Der er snakkes meget, men skrives lidt om Vækstfondens og EKF’s fusion, der ellers har været det store slagnummer på vores breddegrader i Simon Kollerups periode som erhvervsminister. Vækstfonden var især i de første mange år beskyldt for at være overflødig gevækst på markedet. Det forstummede med corona-krisen. Efter fusionen er der sat spørgsmålstegn ved, om ventureinvesteringer kommer ud af fokus og ved habilitet i formandsskabet. Her vurderer vi kritik og konsekvenser.

Tue Mantoni, der i fire år i høj grad satte retning for Vækstfonden, takkede på LinkedIn af som bestyrelsesformand med følgende afsked: ”Vi har fokuseret på at tage risiko, tænke langsigtet, støtte økosystemet i med- og modgang, agere løftestang for private aktører, være nemme og proaktive at arbejde med og dermed undgå de prædikater, som ofte hæftes på statsejede virksomheder.” Godt.

Nu er der så en ny stor bestyrelse på 15 for EIFO fusionen og to små foreløbige bestyrelser for Vækstfonden og EKF. Snart flytter Vækstfonden og EKF sammen på ny matrikel og støttefunktionerne lægges sammen. Sammensætningen af bestyrelser for den her konstruktion – ingen vist rigtig har bedt om og færre helt forstår meningen med – har jeg dissekeret i Vækstfondens kurs #1: Dav EIFO – farvel Vækstfonden? Uden at have hørt modsigelse. Og jeg har givet mit bud i Vækstfondens kurs #2. Én EKF-indgang til milliarder? på, hvad formandskabet af direktører opvokset i pensionskasser kunne sætte af ny strategisk retning. Her i det tredje afsluttende indlæg giver jeg tre grunde til, at det måske ikke går så galt, som mange i vores økosystem frygter!

For det første har Vækstfonden altid været under pres. Bare her på lille Bootstrapping har Lars Kolind gentaget, at porteføljen bør lægges ud og privatiseres, og Lars Tvede har flere gange sagt, at ”Med den ene hånd brækker staten benene på danske iværksættere, og med den anden uddeler den støtte via Vækstfonden”. Er du ansvarlig topledelse, holder du sammen på butikken og forsvarer den, uagtet at du kan dele den principielle pointe om, at mange OECD-lande skulle se på rammebetingelser i stedet for tilskud.

For det andet er formandskabet – og det bestemmer mindst 95 % af alt – i den ny, store bestyrelse allerede under konkret pres for inhabilitet. Jeg skrev i del #1, at der kunne være et problem med kø udenfor døren ved bevillinger til den grønne omstilling, for ”Torben Möger og Bo Foged er en alliance second to none for havvindmøller, PtX osv. Men, siger nogle, også noget af en sammenspist cocktail, så sandt som Torben i sit fremsyn fandt og gjorde CIP stor.” Nu har InsideBusiness (betalingsmur) gået til stålet i artiklen ”Rivegilde og dobbeltroller i ny superfond”. De har spurgt flere aktører (alle anonyme) i finans- og energisektoren, og her er bestyrelsesrelationen PensionDanmark-CIP-Vestas betændt, fordi de måske kan få indsigt i og forfordele andre aktører, som fx konsortiet PFA/PKA-Ørsted-Siemens. Så langt ned i sager går formandskabet næppe, men kønt og ideelt er det næppe.

For det tredje, og vigtigst, er Torben, Dorrit og Bo klassiske økonomer (to er cand. polit., én cand. merc. aud.). Og nu sidder man altså med ansvaret for en Vækstfonden butik, der har haft megasucces og hele tiden har fået nye mandater. Og som er et entydigt indtægtsplus for staten som ejer. Det skal man nok ikke kaste vrag på! Økonomien er cirka sådan, at lånebutikken balancerer med et mindre overskud de sidste 5 år. Og det er flot, for 1/3 af alle lån og garantier ryger af sporet, fordi Vækstfonden skal tage den risiko, bankerne m.fl. ikke tør tage. (Fonden tager sig så også betalt med højere rente, hvad mange startups kun ved alt for godt, og mange især mærker lige nu). Så det store overskud, på i snit de sidste 5 år 1 mia. kr. om året, skyldes ventureinvesteringer via mange danske og udenlandske fonde samt egne meget dygtige fonde som også investerer i startups og vækstvirksomheder.
Alene ifølge 2021-regnskabet var afkastet på funds of funds 3,4 mia. kr. Det er altså en god forretning for staten med de her fondsstøttede vækstvirksomheder! Selv hvis man mener, ens egen pensionskasse kan gøre det endnu bedre, end fx underpuljen med Dansk Vækstkapital med 18-20 % IRR, så man er godt dum, hvis man saver det statslige ben over, man nu har ansvaret for. Alt kan ske, alt er i luften og en ny minister kan ændre meget – men dumme er det allersidste, man kan sige om økonomerne i formandskabet!