"Ja ok, det er sådan et lidt sort/hvidt frokostpresse-persontrick til at trække læsere ind. Men det har en mening at sætte Frances Haugen, den store whistleblower bag Wall Street Journals lækkede interne Facebook Papers, op mod det danske medlem af FB’s egenoprettede Tilsynsråd, Helle Thorning-Schmidt." - Jesper Højberg Christensen, chefredaktør, Bootstrapping

Uge 41 i økosystemet: Himmel & Helvede og Krizo – Founder VC’er & VC gentænkt – Helle vs. Haugen – Bootstrapped til IPO – Remote work

Hvad er din himmel og dit helvede? Ingmar Bergmann svarede i Scener fra et ægteskab: Din ægtefælle. Og samme svar giver HBO så i det nye – for alle seværdige – remake med lidt fikse og woke opdateringer. Og har du set den nye James Bond film er svaret ret bogstaveligt – efter alle biljagter, skudfighter og et par vodka martinis – det samme. Men lad os prøve, om vi også kan sige det om vores startups i ugen!?

Vi kan da hurtigt fastslå, at markedet er begge dele: Det er himmelsk med aktivitet, men et helvede af travlhed og transaktioner. Og især besvær med at finde arbejdskraft nok. Pleo har fordoblet forretningen i år og forventer at ramme 700 medarbejdere om lidt over et år. “Vi rammer sjældent en dansker, og det bliver kun sværere for os at ansætte folk i Danmark,” sagde Jeppe Rindom i onsdags til Computerworld.

Men jeg kender et par stykker, der allermest er i himlen – i hvert fald lige nu. Emil og Magnus, founders af Krizo, kigger vi til. Vi skal også drøfte, hvad founders egentlig laver, når de har lavet million-millard exits – lærer at spille golf eller starter andre op med hybrid VC’er? Og de gængse VC’er: Er de ved at reformulere deres markedsoffer? En af de største, Peter Thiel, er bogaktuel og vel inkarnationen af det onde i Silicon Valley, eller hvad? Fra Snoop Dogg til Prins Harry, fra Helle Thorning-Schmidt til Frances Hagen og fra Pernille Lotus til Clubhouse. Jeg tror, der er noget for alle. Og vi lander ugen godt – for du skal jo sendes helt uden traumer på efterårsferie. Og få bare lidt tid til dit måske altid lidt for forsømte parforhold. Eller til din startup!

 

Er tidligere startups founders de nye VC-investorer?

Det hele er jo stadig meget volatilt på finansmarkederne. Varemangel, stigende energipriser og rentestigninger spøger konstant. Som New York Times refererede i ugen: The resurgence of the coronavirus and supply chain chokeholds threaten to hold back the momentum of the global economic recovery, a report from the International Monetary Fund warns”. I forrige uge var det danske aktiemarked nede, men i forgårs havde det sin bedste dag i et halvt år. Men lad os lige huske to ting. Det hele skal ses på baggrund af et til nu super vækstår. Og BA- og venture-scenen er sjovt nok mere robust med sine egen love i kraft af de lave renters og de langsigtede investorers kapitalvillighed og -rigelighed. Meget tyder på, at 2021 bliver dobbelt så godt som 2020 for ventureinvesteringer. Siden Dante’s Guddommelige Komedie er helvede skildret som brandvarmt og himlen som kølig og mild. Scenen for venture-kapital er super hot – men altså nu på den gode kølige måde.

Så der er overskud til at drøfte, om Sequioa, Andressen Horowitz, Softbank eller Tiger Global har været mest aktive venture investor i 3. kvartal? Det er for mig som at spørge om Bamse eller Tigerdyret er størst; det er lidt svært og ligegyldigt at måle. Men det går de meget op i på Sand Hill Road og omegn. Tiger Global var størst i 1. halvår, men her i tredje kvartal var det Sequoia Capitals kinesiske enhed med 1,5 indgående transaktion pr. dag. Altså det snit, andre har i et kvartal. Og det kan undre lidt, når man tænker på Kina og boligboblen og Xi Jinpings kamp mod big tech-noteringer.

Over alt trækker vores marked mange nye investorer ind, både som Business Angels og som skabere af nye venture-firmaer – og hybrider af samme. En særlig hybrid læste jeg om i forrige uge i The Information, hvor Jack Altman CEO i Lattice samtidig med sin CEO-post har rejst 120 mio. kr. til sin egen venturefond. Men ok, Coop Danmark toppen Lasse Bolander og Kræn Østergaard Nielsen evner for så vidt samme dobbelthed.

