International VC-rejsning online: Mindre charme, mere effekt
I forlængelse af SLUSH-ugen har Nordea Startup & Growth i Norden haft 40-50 førende internationale VC’er fra Sequoia og Balderton til danske Bumble Ventures til matching-event med 150 nordiske startups. Vi har spurgt CrediWire og Raffle.ai om de danske pro & cons-erfaringer for internationale onlinematchingmøder.
Det er ikke hver dag en mindre dansk startup får en indsigtsfuld 20 minutters 1-1 pitchsamtale med Sequoia og andre VC-berømtheder. Men den helt nye chef for Startup & Growth i Nordea, Mikkel Rørvig, har med nordiske kolleger, hvis man studerer hjemmesiden, fået 40-50 internationale og nordiske VC’er til se på og matche 150 udvalgte nordiske startups. Og udvalget var ikke kun egne startupkunder, understreger Mikkel Rørvig, der gerne vil integrere og løfte hele økosystemet. Første matchingrunde var med startups i seed-fasen, og den anden var til at matche startups mod serie A-investeringer. Og han er begejstret: ”Vi har fået meget positivt feedback, både fra de mange startups, vi har kvalificeret, og fra de store internationale VC’er – som vi er en af de få, hvis ikke eneste aktør, der kan stille i Norden. De to gange 150 pitchmøder de to eftermiddage var supervellykkede.”
CrediWire og møder, hvor man løfter hinanden
Vellykkede var alle tre møder i al fald for Nicholas Meilstrup, CEO for fintech-virksomheden CrediWire, selvom – eller måske netop fordi – de faldt under hans barsel: ”3 gange 20 minutter er ekstremt intenst, og når du så fx sidder med partner med fokus på fintech fra Sequoia, der fuldstændig forstår din offering og dine pains, så er det vildt fedt, og du kommer helt høj ud af skærmen. Nogle danske investorer tror, de skal krydsforhøre, men i den internationale top forsøger man at gøre hinanden gode og får bare endnu mere viden på hinanden.”
CrediWire optimerer finansielle oplysninger helt nede fra bogføringen. Og ud fra deres helt egne nøgletal har de såmænd runway til over et år, så egentlig skal Nicholas Meilstrup ikke nødvendigvis rejse kapital foreløbig. Ikke desto mindre har han faktisk aftalt opfølgningsmøder med to af de tre VC’er, for hvis vi nu speeder vore internationalisering op…
Generelt var han imponeret af VC’ernes indsigt. Sequias partner kom med en baggrund fra den engelske neo-bank Revolut, og det kunne man godt mærke.
Raffle.ai mod serie A
Kender du det med ikke at kunne finde et dokument, du ikke kan huske, hvad du har døbt. Det behøver man næppe være dement for at nikke genkendende til. Ole Winther, der er professor i kunstig intelligens på DTU, har udviklet et deep learning-system, hvor du med tale med de ord, du kan huske, kan finde dokumentet på tværs af programmer. Det går selvsagt stærkt fremad for løsningen, når det bruges af customer service fra Coop til Visma. CEO Suzanne Lauritzen og ankerinvestorer Jacob Bratting fra Vækstfonden har før fortalt, at Raffle.ai arbejder sig hen mod en serie A-runde.
Startups bruger i snit mindst 30 % af deres ledelsestid på at rejse kapital, men hvorfor prioriterede Suzanne Lauritzen så tiden til dette SLUSH/Nordea-event: ”Jeg ville have taget op til det vintermørke SLUSH i Helsinki. Men i forhold til at flyve til London, når vi må, og bruge en dag på ét møde, er det ekstremt effektivt. På 20 minutter fik jeg meget af det samme frem – og så kunne jeg nå fem møder.”
Nogle af de investorer, Suzanne Lauritzen datede, var nye for hende, men for flere var det bare et follow-up, der skulle bekræfte, at Raffle.ai følger deres plan, også på trods af corona.
Bumble Ventures bumpler rask afsted
“Vi har nok sparet 30 millioner kroner om måneden på at holde digitale møder. Der er ingen tvivl om, at det er med til at redde vores resultat for 2020 i en coronaramt verden,” sagde Mads Nipper, CEO i Grundfos – lidt endnu – i ugen i Børsen.
For Carsten Salling, investment manager i Bumble Ventures, har onlinematching også et fint outcome. Han vægter ikke kun selve speeddatingen, men også at få adgang til en lang bruttoliste og opdaterede pitchdecks, især på dem, han ikke i forvejen havde på sin egen watch-liste. ”Men sjovt nok af de fem møder endte vi med at tage et opfølgende møde med en CEO i en virksomhed, vi faktisk kendte. Vi troede bare ikke, de var klar til en investeringsproces endnu. Men vi havde kun gode og indsigtsfulde oplevelser med alle de fem, vi valgte.”
Tommy Andersen fra byFounders vennedrillede på Women’s Entrepreneurship Day “Bumble-drengene” for mangel på diversitet, men Carsten synes nu nok, at det er de samme 500-600 cases i Norden, de begge screener hvert år. Bumble har p.t. en portefølje på 15 selskaber, bl.a. Astralis og Hiber samt Measurelet og Her, sidste begge med kvindelige founders.
Unikt netværk ude i verden
Det er vigtigt for os med et netværk for både startups og scaleups ude i verden, understreger Mikkel Rørvig. ”I Nordea regner vi med at tage de fysiske events i brug igen næste år, for det giver endnu mere fantastisk energi. Men onlinematching forsvinder ikke, for det er effektivt og praktisk. Og de internationale VC’er var især glade, fordi vi kan lave et stærkt line-up af dealflow, herunder nogle, de ikke selv på forhånd har på deres lister,” slutter Mikkel og lover flere lignende events og andre nye initiativer fra Nordea Startup & Growth.
Comments