For at nå den grønne 70 % målsætning i 2030, handler det mest om at levere med allerede kendte teknologier frem for radikalt at innovere. Men de 100 % klimaneutralitet i 2050 nås ikke uden den innovationskraft, vi får fra grønne startups. Og det kan godt være, amerikanske universiteter lige har kåret os som verdens mest bæredygtige land. Vi er langt bagefter Sverige, når det gælder antal grønne startups og mangler i den grad grønne innovative fyrtårns scaleups. Hvad kan og bør vi gøre som nation? Vi giver et overblik.

I sidste uge er Danmark, ifølge New York Times, blevet kåret som verdens mest bæredygtige land. Det er anden gang i træk på Environmental Performance Index udarbejdet af de amerikanske universiteter Yale og Columbia. Æren skyldes, “at Danmark leder den internationale klimakamp“, og at vi danskere “producerer op mod halvdelen af vores strøm fra sol og vind“. Begge dele blev klima- og energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen selvsagt vældig Twitter-glad for at høre. Det sidste bliver bedre, hvis vi dels meget hurtigere op til 2030 får en energiomlægning med sol og biomasse, og dels faktisk lykkes med at opføre og gøre 10.000 havvindmøller rentable i Nordsøen inden 2050. Her skal de kunne levere grøn strøm til mellem 150 og 230 mio. husstande i EU. Mindre glæde var der i regeringen, da vismandsrapporten, Det økonomiske Råd kom med i sidste uge, påviste, at det koster en tåbelig milliard kroner for samfundet om året at give den italienske cementvirksomhed Aalborg Portland lov til at forvrideCO₂-afgiftssystemet, så andre erhverv skal betale for 800 tvivlsomme arbejdspladser.

Men med en grøn energipolitik og en forventet høj CO₂-afgift, har vi endelig centrale startpunkter for at nå 70 %-målet. Så bliver det mere ”delivery failure” end innovationsmangel, der i hovedsiden skal sikre, at vi når 2030-målet. Kernen af de store danske industrier som Danfoss, Grundfos, Topsoe, APM, Novo, Velux osv. samt energivirksomheder som Vestas, Ørsted, CIP, European og Better Energy er her virkelig med. Men bisiden, at skabe nye radikalt innovative klimavirksomheder er også nødvendigt, når vi ikke bare skal nå 70 %-målet i 2030, men 100 %-målet i 2050. Og en grøn iværksætterpolitik må i sin essens handle om hvilke intelligente teknologier i nye fyrtårnsvirksomheder, der skal vise os den vej.

 

Vi er ganske enkelt bagefter på grønne iværksættere

I selvforståelsen er vi vist en nation af grønne, bæredygtige iværksættere, der kan gå lige ind og pitche for Tommy Ahlers & co i TV2’s nye program ”Min idé – vores mission”. Men sandheden er en helt anden. Vi har relativt meget færre grønne iværksættere end fx Sverige. Og vi har slet ikke et grønt startup fyrtårn i klasse med deres elbilsbatteri-virksomhed Northvolt.Det, vi har, er mere spæde vækstvirksomheder inden for nogle af de kerneteknologier, der nu skal i sving: PtX, CCS, vand, biosolutions, novel food og præcisionslandbrug mm. Så spørgsmålet er, om vi kan gøre dem til fyrtårne, lige som Vestas og Ørsted voksede fra til verdensførende firmaer på havvind.

Så vi kan godt efterlyse en grøn vækstiværksætterpolitik. Og erhvervsminister Simon Kollerup har nedsat et Grønt iværksætterpanel til samme, der lige har meldt sine første anbefalinger ud. Men som mange, fx Mona Juul, MF for Det Konservative Folkeparti, sagde til Altinget i marts, er det nok mere handling end ideer, der er brug for. Lad os se på, hvad der skal til.

 

Kapital til grønne startup fyrtårne

Kapital skal i hvert fald til, ellers kan grønne vækstiværksættere ikke vokse hurtigt. Det virkelig ambitiøse ville være at afsætte en pulje til bæredygtigheds-investeringer og lån på fx svimlende 50 mia. kr. De vil jo komme retur med forrentning til statskassen, modsat så meget andet, der findes på. Det vigtige vil være at matche de efterhånden flere og flere kapital- og venturefonde, erhvervs- og familiefonde samt business angels, der tør løbe de risici, der er. Og her tænker jeg ikke på de almindelige, men de særlige der knytter sig til hardtech med fabriksanlæg, storskala produktion osv. For det er jo helt nye arbejdspladser med ny produktion, når vi fx snakker CCS (fangst og lagring af CO₂), PtX (grønne brændstoffer til transport og industri), vand, biosolutions osv.

Præcisionslandbrug som FarmDroid er hardware kombineret med robotter. Nordic Harvest er fysiske anlæg og selv hvis vertical farming tænkes lokalt og decentralt, som Nabofarm gør det, så er det software kombineret med fysiske anlæg, der skal til. Det er mere kapitalkrævende. Om matching er 1:1, 1:2 eller 1:3, er lidt afhængig af virksomhedens stadie. Selv om 1:3 gearing under corona var en succes, så kender vi jo ikke tabene endnu. Og at overplastre virksomheder med høj gældsgearing i et faldende marked er ikke uproblematisk. Det vigtige er at understøtte det private markeds risikotagning.