Mange, der startede digitale virksomheder for 10-20 år siden, vender nu tilbage som investorer i næste generation af startups. Tommy Ahlers er selvsagt et prominent eksempel. Andre er David Helgason (Unity) og Lars Fløe Nielsen (Sitecore), begge bag Nordic Makers ud over egne investeringer. Tilsvarende kan nævnes Peter Mühlmann (Trustpilot), Morten Primdahl (Zendesk), Heini Zachariassen (Vivino) og en lang række andre i byFounders Collective på 70 personer, der mere eller mindre har været tech startups – alle kvinder og endnu flere mænd glemt.

Det kan mærkes i systemet. Sidste uges investor Jeppe Schytte-Hansen var med på Templayfy-rejsen. Det kommer jo nok de selskaber og syndikater, han går ind i, til gavn. Sidste fredag skrev jeg her på Bootstrapping om Normative, som har Kasper Hulthin som formand og investor, og hvor han kan bruge sin erfaring fra rejsen med Podio (Citrix) og Peakon (Workday).

Nu er det jo ikke sådan, at topfodboldspillere nødvendigvis bliver fantastiske trænere, eller alle skuespillere bliver kreative instruktører osv. Det er en anden professionel rolle at være founder-CEO end at være investor. Men erfaring har aldrig skadet, og bestræbelsen både på at geninvestere og give tilbage er der. Og der gås mere utraditionelt til værks. Som The Information skrev  Armed with fresh capital, some founders are even beginning to lead investment rounds for young startups through their venture funds, a role that reflects the larger size of their investments. They are adding to the ranks of nontraditional investors, including hedge funds and solo venture capitalists, who are increasingly competing with established VC firms for stakes in the next generation of technology startups”. Når sandheden skal frem, har virkelig dygtige iværksættere nok svært ved at sidde stille og lægge kabaler. Det er helvede. Himlen er at få lov at skabe.

 

Hvor bevæger de store VC’er sig så hen?

“The most successful VC firms are slowly morphing into a new breed of investment banks – gatekeepers of the capital markets for tech startups and tech companies”, skrev Sifted i ugen. Jo, VC’erne sidder jo ikke med hænderne i skødet. De bevæger sig mod bredere tilbud og finansieringsmodeller til deres startups. Venturevirksomheder som Andreessen Horowitz investerer længere og bredere i fx ejendom, sundhed, krypto osv. Og ikke kun med for founders dyrt equity, men også med nye finansielle låneinstrumenter. Sådan set det, investeringsbanker som Goldman Sachs, Morgan Stanley og JPMorgan allerede gør: “They provide equity capital, debt capital, asset management, liquidity, sophisticated risk management, market research and opportunities for mergers and acquisitions”. Kapitalrigeligheden og konkurrencen skal fremme nye produkter og tilbud. I Danmark ser vi det nok mest på de bløde rådgivningsydelser fra jura til HR, coaching og masser af events og tilbud. Og om at kunne stille de bedste internationale domænespecialister, ex-founders og eksperter til rådighed.  Men der er jo heldigvis også altid noget, der hedder kemi i investor-founder relationen, hvad enten du vil aflæse det med biomarkører eller din intuition.

 

