mia. kr. til deres næste nordeuropæiske kapitel 9 fond. Tilsvarende problemstilling præsenterer Anna Lundin fra Norrsken VC i #9, hvor de er nået op på 2, 5 mia. kr. i deres næste nordiske klimafond.

Erik Balck Sørensen i #5 gav før sommer status på, hvordan EIFO vil disponere de yderligere 2 mia. kr. fra iværksætterreformen til sene runder, så ”danske fyrtårne virkelig kommer på banen internationalt.” Fonden skal helst nå op på 10 mia. kr, hvis der skal være nok til de ca. 40-50 danske scaleups omkring serie A, betoner Erik. Og dér skal vi ikke mindst vende os mod de andre 2 mia. kr., som Claus Gregersen i #7 opregner, at Chr. Augustinus Fabrikker har sat af til A- og B-runde investeringer. For det er ikke mindst hans attraktive scaleup investeringer fra de sidste fem år, der skal overbevise de danske pensionskasser om at kigge lidt ud ad den danske venturevej.  De sidder som bekendt på 4.000 mia. kr. af vores alles opsparing.

Fintech er en styrkeposition, der i lavrente-årene fik meget kapital til scaleups som Pleo og Lunar og siden har været i et lavt gear. Thomas Krogh, Copenhagen Fintech fortæller i #2, at antallet nu faktisk er oppe på ca. 350 danske fintechs, samtidig med at finansiel teknologi går fra at være en vertikal til at blive mere horisontal – embedded i gaming, tele, energi, luftfart, retail mm. Ulla Brockenhuus-Schack, Seed Capital, kunne man godt kalde alle venturefondes moder i DK. Hun kan tale med om alt, fx om Lunar, og giver i #3  en skarp diagnose af markedet og konsekvenserne for kapitalrejsning af dets vending for såvel sene som tidlige startups. Frank Lyhne, N2F, der også om nogen er hjemme i fintech investeringer begrunder i  #3, hvorfor secondaries er en god løsning for mange sene founders.

Tidlige founders kan med fordel studere pointer hos Christian Winther, Founderment, der i #8 opregner hvilke fejl og ‘vanity-metrics’, ens pitch-deck ikke skal rumme. Michael Wiatr runder så feltet af i 10#. Og hvad Antler, der startede med mest at sætte dygtige hoveder sammen i founder teams har nået globalt på fem år, er virkelig imponerende. Og siger noget om at væksten i startups og dermed venturefonde kun er accelereret. Nærmest a la en hockey-stick!  Så Lars Bruhn, vi er nok sådan set kun ved begyndelsen af begyndelsen for avanceret tech og LS innovation!