Emad Mostaque, founder af Stability AI og Intelligent Internet
Er den økonomiske model, som vi har kender den, ved at nå sin udløbsdato? Det er spørgsmålet, Emad Mostaque stiller og behandler i sit værk The Last Economy.
Mostaques centrale tese er, at AI er ved at gøre intelligens til en billig og næsten ubegrænset ressource. Dermed kommer AI ikke alene til at automatisere bestemte arbejdsopgaver – som vi allerede ser i stort omfang – men til at ændre selve den økonomiske logik, som bygger på knaphed: Hvad sker der med værdien af menneskeligt arbejde, når kognitive opgaver kan udføres hurtigere og billigere af maskiner? Og hvordan fordeles velstanden, hvis en stadig større del af værdiskabelsen koncentreres omkring dem, der kontrollerer modellerne, computerkraften og infrastrukturen?
Ifølge Mostaque har vi ikke årtier til at finde svarene. Han argumenterer for, at verden har et vindue på omkring 1.000 dage til at gentænke arbejde, ejerskab og økonomisk værdi, inden AI for alvor presser den eksisterende samfundsmodel. Det er mildest talt en dramatisk prognose – men også en fortælling, der bør få opmærksomhed i et lille land som Danmark.
Har Mostaque bare nogenlunde ret, er det ikke tilstrækkeligt, at danske virksomheder bliver gode til at købe AI-licenser fra amerikanske tech-giganter. Danmark og Europa skal også have (med)ejerskab over de virksomheder, modeller og den infrastruktur, hvor fremtidens værdi bliver skabt. Ellers risikerer vi at stå på sidelinjen i det, Mostaque betragter som den sidste store omlægning af økonomien.
Mostaque taler ikke kun som teoretiker. Han var co-founder og frem til 2024 CEO for Stability AI, selskabet bag image-modellen Stable Diffusion, en af pionererne for den generative AI-revolution.
I ’22 rejste Stability AI +100 mio. dollars fra bl.a. Coatue og Lightspeed Venture Partners og blev værdisat til omkring én mia. dollars.
I dag står Mostaque bag Intelligent Internet, der arbejder med åben og decentral AI-infrastruktur.
På TechBBQ bliver Mostaque derfor en af de mest interessante stemmer for alle, der vil et spadestik dybere end den næste bølge AI-features og snarere spørge, hvad teknologien gør ved hele det økonomiske system – og hvilken plads Danmark kan få i det.
Oplev Mostaque:
- Dato: 26. august (Dag 1)
- Stage: BBQ Stage
- Tid: 11:29 – 11:54
- Emne: Sovereign AI & The Last Economy: Fireside with Emad Mostaque
Aileen Lee, founder & managing partner, Cowboy Ventures
Aileen Lee skabte ikke verdens første milliardstartup – men hun gav hele kategorien for virksomheder med værdisætninger på 1 mia. dens famøse navn. I 2013 introducerede Aileen Lee nemlig i TechCrunch betegnelsen “unicorn” om private tech-virksomheder med en værdiansættelse på mindst én milliard dollars. Siden er ordet blevet et af startupverdenens mest anvendte – og måske også mest forførende – succeskriterier.
Efter over ti år som partner hos den markante kapitalfond Kleiner Perkins tog Lee tilbage i 2012 et modigt spring og stiftede Cowboy Ventures. På daværende tidspunkt var blev hun en af de første kvinder i Silicon Valley til at stifte og stå i spidsen for sin egen venturefond.
Som founder og managing partner i seed-fonden Cowboy Ventures har Lee samtidig brugt mere end to årtier på den disciplin, der kommer længe før milliardværdiansættelserne: at identificere og udvælge de founders, som virkelig kan udvikle sig til noget stort. Det gælder scaleups som Dollar Shave Club, Drata og Guild, der for længst har fået unicorn-stemplet.
På TechBBQ kan Lee give et usædvanligt kvalificeret blik på, hvad der faktisk kendetegner en potentiel kategori-vinder – og hvorfor den eksplosive vækst i antallet af unicorns ikke nødvendigvis er et sundhedstegn for venturemarkedet.
Oplev Lee:
- Dato: 26. august (Dag 1)
- Stage: BBQ Stage
- Tid: 16:21 – 16:46
- Emne: What Comes After Unicorns? Fireside with Aileen Lee
Sander Janca-Jensen, co-founder & CEO i Flatpay
Trods unicorn-status og en vanvittig vækst, har CEO i Flatpay tilsyneladende ikke fået landets pensionsdirektører til at løfte røret. Sander Janca-Jensen, co-founder og CEO i fintech’en Flatpay, fortalte på Folkemødet og i InsideBusiness, at han ikke har modtaget én eneste henvendelse fra et dansk pensionsselskab om at investere i virksomheden.
Det er ellers vanskeligt at finde en mere oplagt dansk vækstcase. Flatpay blev stiftet i ‘22 og nåede blot tre år senere en værdiansættelse på 1,5 mia. euro – hurtigere end nogen anden dansk startup. Selskabet voksede omsætningen med mere end 400 procent på ét år og har i dag omkring 100.000 erhvervskunder og +2.000 medarbejdere på tværs af syv markeder.
Væksten er helt vild, og ambitionen er at udfordre Europas etablerede betalingsgiganter og på sigt bygge en virksomhed med op mod 10.000 ansatte.