Krizo-exit i den 7. himmel

Nogle gange tænker jeg: Nu er der da ikke flere SaaS-ideer. Nu er der ikke mere, der kan digitaliseres og lægges op og sælges på abonnement. Men det er der i høj grad. Og sidst af alt tænker man måske på sine egne felter. Engang benævnte Politiken mig altid “kriseekspert”, når de skulle bruge en udtalelse om den ene og anden krise. I erhvervslivet har jeg da også trådt til i sådanne situationer samt undervist mange med krise-cases. Derfor synes jeg, det for et par år siden var en fin idé af founders Emil Pfeiffer Stenbøg og Magnus Josias at lægge træningen af kriser op som en app. I stedet for at man skal rejse fra hele verden for at træne (fiktive) kriser og deres beredskab, kan man jo simulere dem online. Voila, og jeg blev medinvestor i Krizo, pænt skubbet på af min DanBAN-kollega Thomas Black Petersen. I forgårs blev Krizo så solgt til amerikanske Dataminr, en af verdens ledende AI-forrentninger og markedsleder på feltet for intelligens i forhold til kritiske begivenheder og risk-management. Og med investorer som Goldman Sachs og Morgan Stanley. Det er ikke hver dag, en startup – efter 28 måneder og med under et dusin medarbejdere – bliver solgt industrielt. Så det er nok ganske en pæn exit, siger jeg på jysk, som om jeg ikke kender beløbet. Hvor vi alle ved, en IPO kender valuation i realtid, og hvor VC’er transaktioner kan granskes på TechCrunch, Dealogic mm., er det sjældent, vi får offentliggjort prisen ved industrielt salg. Jeg ved ikke, om det er storkapitalen bag Dataminr eller vaner fra corporates og advokater, der gør det. Det er lidt en skam, og var jeg Ekstra Blads-journalist havde jeg fortalt prisen på grisen. Anyway, Emil og Magnus er vågnet i baronens seng. Og som nævnte Thomas Black skriver på LinkedIn: “WOW… I’ve been a business angel investor in Krizo among other investors from Danish Business Angels  and this is the first exit from my portfolio with an exciting multiple”. Så det var et rigtigt eventyr, om end med ubekendte.

 

Facebook-kampen: Helle Thorning vs. Frances Haugen

Ja ok, det er sådan et lidt sort/hvidt frokostpresse-persontrick til at trække læsere ind. Men det har en mening at sætte Frances Haugen, den store whistleblower bag Wall Street Journals lækkede interne Facebook Papers, op mod det danske medlem af FB’s egenoprettede Tilsynsråd, Helle Thorning-Schmidt, (i øvrigt bogaktuel med Blondinens Betragtninger5 stjerner i Berlingske).

Humlen i hele skandalen er nemlig, at Facebook selv ved, at de massivt polariserer sort/hvidt og dermed bl.a. skader svage grupper som unge teenagers og undergraver demokratiet. Men det er indbygget i forretningsmodellen. FB’s annonce-algoritme, der sammen med Google’s har erobret verden og i mange markeder over halvdelen af alle annoncemidler, kræver for at virke, at vores øjne så at sige spærres op. At vi i løb opdager farer på savannen, der skræmmer os og fanger os. Facebook — all social media, really — is the nicotine, the dopa drip of outrage and baby pictures that keeps us coming back for more, som Scott Galloway skrev i sin seneste post. Han er professor i marketing og meget andet (og i øvrigt snart VL-døgns gæst i Danmark). Så ikke kun på Facebook, også i Danmarks største af de gamle medier, BT, er alt som indgang enten helvedes forfærdeligt eller til nød himmelsk fantastisk. Og i hvert fald person- og følelsesbundet.

Når ugens nyhed om Frances Haugen mødet med Helle og Tilsynsrådet er interessant, er det også, fordi Facebook selv har lagt strategien om. Fra at forsøge at være imødekommende, herunder altså oprette Tilsynsråd, går de nu i en meget aktiv modkampagne, hvor de prøver at miskreditere og bagatellisere Frances Haugen, en kommunikativ strategi som K-forum grundigt gennemgik i ugen. Det er ikke uden risiko i forhold til brugerne, hvor mange (idealistiske) unge allerede har forladt platformen til fordel for TikTok og Snapchat, jf. hvad jeg skrev sidste fredag om det. Som The Economist udtrykte det: “The firm risks joining the ranks of corporate untouchables like big tobacco, og fortsatte ironisk: “Who wants a metaverse created by Facebook? Perhaps as many people as would like their health care provided by Philip Morris.” Mange medarbejdere i tech startups har også følelser og ambitioner om at medskabe en bedre verden. Når illusionerne så brister, er det hårdt. Som Martin Peers skrev på The Information i ugen: “Perhaps the coming years will be a great sorting in the tech industry, in which some companies encourage employees to bring their whole selves to work, as many still do today, while others tell them to leave everything behind that doesn’t advance the company’s business. The big question is whether the latter companies can be successful with less missionary zeal among their workers.”

