Ny dansk venturefond rejser over halvdelen af kapitalen i svært fundraising marked
North Ventures etablerer ny venturefond, med en ny tilgang til værdiskabelse, hvor man allerede har rejst over halvdelen af målet på 300 mio. kr., samt foretaget de første investeringer.
Værdiskabelse på en ny måde
North Ventures arbejder dagligt på at redefinere, hvad det vil sige at være en venturefond, og hvor meget værdi der kan skabes gennem de langvarige partnerskaber, de indgår med virksomhederne og deres founders. Gennem North Ventures’ unikke platform følger og støtter de founders og deres virksomheder på hele deres rejse – fra den første investering til exit, og fra bestyrelseslokalet til den daglige involvering i konkrete udfordringer.
Det omfattende netværk og de skræddersyede corporate finance services i North Ventures er med til at skabe den unikke platform, hvor fonden på en struktureret og effektiv måde kan hjælpe deres porteføljeselskaber, når der f.eks. er behov for at styrke ledelsen, bestyrelsen, eller tilføje endnu en værdiskabende investor til ejerkredsen, som kan hjælpe med at tage virksomheden til næste niveau.
“Med det fundament vi har bygget hen over de sidste 8 år, har vi skabt et stærkt afsæt til at etablere og drive en venturefond og derfor har det også været et naturligt næste skridt på rejsen for North Ventures at etablere fonden. Vi indtager samtidig en position i markedet, hvor vi tydeligt adskiller os ved at dække en række behov, som vækstvirksomhederne i høj grad efterspørger, og typisk ikke får dækket hos andre fonde”, siger Jacob Enevoldsen, Founding Partner i North Ventures.
Investerer bredt i danske vækstvirksomheder, som er med til at drive den globale omstilling
Investorerne tæller, udover partnerkredsen, en række velkendte danske familiekontorer og private investorer – som alle deler den samme drøm og vision, om at være med til at udvikle og understøtte de virksomheder som Danmark skal leve af i fremtiden.
“Det er vores overbevisning at venture-kapital er afgørende, hvis vi i Danmark skal kunne udvikle de virksomheder, der skal sikre vækst, arbejdspladser og velfærd. Fonden er blevet til ud fra et ønske om at investere bredt i danske vækstvirksomheder, som er med til at drive den globale omstilling”, siger Jacob Enevoldsen.
North Ventures har på relativt kort tid rejst mere end halvdelen af deres mål på 300 mio. kr. Fonden er fortsat åben for nye investorer, og forventningen er at komme i mål med kapitalrejsningen i indeværende år.
“Vi er yderst tilfredse med at være kommet så langt med vores kapitalrejsning i det nuværende marked. Hvis alt går vel, så kommer vi helt i mål med kapitalrejsningen og lukker for nye investorer i løbet af andet eller tredje kvartal i år”, siger Mikkel Rørvig, Partner i North Ventures.
Tidligere Vækstfonden CEO med i Advisory Boardet
Bag North Ventures står et erfarent team med samlet mere end 75 års erfaring fra bl.a. venture, entreprenørskab, investment banking, forretningsudvikling og ledelse.
Partnerkredsen består af stifterne af North Ventures, Jacob Enevoldsen og Alexander Bech, partner Mikkel Rørvig, der skiftede sin 21 år lange finanskarriere i Nordea ud med en partnerstilling hos North Ventures i 2022, samt nytilkomne Morten Raunholt Eismark, som senest kommer fra en stilling som Partner og Aktiechef hos investeringsbanken ABG Sundal Collier. Udover partnerne tæller teamet også den stærke venture-profil, Mikkel Strandkjær.
Udover det daglige team supporteres fonden også af et advisory board, som rådgiver i forhold til forretningsudvikling, deal sourcing, fondsudvikling, fundraising og centrale strategiske aktiviteter samt evaluering og due diligence i de virksomheder, der investeres i. Her sidder blandt andet Rolf Kjærgaard, tidl. adm. direktør i Vækstfonden (i dag EIFO), og en af de drivende kræfter bag udviklingen af det stærke venture økosystem, som vi har herhjemme i dag.
“Efter at have været med i økosystemet gennem to årtier, kan jeg se, at North Ventures tilfører noget nyt, som jeg gerne vil bakke op om. Med deres unikke og brede investornetværk kan North Ventures være en værdifuld partner for danske teknologiselskaber, der skal rejse meget kapital over tid for at lykkes. Jeg deler samtidig deres vision om, at venture kapital handler om at investere i fremtidens virksomheder. Og North Ventures fokus på bæredygtige teknologier og sundhed, er i allerhøjeste grad, hvad verden har brug for”, siger Rolf Kjærgaard.
Udover den tidligere Vækstfonden-direktør består advisory boardet også af flere andre stærke domæne eksperter og profilerede erhvervsledere.
De første investeringer er allerede foretaget
North Ventures investerer bredt i danske vækstvirksomheder, som er med til at drive den globale omstilling. Fonden har særligt fokus på mere modne og veldrevne vækstvirksomheder med en sund økonomi og stærke vækstplaner inden for teknologi og sundhed.
“Det kræver viden, erfaring og et stærkt netværk at få adgang til de gode investeringsmuligheder. Vi har positioneret os unikt i markedet som investor, og har samtidig løbende gennem årene samarbejdet med en lang række velkendte serieiværksættere, venturefonde, familiekontorer og business angels, som ofte inviterer os med til at investere sammen med dem i deres mest lovende virksomheder. Det har givet os et stærkt og unikt sammensat dealflow med attraktive danske vækstvirksomheder”, siger Mikkel Rørvig.
Fonden har allerede foretaget sine første investeringer i LegalTech virksomheden, Legal Desk og i WaterTech virksomheden, Dryp. Hertil er fonden i øjeblikket ved at gennemføre de næste investeringer i virksomheder inden for bl.a. GreenTech og Digital Health.
Comments