5 skarpe til ugens impactinvestor-rådgiver: Stine Jersie Olsen
Tiden er til impact, siger Danske Banks Stine Jersie Olsen, der er chefkonsulent for Growth & Impact, Danske Bank. Hun er tidligere investment manager hos Bestseller Foundation og CSR Capital og er uddannet cand.merc.int., Business and Development Studies, CBS.
1. Du startede i emerging markets (i Bestsellers fond, red.) i Syd- og Østafrika samt i Indien og fik i de lande et stærkt ben i impact. Hvad lærte du – og hvad har du taget med dig fra de år? Og er det ikke næsten umuligt for en danskopdraget investor at investere i fx Afrika og Fjernøsten?
Jeg har rejst rigtigt meget i både Indien og det sydøstlige Afrika og set kroge af verden, hvor jeg ellers aldrig ville være kommet, og jeg har set first hand, hvor stor en impact man kan være med til at skabe som dansk fond/investor. En læring, der er vigtig for mig at fremhæve, er, at den mest bæredygtige impact er forankret i en kommerciel business – både for investorer og for lokale stakeholders. For mig bliver impacten meget håndgribelig, når den investering, man er med i, forbedrer livsvilkår for en gruppe mennesker, som før havde et meget lille og usikkert indtægtsgrundlag. Fx for gruppen af kvinder i det nordlige Uganda, som nu leverer sheanødder til produktion af kosmetik, eller de unge fra slummen i Kibera, som gennem træning og uddannelse nu leverer AI-løsninger til store amerikanske brands.
Jeg har også lært, at hvis man vil investere i impactstartups i Afrika eller Indien, skal man være parat til at være meget hands-on og også investere i tid on the ground for bl.a. at forstå den kulturelle kontekst, markedet og det problem, man forsøger at løse. Hvis man er indstillet på det, så venter der mange spændende impactcases stiftet af innovative og dygtige lokale founders. Jeg tror, at mange her i Norden vil blive overrasket over Nairobis sofistikerede og internationale startupøkosystem, som er domineret af internationalt anerkendte kenyanske startups, internationale VCs, Facebook og Microsoft på jagt efter nye brugere via lokale platforme og fancy co-working spaces.
2. Hvordan hjælper og spiller I sammen med jeres startups, når det ikke lige er med gængse bankforretninger?
Vi har Danske Bank Growth, som er en decideret bank offering til startups og scaleups. Growth dækker fem lande og har et dedikeret rådgiversetup med mere end 50 rådgivere, som virkelig forstår segmentet og hjælper startups med at skalere deres forretninger samtidig med at tilbyde en simpel og digital bankløsning. Ud over det driver vi i Growth & Impact både The Hub, Nordens største rekrutteringsplatform for startups, +Impact-platformen, hvor impactstartups og impactinvestorer kan finde hinanden, +Impact Accelerator samt Danske Bank, Angel Investor Academy, som er Danske Banks interne business angel-uddannelse målrettet Private Banking-kunder. Vi er også partner i Canute-program og Startup Capital. Igennem disse events og programmer har vi god mulighed for at eksponere vores startups for investorer, samarbejdspartnere og eksperter i det nordiske økosystem.
3. Du ser et stort dealflow i Norden, især på impactstartups. Hvor ser du styrker og svagheder i miljøet?
Vi har netop rekrutteret til den næste + Impact Accelerator, som denne gang har fokus på cirkulære foodtech solutions, og vi er imponerede over kvaliteten af disse nordiske startups og deres innovative løsninger – det har været svært at udvælge 15 blandt det stærke felt! Så der er ingen tvivl om, at dealflowet er der – spørgsmålet er, om Norden kan blive et epicenter for bæredygtige løsninger. Jeg tror, at en af udfordringerne er et stadigt fragmenteret nordisk økosystem, hvor matches mellem startups og investorer ikke sker lige så let, som man kunne håbe på, fordi udvekslingen af viden på tværs af de nordiske grænser simpelthen er for lille.
4. Hvad siger kunderne i Private Banking til al jeres impactfokus og +Impact; er der ikke mange, der bare vil have deres kapital forrentet? Og hvad er dit argument for impact?
Der er stor interesse for impact blandt mange af vores Private Banking-kunder – nogle har det som en integreret del af deres investor-DNA, og for andre er det et nyt fokus, som først er ved at finde fodfæste. Der er selvfølgelig også nogle kunder, for hvem impact (endnu) ikke spiller en rolle. Men det er min overbevisning, at man bliver nødt til at forholde sig til sustainability og ESG metrics i forhold til hele ens portefølje – ligegyldigt, om man har et decideret impactfokus eller ej. Vi kørte vores første Angel Investor Academy sidste år, hvor en af de startups, som endte med at få investering fra et syndikat af 15 Danske Bank-investorer, var en ’ren’ impactstartup. Mange af de investorer, som gik med, var ikke ’impactinvestorer’ – de troede på den kommercielle case og på potentialet. Og det er præcis det, som er mit argument for impact – det er good business!
5. Hvorfor er diversitet hos startups vigtigt? Og hvordan har banken understøttet det – og vil I fx stille konkrete krav til de startups, I har som kunder?
Diversitet er en vigtig driver for performance – på så mange forskellige parametre: innovation og kreativitet, bedre beslutningstagen, bedre markedskendskab samt attraktivt arbejdsmiljø. Vi har været med til at udgive guiden Return on Diversity – unlocking the gender potential in the Danish Startup Eco-System. Danmark er håbløst bagud, når det gælder kønsbalance i startupøkosystemet, og vi går glip af et kæmpe potentiale – og de gode deals. Vi bliver nødt til at sætte diversitet og inklusion på dagsordenen, for det sker ikke af sig selv! Ud over de gode værktøjer til både startups og investorer, som gerne vil arbejde mere målrettet med diversitet, så er et andet meget håndgribeligt outcome af guiden et Diversity Commitment, hvor en lang række af Danmarks største investorer har forpligtet sig til at sætte sig om bordet for at formulere fælles målsætninger for diversitet i relation til investeringer.
Danske Bank, Growth & Impact er også med i dette Commitment, hvor vi har mulighed for at forpligte os til at gøre en forskel i forhold til fx en bedre kønsbalance, når vi rekrutterer og udvælger startups til vores forskellige programmer og events. Vi kan samtidig forsøge at påvirke både de startups og de investorer, som vi ’arbejder’ med og forhåbentlig sørge for at fokus på diversitet bliver en integreret del af deres arbejde. Vi erkender samtidig, at vi (Danske Bank, red.) også er i gang med en intern transformation på vej mod højere diversitet.
Comments