Kilde: Getty Images

10 grunde til, at Børsen en dag vil elske og forstå vækstaktier

Fortvivl ikke! Der er mindst 10 scenarier, der gør, at Dagbladet Børsen med Danmarks skarpeste finansielle hoveder, en dag i fremtiden vil dække vækstaktier mindst lige så dygtigt, som de dækker value-aktier. Ugens klumme går sin egen fremtidsvendte måde bag om Børsens aktuelle dækning af Nasdaq First North.

Der er pudsigt, at en avis, der hedder Børsen, grundlagt i 1896 af en vekseler Theodor Green, har så travlt med at tale en vækstbørs som Nasdaq First North ned. Sådan formulerede en bekendt det. Han er blandt mange i miljøet, der undrer sig over dagbladets og dets aktiepanels dækning siden maj. De ser det som en ekstra selvstændig faktor i, at børsnoteringer på den danske Nasdaq First North har haft det ualmindelig svært lige siden.

Men ok, jeg forstår godt frustrationen. Selv også, set med valueaktie-briller, sikre cases som Re-Match (der nu gennoteres, og hvor bogen er overtegnet af gamle og ny investorer) og Hove har været stærkt kritiserede. Der er undtagelser, som Relyses og SMS, der er mere balanceret omtalt. Men hele diskursen i Børsen, som universitetsstuderende kalder det, behøver man ikke lave en større afhandling for at afdække. Og det til trods for, at grupperer man First North i perioden 2017-19 og 2020-21 er der en markant og støt stigning i kvaliteten og med stadig bedre institutionel dækning.

Til de skuffede og frustrerede bag startup- og vækstvirksomheder må jeg svare: Det skal nok blive bedre. Meget bedre. Og selv om det måske er lidt science fiction-agtigt, giver jeg dig her – i fremtidens ulideligt skarpe lys – 10 gode grunde til, at Børsen en dag vil dække vækstaktier ligeså fornemt, som de dækker value-aktier.

 

1. Jim Hagemann Snabe udkommer med sin sjette bog om digitale forretningsmodeller og ledelse. Heri er et kapitel om vækstbørser, som han godt som forskræp vil have i Børsen Weekend. Under snakken med Bjarne Corydon bemærker Jim, at også virksomheder fra Maersks venturearm ikke kunne drømme om at lade sig notere i Danmark, hvor der er så negativt et klima for den slags. Kloge Bjarne, den bedste finansminister vi har haft i nyere tid, McKinsey partneren, der rejste rundt med foredraget om, hvordan op mod halvdelen af alle arbejdsprocessen den dag i dag kan substitueres med kendte digitale teknologier, ved for en gang skyld ikke helt, hvad han skal svare.

 

2. David Bentow, virkelig erfaren ansvarlig for dækningen af finanssektoren i Børsen, stiller en dag chefredaktionen et spørgsmål. Er I klar over, hvor mange FSP-direktører, ja især forhenværende fra Danske Bank som fx afdøde Ole Andersen, der har investeret i startups i London, Singapore – og Danmark? Jo, og de kan faktisk alle metrics med MRR/ARR osv. Jeg nævner det bare, siger David, fordi de siger, at Børsens dækning er langt bagud i forhold til den, de læser internationalt, om det så er i konservative publikationer som The Economist.

 

3. Niels Lunde, interviewer og skriver på sin efterhånden nok femte generation af fremtrædende danske erhvervsledere. Det er Mette fra Too Good To Go, Jeppe fra Pleo, Kenn & Peter fra Lunar osv. Og Niels er fortrolig med dem alle, og deres overordnede strategier kommer med i næste værk. For Niels er vækst efter en hockeystik derfor ikke så mærkelig. Og siger eftertænksomme, men også skarpe Niels: Det gælder også 2.-4. generation, når jeg i dag snakker med dem. Jeg kan da ikke blive ved med at tale mine nye helte op den ene dag og potentielle ned den næste, når det drejer sig om noteringer på vækstbørser

 

4. Helle Ib, den daglige politiske iagttager med fingeren allerbedst på den politiske puls (også i forhold til sin gode ex-mand Bent Winther, Berlingske) kommer fra Christiansborg og er blevet spurgt af både den nye finansminister og den nye erhvervsminister om, hvorfor Børsen hæmmer den vækstrejse, de gør alt for at stimulere politisk for at skabe flere danske grønne vækstvirksomheder? Helle vil godt lige vende et svar på bagsiden i morgen

 

5. Steen Bocian, virkelig kvik og imødekommende cheføkonom i mange år, excellerede ofte hos Dansk Erhverv i at fortælle, hvor få promille af dansk BNP, tech og life science startups egentlig udgør. På Børsen er han nu også cheføkonom (efter at have været perspektivredaktør). Børsens kommercielle chef kommer nu i kantinen til Steen med et perspektiverende spørgsmål: Det kan godt være, de der vækstiværksættere vejer lidt, men de er mange, og de bruger os ikke. Det er vores største potentielle marked, men vi kan ikke få hul på det. Tror du det kan have noget med vores indhold at gøre? Steen afviser selvsagt at redigere medier ud fra læsertal, men det gør lidt indtryk at søstermediet går frem i Sverige i de grupper, modsat i Danmark, så han foreslår et besøg i Stockholm. Det behøver han nu ikke, for

 

