Jeg indleder med at takke de vigtigste. Mine unger, Anna, DTU for den store ære og min work-husband, Nicolaj, for friheden til at forfølge sideprojekter. Derefter får de fremmødte forskere en hilsen: “Jeg har det lidt skidt med, at jeg har været på TV, skudt genvej og så er blevet professor,” siger jeg. “Det er ikke for at tage noget fra jer, der researcher utrætteligt, publicerer tusindvis af indsigter og en skønne dag får den helt ægte professortitel.” Derfra er det alvor. Jeg zapper i min præsentation og når frem til en graf med potentielle tipping points. De er alle...