 

Direkte fra bootstrapping til IPO

Er det nu, man som investor skal til at passe lidt på og ikke at hoppe med på for høje værdisætninger? Måske nok, hvis jeg skal tro The Information i ugen: “What’s going on? There’s so much money sloshing around that even those who were quite happy staying private are getting off the fence, either to go public or to sell.” Sandt er, at det har været et rekordår for IPO’s. 104 tech virksomheder er ifølge mediet blevet børsnoteret i USA, fraregnet SPACS’s og direkte notering. Og selvsagt er der rejst mere kapital end nogensinde. Der er i USA – helt som i Danmark med Re-Match, SpeedRecruiters – enkelte, der for nogle uger siden valgte at udsætte noteringen, lige da retail-markedet var gået i læ.

Men nu kører rouletten igen. NerdWallet er en af de senest udmeldte i USA, og de har hele tiden tjent penge og derfor bootstrapped, ligesom mere bekendte Mailchimp. Så NerdWallet har ikke forretningsmæssigt behov for en IPO. Men man kan jo blive fristet. Ifølge Reuters har NerdWallet en værdisætning på 30 mia. kr. – 17 gange årets omsætning. Om det er Gud eller Djævelen, der lokker – det er vel svært for founders at sige nej til få fleksibel børsadgang til så store beløb?

Herhjemme har vi drøftet mange noteringer og bl.a., hvilke selskaber der skal vurderes efter traditionelle regnskabsnormer eller efter venture-metoder. Meget diskuterede Valuer havde vi som ugens startup for at genbesøge casen og se, om man ikke kan løfte sig efter en dårlig start på børsen. Hovedbilledet er som i USA, at toget for noteringer kører, og så må du se, om du vil stige på eller synes det er for vildt. I går meldte MOVEINN, platform for at leje lejligheder, at de vil rejse 33 mio. kr. Og John Norden har jo fx nærmest et helt eget lille efterårs IPO-tog på skinner de kommende uger. Jeg har i al fald før nævnt:

 

Future of work. Er vi tilbage på arbejdspladsen? 

Nogle (som jeg) syntes, det var superfedt og frit at sidde hjemme eller i sommerhus fra foråret 2020, andre følte sig trængt som burhøns og længtes efter kollegerne. Hvad så nu efter COVID-19? Longqi Yang m.fl.’s seneste studie i Nature Human Behavior har sammenlignet dem, der allerede arbejdede remote med dem, der af COVID-19 var tvunget hjem blandt 61.182 amerikanske Microsoft medarbejdere. Den ikke så overraskende hovedkonklusion er, at arbejdet blev ”more static and siloed, with fewer bridges between disparate parts”. Der sker det enhver på et Zoom – eller hos MS jo nok et Teams-møde – kan iagttage, at den, der styrer mødet, kan køre med klatten. Finere udtrykt, at den vertikale kommunikation står stærkere end den horisontale. Så der er ud over eventuelle personlige fordele/bagdele på den korte bane effektivitetsfordele ved fjernarbejde. Men på bekostning af videndeling og kreativitet. Hvilken grad af hybrid, der så er bedst, er der selvsagt mange meninger om. Hver arbejdsplads må finde sin måde at få det landet

 

Når adverse pitching skærpes. DanBAN slog DanBAN

Kapitalfonds-nyhedsbrevet KapitalWatch skrev i mandags, at ”Det nye fremadstormende investeringsselskab Techhub Invest i Esbjerg løb med investeringen i det ombejlede selskab Indialog foran et stort antal business angels fra Keystones og DanBan”. Det således ”ombejlede” telefonrobot-selskab, der kan snakke med ens kunder, og derfor selvsagt skal skrives InDialog, kunne altså vælge mellem to interesserede investorer. These Days are Fast/Nothing Last, som Bon Jovi engang sang, og investor-konkurrence og adverse pitching er jo nu meget lidt unormalt. Til Keystones nyhedsbrev i ugen forklarer CEO Hani Faylee, at InDialog valgte den investor, som tog strategien for givet: ”Vi var ikke enige med nogle af investorgrupperne i DanBAN og Keystones om strategien – efter vores mening tænkte de for snævert i forhold til segmenter. Vi ser et større potentiale. Derfor endte vi med at vælge TechHub Invest, som var enige i vores strategi og forventninger.” Uden at jeg selv har hørt om casen, er det i al fald vigtigt at være alignet. Det pudsige, som ingen skriver, er, at Kasper Bank Thomsens Techhub Invest som mikro-VC også er medlem af Danish Business Angels. DanBAN spillede altså med på både sort og rød plade. Så er det let at være på vinderholdet!