6. Bjarne Corydon og Danmarks intellektuelt sejeste chefredaktion er kaldt til seminar hos Bonnier. De diskuterer Dagens Industri, der har eget uafhængige, superskarpe team af aktie- og virksomhedsanalytikere. Danskerne rykker nu lidt på stolene, når de skal forklare, hvorfor Sverige er 10X foran fra aktiemarked til aktiedækning. Det er jo ligesom ikke en forklaring, at JP/ Politiken ejer 49 ret indflydelsesløse procent af platformen…

 

7. Nikolaj Sommer, dygtig nyhedschef på Børsen, er inviteret på Journalisthøjskolen i Århus, hvor en gruppe kommende praktikanter har fået emnet ”flokmentalitet og tunnelsyn i medierne”.  De griller ham ret kraftigt på modsigelser i Børsens dækning med basis i på forhånd fastlagte vinkler. På vej hjem tænker han på, det  han skrev i december 2021 (3.12 kl. 17.39, red.) til Bootstrapping, at han og Bjarne og alle på Børsen var enige i bladets dækning af Nasdaq First North som ”flot arbejde”. Nikolaj tænker: Det er måske lige langt nok vi har dyrket én fastlagt næsten kampagneagtig vinkel. Måske kan vi ikke bare blive ved at sige, at vi går efter de vitterlig dårlige eksempler, når de unge høge på skolen sådan kan fremlægge bevis for, at det rammer bredere? Nå, som chef for alle journalisterne, må han stå last og brast med dem i et og alt. Sådan gør Niels Lundes helte ikke, men det gør journalistiske chefer, for ellers overlever de ikke. Men i sit indre og med sin dybe erfaring fra andre roller, fx kommunikationschef under Bjarne i Finansministeriet, nager det ham nu lidt.

 

8. Emil Stig Pedersen, RUC-uddannet journalist og souschef på Børsen, er på kæmpe konference. Michael Svarrer, Carl Johan Dalgaard og Philipp Schrøder er gået med som oplægsholdere for Steen Thomsen og Tom Jacobsgaard, der på CBS’ bestyrelsesuddannelse også har fået en masse topledere til at medvirke. Basis for dagen er en større komparativ analyse af 1000 danske virksomheders vækstrejse og internationalisering holdt op mod nabolande. Det er en stor sag, og journalister fra Finans, Berlingske Business og småmedierne er bænket. Emil føler sig lidt alene, når han hele tiden skal svare på kritiske spørgsmål om, hvorfor Børsen dækker netop dette felt så provinsielt. Ikke kun fakta, også tidsånden føles den dag meget imod. Måske skal jeg rykke. Men Børsen er som Novo Nordisk. Jeg er lagt i, selv for uendeligt overenskomst- og feriebegunstigede journalister, særlige guldlænker i Møntergade. Alligevel, kongens mønt er ikke alt…

 

9. Jens Løgstrup, cand.oecon. og værdsat for sin dygtighed i en perlerække af danske bestyrelser, har besluttet at tage (inkl. hustru der er ESG-ekspert) til Silicon Valley i en måned bl.a. for på Stanford at studere de her hyper vækstvirksomheder og deres ’nye’ metrics. Han ringer til sin kollega i Børsens aktiepanel og foreslår ham at tage med. Men Jakob Have kan nu engang stadig bedst lide at finde huller i osten og er ikke bange for at stille op på netværksmøder for tech- og vækstinvestorer og fortælle dem, at deres værdisætninger er til grin og at uden bundlinje skal man ikke lade sig notere. At 75 % af alle selskaber noteret i USA så ikke opfylder det kriterie er lige meget. De er jo vildt volatile og dermed useriøse. Men klogere Jens får nu igennem, da han kommer hjem, at de skal have en tredje mand i aktiepanelet, kun med fokus på vækstaktier, så vi er balancerede, som Jens siger.

 

10. Simon Kirketerp, stjernejournalist og investorredaktør Børsen vånder sig. Thomas Black-Petersen, direktør for FBV, Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder, har inviteret ham til seminar for journalister. Foreningen, der er startet i december 2021 som paraply for de dengang kun halvt hundrede danske selskaber noteret på en vækstbørs samt deres rådgivere, er der for at skabe transparens om børsvejen. Simon og kolleger skal klædes bedre på til at forstå børsnoteringsvejen i forhold til venturekapital og industrielt salg. Egentlig er det under Simons værdighed at deltage, men ok, der kan måske komme en kritisk historie. De mange analyser, der fremlægges, er en træls ting, men han begynder for alvor at svede som til 1. del i HD. De to konkrete cases ligner meget Re-Match og Hove fra tidligere år, og det er ret evident, at de begge har klaret sig fremragende. Faktisk endnu bedre. Det turde da være umuligt med min dækning, som jeg ellers fik mange skulderklap for internt og dengang, tænker gode Simon. Irriterende og uværdigt.

 

Problemet er ikke, om noget af alt det her, i en eller anden faktisk udgave, vil ske for alle disse meget dygtige og kompetente mennesker. Det vil det. Problemet er, at det kan vare op til ti år. Et gammel arabisk ordsprog, der ofte bruges på journalister, hedder: Mens hundene gør, drager karavanen videre. Her kunne det, mens vi venter, omskrives til: ”Mens de kloge bekræfter hinanden, drager karavanen videre!