Det er måske tidligt at svare på, men vi kommer med et bud ud fra EIFO’s nye strategi. Og sikkert er på den ene side, at de mest skeptiske fra startup-miljøet ikke fik ret. På den anden side, ligger der miner forude, der kan detonere.

Normalt ved fusioner laver man først en strategi, og så går en stoleleg i gang med, hvem der passer bedst til den i den fortsættende CEO’s og den samlede bestyrelses øjne. I EIFO’s tilfælde startede det med stolelegen, og her stod der hurtigt EKF bag på det store flertal af instruktørstole. Det var for så vidt logisk, da den dengang ansvarlige erhvervsminister Simon Kollerup, valgte Torben Möger Pedersen til bestyrelsesformand. Han og kernen i den nye bestyrelse var tættest på EKF, og EKF’s Peder Lundkvist blev CEO. Så de mange, der havde troet, at Vækstfondens succes nu skulle vise sig som storesøster i fusionen, kunne tro om igen. Lillebror – i al fald lillebror i antal medarbejdere – kom forrest ud af første runde. Ikke at der er noget fagligt at sætte fingeren på. Men det var nu ret massivt. Og derfor var der i vores økosystem ikke så lidt snak om, hvor det her dog skulle ende?