“Vi har selv valgt at være afhængige af amerikansk cloud og tech, og sådan har det været i mange år. Hvis vi skal ud af kloen, skal vi erkende, at vi er på røven og afhængig af USA. Og så skal vi begynde at kigge på nye systemer, som ikke skal produceres i USA.”  David Heinemeier Hansson, Radar 6.11.

Det er utroligt, så meget brandværdi Big Tech har af, at virksomhederne årtier tilbage blev startet op af bumsede tech-nørder i en garage. Og selvsagt af at have drevet aktiemarkedet og givet aktionærer ned til mindste pensionsopsparer et super afkast.

Reelt er The Magnificent Seven nu større monopoler end dem, USA historisk har udfaset eller opløst fra jernbaner over olie til telecom. Og de opfører sig sådan. Donald Musk og Elon Trump var lige ved at vokse sammen om at udnytte og restrukturere statsapparatet til egen fordel, i al fald ifølge Giuliano da Empoli i hans stærke ”Rovdyrenes tid” (2025).

Tech på speed dial til Det Hvide Hus

Jeg giver normalt ikke så meget for konspirationsteorier og troen på, at der bag det hele kører en stor, ond sammensværgelse. Min erfaring er mere, at politikere hopper fra tue til tue og Donald Trump fra deal til deal.

Men det er stærkt ubehageligt at iagttage, hvordan retsprincipper i USA tilsidesættes, og modstandere forfølges. Og vi er kun knap 9 måneder henne i denne omgang af trumpisme.

Men hvor er vi? Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information, er begejstret for Trump i den – og kun i den – forstand, at Trump “har sat sig igennem” overfor Big Tech. Det er politikken, der bestemmer over markedet, og oligarker der skal ‘fedte’ og er ‘pinagtigt følgagtige’ over for ham, ikke omvendt.

Modsat kan man jo pege på, at Trump giver sine ‘venner’ enorme statsinvesteringer og skattelettelser. Big Techs direkte politiske indflydelse viste sig i sidste uge, da Nvidias Jensen-Huang og OpenAI’s Sam Altman bare ringede direkte til Donald. Så kom hans nationalgarde alligevel ikke til San Francisco – kun til de andre demokratisk dominerede storbyer, som vel kan risikere at være nedlukket til midtvejsvalget. Nvidia er i dag verdens mest værdifulde selskab med en markedsværdi på over 3.000 mia. dollars – større end Tysklands samlede økonomi.

Musk og oliefonden viser vores udfordring

Så det kan godt være, at Big Tech siden Trumps indsættelse har stået som små logrende hunde om hans hof og måttet hoppe, når der bliver råbt hop. Men da de styrer både den digitale infrastruktur og informationsstrømmen – tre selskaber (AWS, Azure og Google Cloud) sidder på 2/3 af verdens cloud-infrastruktur – er det klart, at de har enorm indflydelse. Trumps regering kæmper for dem – fx mod EU’s AI-lovgivning.

Hvordan Big Tech nu står i diametral modsætning til reelle startups kan vel ikke udtrykkes mere symbolsk, end når Elon Musk angriber en af de demokratiserende startups fra dotcom-tiden, Wikipedia og laver sin egen Grokipedia. Den skal ”maximize truth and objectivity” – men fordrejer fakta om klima, vacciner og køn. Musk fik selvfølgelig i torsdags sin beskedne Tesla-lønpakke for en founder-CEO på 5.685 mia. kr. igennem!

Det kan godt være, den norske oliefond, som Teslas syvendestørste ejer, med besindighed stemte nej. Den norske oliefond er et økonomisk vidunder. Fonden, der skal sikre nordmændenes fremtidige velfærd, er blandt Teslas største ejere. Samtidig er den selvfølgelig dybt investeret i Apple, Microsoft og Alphabet. Men at de overhovedet rangerer så højt på captable hos Elon er et meget godt eksempel på, hvor dybt afhængige af og i lommen på US-tech vi er – som professor på CBS, Jan Damsgaard sagde onsdag fra scenen til Digital Tech Summit i et panel, der netop handlede om, hvordan vi får europæisk suverænitet.

Over 11 % af oliefondens samlede aktieportefølje er nu placeret i amerikansk tech, svarende til 1.800 milliarder norske kroner – omkring 150 mia. dollars. Europa taler om at gøre sig uafhængig af amerikansk teknologi, men finansierer selv dens dominans.

Kan vi finde vores egen vej?

“Der er en reel risiko for, at europæiske virksomheder bliver fuldstændig udkonkurreret af udenlandske virksomheder, hvis Europa ikke sikrer sig ejerskab over de mest avancerede AI-modeller.”  Yoshua Bengio, Weekendavisen 9.11

Vores opsparinger, pensionsmidler og nationale fonde vokser i takt med Big Techs monopolmagt. Det er svært at kræve regulering, når hele ens velfærdsmodel er flettet ind i tech-aktiernes kursudvikling, og Europa – og især Danmark – er bundet på hænder og fødder.

Så det er let at ønske sig uafhængighed af USA og Kinas AI-teknologier. Knap så enkelt at nå dertil.

Det vi måske kan opnå er ”digital suverænitet” ikke ved en afkobling, der bare sætter os bagud, men ved at bygge vores egne industri-vindere i nicher, så vi kan blive mere gensidigt afhængige. Som Terma’s radar i F16 fly. Det kan være compliant AI, kvante-tech – eller life science for den sags skyld. På mange områder har vi talentet – og selskaber der dog stadig er her!

Selv om den politiske opbakning er der, så mangler Danmark skala, fokus og kapital for at omsætte de ambitioner til reel konkurrenceevne. Fokus i Danmark er – hvis vi ser bort fra kvantecomputing – ret så meget på implementering af eksisterende AI-løsninger – mindre på udvikling af nye. Og støtten til AI er fordelt på mange programmer, fonde og ministerier, hvilket ikke gør det nemmere for startups og virksomheder at navigere i systemet.

Derudover kommer al den regulering, der spænder ben. Læs fx som 1.500 andre Vivino-founder Heini Zachariassens indlæg på LinkedIn om den brutale forskel mellem at investere i USA og i Europa fra SAFE’s til børser, og om hvorfor Europa “100% selvforskyldt mister en generation af founders”

Det store spørgsmål er ikke, om AI vil forandre vores arbejde og tilværelse ret så radikalt. Det er uundgåeligt. Det spørgsmål, der går som et Halloween-spøgelse gennem Europa, er, om vi kan undvære US tech? Og kan vi ikke, hvordan kan vi så sikre os en vis suverænitet?