 

Tips, Tricks & Transaktioner

 

Pernille Lotus – sådan kan man også fortælle sin exit

Pernille C. Lotus var nr. 4 i vores Female Founder serie. Og hun kommer igen senere i efteråret i Bootstrapping som ugens case om hendes virksomhedsrejser inkl. seneste exit af WeAreCube. Hendes post fik 400.000 visninger på LinkedIn. Men Pernille er nu engang også influencer, så hun kan et par tricks. Og de går ikke ud på at opregne en masse transaktionsdata og komme med retirader om, hvor dejlig køber bliver at samarbejde med. På SoMe skal du agere helt åben og helt personlig. Så Pernille skriver straks ”Måske synes du jeg er sejere end dig? Måske synes du jeg er stærkere end dig? Måske synes du jeg virker mere velafbalanceret, i dette hektiske liv, end dig? Måske synes du alt muligt mere om mig? MEN NU SKAL JEG FORTÆLLE DIG SANDHENDEN… Mit liv er ikke som du tror eller ser på SoMe… Jeg kæmper hver dag med mine følelser, angst-lign tilstande, jeg bliver ofte bange for mine følelser“… Ingen personlig himmel uden helvede. Til slut er det fint at give læseren et godt selvhjælpsråd, og hermed er Pernilles viderebragt: ”Jeg kan kun anbefale at arbejde med sig selv gennem meditation eller hvad end som virker for dig… og vid at kan rejsen kan være hård og lang, MEN betaler sig.” Så glem det med at se maling løbe ned ad væggen. Invester i at kigge på en sort prik på din hvide væg. Dybt og længe.

 

Snoop Dogg og Prins Harry i startup-land

Snoop Dogg’s VC-selskab Casa Verde følger trenden af amerikanske VC’er mod Europa og har lavet sin første investering i en 100 mio. kr. runde i AceCann. Og hvad tror du, de laver? Cannabis-produktion! Ja, det er vel godt med domænekendskab som investor. Det hele lyder nu seriøst nok, hvis du også kigger i en længere TechCrunch artikel om markedet, der selvsagt er politisk styret. Under Biden vil det være lettere for flere stater i USA at få ophævet forbud.

Prins Harry – vist det eneste medlem af det britiske kongehus uden anden skandale, end at han ikke vil være medlem af den ret så skandaleramte familie – er jo chief impact officer i BetterUp, en medarbejder coaching platform. Den har nu rejst en ny runde til en værdisætning på 25 mia. kr. kun få måneder efter en runde på værdi omkring 10 mia. kr. – og sigter også mod en IPO. Hvad Harry har af warrants vides ikke, men der spekuleres selvfølgelig. Hvis alle institutioner har så åbenbare coachingbehov som kongehuse, er det også en god forretningsidé. Kan man andet end henvise til coaches, men med AI osv. opbygge en platform, som også ikke-kongelige kan bruge, er det, ja, endda en kongeidé, vil jeg mene. Jeg har i hvert fald medinvesteret i, at Andreas Borch Hansen og Nicolai Fogh starter en sådan. Kronprins Frederik kan så måske være chief impact officer.

 

DEFI – hvad er det?

“Centralbankchefer frygter tech-giganter som kommende bankmonopoler” hedder dagens forside i Børsen. Det kan jeg sådan set godt forstå. Apple, Amazon, Alibaba og Tencent sidder allerede på en pæn del af betalingstransaktionerne og kan dermed tilbyde lån og måske senere investeringsprodukter. Men banker og tech-giganter er også udfordret fra neden af DEFI, decentraliseret finance, de nye automatiserede finansielle services bygget på blockchain. Det tager vi en anden dag. Men kan du ikke vente, så læs her i Quartz. Du kan også læse i Sifted om, hvorfor svenskerne ikke bare med Klarna, (hvor vi da stadig venter stor nyhed), men også med Tink, iZettle og Juni er så fantastiske på fintech.

