5 skarpe til ugens investor: Mikkel Rørvig, North Ventures
Mikkel Rørvig, til og med 31 august direktør for Nordea Startup & Growth, rykker til North Ventures, som CCO og en af tre partnere/medarbejdere. Vi har udfordret Mikkel på hvad han ser i det aktuelle venturemarked og hvad er hemmeligheden er bag North Ventures succesformel?
1. 21 år i Nordea, de seneste år som leder af Startup & Growth. Hvad er du mest stolt af du har nået? Og hvad er du ikke lykkes så godt med som du ville?
Jeg startede jo som 18-årig, kunne ikke binde mit eget slips, og var reet set ikke helt klar over, hvad bank og finans gik ud på – men jeg var nysgerrig på at lære det. Nordea har været en fantastisk læringsplatform, og jeg glæder mig til at tage en stor del af det med videre mit næste kapitel.
Hvis jeg skal fremhæve et par ting, som jeg er rigtig stolt af, så vil det første være, når jeg har været med til at udvikle medarbejderne. At se dem tage store skridt i deres udvikling, enten i jobbet, eller til nye, spændende jobs, har altid motiveret mig meget, og har altid gjort mig rigtigt stolt.
Jeg er også stolt af den forretning, jeg nu har givet videre i Nordea Startup & Growth. Fundamentet var allerede stærkt, da jeg tog over efter Jacob Faber, og de står i dag med et ret skarpt værditilbud og en meget stærkere position i markedet. Nordea Startup & Growth har en flot vækst, og det gør mig stolt, at jeg har kunnet være med til at aktivere den stærke platform, og at Nordea gør en forskel for mange startups, scaleups og foundere i økosystemet herhjemme.
Omvendt, så kunne jeg godt have tænkt mig at være nået længere med at finansiere mange af de spændende vækstvirksomheder, vi har herhjemme. Nøglen til vækst ligger ofte i en god kombination af cashflow, egenkapital og fremmedkapital. Her synes jeg stadig, at banker er for forsigtige. Jeg havde nok håbet, at det gik hurtigere. Sådan er jeg nok som person – lidt utålmodig.
2. Nu skal du til North Ventures hvor I er tre medarbejdere og partnere alt i alt. Det er nok en overgang. Hvad var der så tiltrækkende ved lige North Ventures?
Skiftet kan fremstå stort, og det er det jo også, men valget har været ret enkelt faktisk. Valget faldt på North Ventures, da jeg dels er virkelig imponeret af den forretning, Jacob og Alexander har fået skabt, men også at jeg ser store muligheder i at udvikle den videre. En anden og vigtig ting er, at vi deler mange af de samme værdier og ser verden ens – det er for mig et super fint udgangspunkt for et stærkt, langvarigt samarbejde.
At gå fra at have været ansat i en stor corporate virksomhed i 21 år til at blive partner i en mindre virksomhed har været en drøm for mig – jeg glæder mig til at se, hvad jeg, sammen med holdet, kan skabe, uden de lange beslutningsprocesser og bureaukrati, som alt andet lige ofte følger med i en stor virksomhed. Med de udviklingsmuligheder vi har foran os, så kunne jeg uden problemer se mig selv udvikle North Ventures, sammen med Jacob og Alexander og vores fremtidige hold, i hvert fald de næste 21 år.
3. Er det ikke et sjovt tidspunkt at skifte. North Ventures har haft et fantastisk 2021 – men nu vender markedet. Er det ikke noget af en udfordring du møder? Og hvordan vil I finde vækstcases og investere med, som I jo gør?
Jeg kan godt forstå, at du spørger. Det miljø, vi går ind i nu, kommer til at indebære, at vækstvirksomheder alt andet lige får sværere ved at skaffe kapital, da investorerne er blevet mere forsigtige. Samtidig har investorerne sværere ved at finde de gode cases. Det er jo netop den service, vi leverer – at hjælpe vækstvirksomheder med at finde de rigtige investorer, og omvendt at hjælpe investorer med at finde de bedste vækstvirksomheder at investere i.
Et par af de store justeringer, vi oplever i markedet for tiden, er for det første, at der er kommet en forventning om, at selskaberne opnår positiv drift tidligere, end hvad vi hidtil har set. Der er uden tvivl også kommet et pres nedad på priserne på ejerandele i selskaberne.
Vi kommer fra et ret hedt miljø, hvor investeringsrunder blev lukket ekstremt hurtigt og til meget høje valuations, og hvor forventningerne om vækst lå utroligt højt. Jeg synes faktisk, at de tilpasninger, vi ser nu, er meget sunde – og som investor, så ser vi ret spændende muligheder stadigvæk. Så vi forventer faktisk, at vi får et ret travlt efterår også.
4. Hvad ser du selv som nøglen til den succes North Ventures har haft – og tror du ikke en masse andre nu vil kopiere den?
Jeg tror, at nøglen til vores succes består af flere ting. Dels består den af vores unikke forretningsmodel, hvor vi altid selv investerer i de cases, vi rejser kapital til – det vil sige, at når vi præsenterer casen for vores investorer, så har vi altid selv hånden på kogepladen. Den feedback, vi får, er, at netop denne del skaber en stærk troværdighed.
Succesen består også i, at vi er hurtige til at rejse penge til selskaberne. Det er vi, fordi vi har bygget en effektiv platform og infrastruktur, og det er vi, fordi vi har et super stærkt netværk af investorer, vi i flere tilfælde har arbejdet sammen med på mange cases.
Vores stærke dealflow er også med til at differentiere os fra andre. Vi får tit præsenteret cases fra andre investorer (VC fonde og tunge angels) og fra founders, før andre overhovedet ser dem – det gør, at vi hele tiden kan komme med spændende investeringscases til vores netværk af investorer, som de i mange tilfælde ikke har adgang til andre steder.
Vi bevæger os hver dag i en verden (venture økosystemet red.), hvor relationer er en meget stærk drivkraft. Relationer er jo personlige, og denne del, sammenholdt med vores forretningsmodel, vores hastighed og vores stærke dealflow, gør, at jeg ikke er så bange for, at vi bliver kopieret lige med det samme.
5. Verden virker til at bevæge sig ind i ukendt territorium, men hvad drømmer I om med North Ventures?
Vi har en rolig hånd på rattet i det miljø, vi er i. Vi mærker så absolut skiftet, men vi mærker stadig høj aktivitet, både på selskabssiden i forhold til at rejse kapital, og på investorsiden i forhold til at ville investere. Der er ingen tvivl om, at det nuværende og fremtidige miljø kommer til at ændre ved flere dynamikker, som vi har kendt hidtil. Men vi er stadig positive på venturemarkedet som investorer.
Vi drømmer om, at vi kan blive den foretrukne platform for ventureinvesteringer i danske vækstvirksomheder. Vi har indtil videre investeret over DKK 1 mia. sammen med vores investorer, i totalt 27 virksomheder. Fra 2023 håber vi at kunne investere i minimum 20 virksomheder årligt, og ser også gerne det tal stige for fremtiden. Vi er allerede godt på vej.
Vi vil gerne være med til at skaffe den kapital, der skal til for, at vi kan udvikle endnu flere spændende virksomheder herhjemme, som kan gøre en forskel.
Comments