Når vækstvirksomheder så når en vis størrelse, fx af typer som Green Hydrogen Systems, European Energy, Stiesdal, Agreena, Re-Match m.fl., skal de en dag forhåbentlig bruge endnu mere accelerationskapital for at blive internationale succeser. Der kunne vi godt bruge de danske pensionskasser. 350 af vores 4000 mia. kr. i pensioner sendes sådan cirka, skal vi tro pensionsselskaberne, FN-verdensmålsvejen. Vi kunne nu godt overveje en reduktion af PAL-skatten på risikofyldte grønne investeringer op til 500 mio. kr. i enkeltvirksomheder for at kunne skabe vores kandidater i Northvolt-klassen. Lige meget hvordan. Set fra en borgervinkel er det vores (nogenlunde) fælles midler, der skal skydes ind i til at tage yderste risiko i investeringer i fremtiden for kloden og for dansk bæredygtig vækst. Er det en god investering? Ja, hvis det kan bringe Danmark reelt i nogle grønne førertrøjer, så er det da.

 

Dansk forskning skal ud af skabet

Danske forskere har viden i verdensklasse; og det gælder dybt og på tværs af de mange problemstillinger, der skal løses for at nå klimaneutralitet. Men vores otte universiteter er altovervejende bygget til grundforskning og til at forme alle kandidater som små forskere. Bare halvdelen også blev stimuleret til at blive grønne iværksættere og til at omsætte deres teoretiske viden til mere end artikler, ville vi kunne komme langt. Der skal søges alt for mange steder om alt for lidt. Mere massiv soft-funding til grønne projekters kommercialisering er et udbredt ønske til forskningsministeren. Innovationsfonden har i år fået en ekstra pulje på 295 mio. kroner til CCS, PtX, klima landbrug og fødevarer og cirkulær økonomi på plastik og tekstiler. Rigtig godt. Men der skal tages fat i de dybere strukturer på universiteterne. Alt for få af de bedste arbejder sammen og på tværs ud fra projekter (selv om RUC og Aalborg Universitets projektmodel er 50 år gammel). Vi har over 10.000 professorer i Danmark. Det er altid Jes Broeng, DTU Sky Lab, der bliver nævnt. Det er bare for pinligt, det går sådan i snegletempo. Mens temperaturen på jordkloden stiger mod de 2,7 grader, måske katastrofale 3,6 grader som meldt ud i The Guardian i ugen, sidder forskere og skriver artikler, kun få kolleger læser. Der må ske en meget mere håndfast omlægning til, hvad der skal belønnes.

 

Væk med benspænd. Offentlige indkøb, skat og scope 3 løft

Mange grønne iværksættere er frustreret over, at det offentlige marked reelt er lukket land for dem. Og det er utallige gange påvist, at det offentlige indkøber uden hensyn til andet end pris. Alle offentlige indkøbere burde nu incentiveres til at bidrage til bæredygtighed med støtte i et obligatorisk digitalt udbudssystem. Det vil også gøre det lettere for startups og mindre leverandører af byde ind.

Der er også rigtig mange benspænd i stedet for incitamenter til at tage grønne risici i vores skattelovgivning. En grøn skattereform kan efterlyses, også til iværksættere. Folketingets skatteudvalg har skitseret ideer, der bl.a. fremmer lysten til medeje for de mange lønmodtagere, der tager ansvar og vil den grønne omstilling. Smidigere regulering er et andet udbredt ønske. Fra grønne fødevareiværksættere til Lars Rebien Sørensen i Novo Nordisk Fonden klages der over årelange godkendelsesprocedurer fx for novel food, dvs de alternative CO₂-neutrale fødevarer, vi skal langt med for at udvikle vores styrkeposition på fødevarer.

Noget andet, der er svært og dyrt for startups, er at dokumentere bæredygtighed, og det er allerede nu et krav til ventureinvesteringer i forhold til EU’s – ganske vist ufærdige – taxonomi for anerkendt bæredygtighed. Det ville være godt med fx et 75 % tilskud til de ydelser Normative, Klinkby Enge, Matter m.fl. kan lave. Især scope 3 beregninger i leverandørernes værdikæde er svære at dokumentere. Men de er en forudsætning for blåstempling.

 

Det er nu, vi skal videre

70 % af verdens udledninger kommer fra byer og der skal ske masser af fortætning i byggeriet, ressourceforbrug skal omstilles osv. Hele transportsektoren skal fornyes, lige som måden vi producerer og konsumerer fødevarer på. Og al den grønne adfærd skal understøttes digitalt, intelligent og med brug af diverse AI, blockchain m.m.-teknologier. Det kan godt være, vi får ros for vores grønne politik, klimapartnerskaber osv., men som grøn startup nation kan jeg ikke se, vi er foran. Hvis man gerne vil måle i antal unicorns, er der langt til den første grønne danske unicorn. Det er sjovt nok de ”gamle” industrier som Vestas, Ørsted, Grundfos og Danfoss, der fører an. Fint. Men det kan let blive en sovepude, for ud over at mange SMV’er og dele af landbrug og byggeri hænger i bremsen, er det nu, vi også skal turde satse på at skabe de næste generationer af digitale og bæredygtige vækstvirksomheder.