 

Hund efter kryptovaluta? Gør som Musk, køb en ”shiba inu”

Sidste fredag skrev jeg om hamsteren, der med et afkast 24 % på 3 måneder investerede i 30 kryptovalutaer ved at gå i sit ”kontor”-hamsterhjul. I dag er vi tilbage til hunde, dog ikke i DogeCoin, der opstod som en parodi, baseret på et meme og nu er en valuta. Nej, det er ”shiba inu” – efter den japanske jagthunde-race – jeg taler om. Den kryptovaluta var på et tidspunkt i oktober 400 % oppe i forhold til ugen før. Et par tweets fra verdens p.t. rigeste Elon Musk om Dogecoin og at han faktisk 4. oktober lagde et foto ud af Floki, kan måske være en forklaring. Floki er nemlig hans nyerhvervelse, faktisk en rigtig levende shiba inu hund, der af Musk selvfølgelig er fotograferet i forrummet af en Tesla. Hvalpen er sød, men resten er lidt krypto for mig. Værdien af en enkelt shiba inu er ikke engang 1 rød øre. Men jeg tror sådan set nok, at krypto er fremtiden, også inden jeg har læst Sifteds Wealthtech rapport offentliggjort her til morgen.

 

Jamens Bond og den flyvende båd

I gamle dage, dvs. før Øresundsbroen, sejlede man med flyvebåd fra Københavns Havn til Malmø. Nu laver svenskerne flyvende både, så jeg i ugen. Tech virksomheden Candela har luftsat elbåden C-8, og den bliver revet væk. Den koster kun lidt over 2 mio. kr. og ser meget mere komfortabel ud en den raket/fly/båd, som Q har bygget til James Bond og 007 i den svært underholdende No Time To Die. Men de skal også både ud over og under vandet til skurken Safins ø (der vist bare er en af de fredelige øer på Færøerne).

 

Det er bedre at være ond

Silicon Valley er blomsterbørn, kreativitet og Steve Jobs. Men det er også rå magt, hvor den stærkeste råder, hvor kvinder og etniske minoriteter åbenlyst diskrimineres, og hvor man ublu samarbejder med det militærindustrielle kompleks om udvikling af droner, masseovervågning og deportation af illegale indvandrere. Det er Peter Thiels Silicon Valley, hvor etik og svage mennesker ikke tæller. Mens Google prædikede, at de aldrig ville gøre noget ondt, har Thiel som en anden moderne Machiavelli anvendt ondskab som en helt bevidst strategi til at fremme sig selv, sin politiske dagsorden og sine virksomheder. Sådan lyder konklusionen i den anmeldelse, vi bringer på onsdag af Max Chafkins nyligt udkomne bog: “The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley’s Pursuit of Power.”

 

The Death of the Apple Watch

Intet er, nok mest for mænd, vigtigere end ens gadgets, ikke engang ægteskabet. I al fald var Apple Watch 7 den stabile ven for Bob Pepe ifølge hans artikel i Medium. Men så lagde han uret i en måned, og vupti overvandt han sin FOMO (Fear of Missing Out). Men det var et “eye-opening and a much-needed break from the constant barrage of notifications and pings on my wrist.” Som talt fra mit hjerte. Behøver du tjekke tid og vejr 10 gange om dagen for at huske at ånde ind og ud. Pepes erkendelse: “It is an excellent piece of tech, and Apple has a way of making virtually every product seem like a necessity for life so that they will sell a zillion of them. They will just have to do it without me”. And me.

 

Skal du heller ikke på Clubhouse i efterårsferien?

Hvad sker der med Clubhouse, det under Corona nye sociale lyttemedie, som jeg kender mange, der er tilmeldt, og nu ikke ser mange andre end Lasse Chor fra Happy42, som konstant bruger? Da det var hottest, fik Clubhouse 500.000 nye rum etableret om dagen. Og alle de store VC’ som Andressen Horowitz og Tiger tilførte 600 mio. kr. i forårets A, B og C runder. Spørgsmålet om, hvad der sker på Clubhouse, stillede Derick David. Han har nu fået 40.000 views og mange kommentarer og har samlet nogle af stemmerne på Medium. For mig matcher det, at selve ideen er god, men jeg er træt af de uendelige notifikationer på min mobil døgnet rundt, og at det alligevel er svært at finde relevante samtaler.

Men du kan jo give den en chance i din efterårsferie. Hvis du ikke lige skal prioritere din partner og f.eks. vælge, om I skal se No Time To Die eller Scener fra et Ægteskab. Av, det kan godt gøre efterårsferien til et lille helvede, selv i de bedste familier. Så må du trøste dig på onsdag, hvor vi bl.a. har grønne historier med Thomas Høgenhaven, onde historier med Peter Thiel og gode historier med Andreas og Corti. Ha’ det så herligt så længe.