Netop derfor er Janca-Jensen blevet en interessant og højlydt stemme i diskussionen om dansk vækstkapital. Danmark råder over omkring 5.000 mia. kr. i pensionsformuer, men kun en forsvindende lille del finder vej til venturefonde og hjemlige vækstvirksomheder.
På TechBBQ bliver Janca-Jensen derfor interessant på to niveauer. Han kan fortælle, hvordan Flatpay på rekordtid har bygget en af Europas hurtigst voksende fintechvirksomheder. Men han kan også stille det mere ubehagelige spørgsmål: Hvis danske institutionelle investorer ikke vil investere i Flatpay, hvilke danske vækstvirksomheder vil de så investere i?
Oplev Janca-Jensen:
- Dato: 26. august (Dag 1)
- Stage: BBQ Stage
- Tid: 09:45 – 10:25
- Emne: A High-Agency Europe: Founders Building Tomorrow’s Decacorns
Paul Rippon, co-founder af Starling Bank og Monzo og founder af Rippon Capital
De færreste kan skrive to af Europas mest markante fintech-succeser på CV’et. Det kan Paul Rippon, der var med til at stifte både Starling Bank og Monzo – to af de neo-banker, som var med til at tvinge en ret konservativ britisk banksektor ind i den digitale tidsalder.
Rippon har mere end 30 års erfaring fra finanssektoren og har oplevet den fra stort set alle vinkler: som bankmand, founder, operatør, business angel og nu VC.
Han har været med til at bygge regulerede virksomheder i en branche, hvor startups ikke alene skal skabe et godt produkt og finde kunder, men samtidig håndtere kapitalbehov, compliance og myndigheder.
Efter en periode væk fra startup-miljøets daglige maskinrum – blandt andet med livet som alpaka-avler – er Rippon nu tilbage fra pensionen. Med Rippon Capital kombinerer han egenkapital, gæld og operationel erfaring i investeringer i britiske tech fra omkring Serie A og frem.
Rippon er vokal omkring, hvornår venturekapital faktisk er den rigtige vej at gå, hvornår en founder evt. i stedet bør vælge gæld, fokusere på indtjening eller sammensætte finansieringen på en helt anden måde.
Samtidig vender Rippon tilbage til venturemarkedet på et tidspunkt, hvor AI ændrer både de virksomheder, der investeres i, og måden de kan bygges på.
Med top-erfaring fra to fintech-unicorns til nu sit eget investeringsselskab kan Paul Rippon give founders en særlig praktisk vinkel på skalering, kapitalrejsning og de fejl, der opstår, når vækst og finansiering ikke følges ad – i et AI-paradigme.
Oplev Rippon:
- Dato: 26. august (Dag 1)
- Stage: BBQ Stage
- Tid: 12:20 – 12:45
- Emne: Scaling Monzo & Starling: Fireside with Paul Rippon
Jacob Lauritzen, co-founder og CTO i Legora
Sammen med Sander Janca Jensens Flatpay – som jeg også vil fremhæve som én af de navne man absolut ikke må misse – er der ikke mange større europæiske vækstkanoner netop nu end svenske Legora.
Legaltech-selskabet har rundet 100 mio. dollars i ARR på omkring 18 måneder og er senest værdisat til omtrent 5,6 mia. dollars. På TechBBQ kommer selskabets danske co-founder og CTO, Jacob Lauritzen, på scenen.
Legora bygger en AI-platform til advokatfirmaer og juridiske afdelinger, der kan hjælpe med blandt andet research, dokumentgennemgang, kontrakter og udarbejdelse af juridisk materiale. Virksomheden forsøger med andre ord ikke bare at give jurister endnu en chatbot, men at etablere et nyt arbejds- og infrastrukturlag omkring hele den juridiske profession.
Det er en væksthistorie, der næsten lyder som den Lovables Anton Osika fortalte sidste år fra scenen – blot i en lidt mere konservativ B2B-vertikal.
Legora er gået fra nordisk startup til international unicorn i et tempo, som normalt forbindes med virale forbrugerprodukter. Selskabet har rejst mere end 800 mio. dollars og fået investorer som Accel, Benchmark, General Catalyst, ICONIQ, Bessemer Venture Partners, Salesforce Ventures og Nvidias NVentures på cap table.
Netop derfor er Lauritzen interessant for langt flere end dem, der arbejder med legaltech. Legora er et konkret eksempel på, at AI kan komprimere den tid, det tager at bygge en global enterprise-virksomhed – også når kunderne er store organisationer med følsomme data, krævende arbejdsgange og meget lille tolerance over for fejl.
Som CTO står Lauritzen overfor nogle af de spørgsmål, mange AI-founders snart skal håndtere:
- Hvordan bygger man et produkt, der kan gå fra assistent til mere selvstændig agent?
- Hvordan sikrer man kvaliteten, når modellen arbejder med juridiske beslutninger?
- Og hvordan udvikler man teknologien hurtigt uden at miste tilliden hos kunder, der forventer sikkerhed og præcision?
Legoras rejse kan blive en af de vigtigste europæiske startupfortællinger i denne AI-generation.
På TechBBQ får man som publikum mulighed for at høre den fra personen med ansvaret for den tekniske motor – i en virksomhed, der på rekordtid er gået fra startup til en værdiansættelse på næsten 36 mia. kr.
Oplev Lauritzen:
- Dato: 26. august (Dag 1)
- Stage: Founders Stage
- Tid: 10:58 – 11:23
- Emne: Engineer-Led Growth: Fireside with Jacob Lauritzen
Hør også Avnit Singh fortælle om årets TechBBQ i Bootstrapping Podcast: